Pepperstone – anmeldelse af handelsplatform

Udgivet: 1. august 2019

Pepperstone er en handelsplatform målrettet øvede tradere, der ønsker en high-perfomance-udbyder med lave spreads og mulighed for høj gearing. Handelsplatformen tilbyder forskellige CFD-produkter baseret på gearing. Pepperstone er primært en forex-udbyder, hvor det er muligt at handle mere end 70 valutakryds. Pepperstone blev oprindeligt etableret i 2010 i Australien og udvidede i 2016 med en europæisk afdeling, Pepperstone Limited, med hovedkontor i London. Afdelingen, som servicerer de europæiske kunder, har engelsk FCA licens, og det er denne del af Pepperstone som denne anmeldelse omhandler. At Pepperstone har FCA licens er vigtigt, idet man som detailkunde er forholdsvis godt beskyttet af de omfattende engelske finansielle regler, jf. nærmere nedenfor. Handelsplatformen Pepperstone er i dag en af verdens største Forex brokere, som i gennemsnit håndterer handler til en værdi af 5,8 mia USD hver dag.

Pepperstone adskiller sig fra en hel del andre handelsplatforme, idet man som kunde ikke handler direkte med Pepperstone som modpart. I stedet router Pepperstone alle ordrer videre til tredjeparter typisk til banker og fungerer derved som en såkaldt ECN – Electronic Communications Network. Det er godt, for det betyder, at den potentielle interessekonflikt, der typisk eksisterer ved at man som kunde handler mod handelsplatformen, ikke er tilstede.

Hvilken tradertype er handelsplatformen egnet til?

Pepperstone kræver, at man som minimum indsætter 200 USD (eller tilsvarende i fx EUR) på sin konto. De tilbudte handelsplatforme, der understøtter Pepperstones feeds og priser, hører ikke til de mest simple, men er til gengæld af høj kvalitet med mange individuelle muligheder, især for de lidt mere øvede tradere. Det er muligt at tilvælge høje gearingsniveauer for visse produkter, hvilket man kun bør gøre som erfaren trader. Nye tradere kan bestemt også drage fordel af Pepperstone så længe man sørger for at vælge et afpasset gearingsniveau og sætter lidt tid af til at lære handelsplatformen at kende. Det er muligt at oprette en demokonto, hvor man i en periode på 30 dage kan afprøve de forskellige platforme, som Pepperstone tilbyder.

Design og platforme

Pepperstone tilbyder handel via en vifte af forskellige platforme, som bl.a. omfatter MetaTrader 4 og 5, cTrader samt en lang række værktøjer for mere avancerede tradere i form af API Trading, dvs. man på forskellig vis kan kode sine egne algoritmer mv. Denne anmeldelse vil koncentrere sig om platformen cTrader, der er udviklet af Spotware Systems og anvendes af en lang række udbydere. I forhold til Pepperstone fungerer det således, at man downloader cTrader-software og siden kobler den sammen med Pepperstone. Det er alt sammen forklaret på siden.

cTrader findes i en webbaseret udgave, en windowsudgave samt forskellige smartphones/tablets. Platformen er omfattende og rummer mange muligheder. Nedenfor gennemgås primært den webbaserede udgave.

Den webbaserede cTrader platform

Der findes bestemt mere simple handelsplatforme end cTrader på markedet, men hvis bruger tid på at lære platformen at kende, vil man opdage, at man på denne platform har rigtig mange muligheder, som man også med tiden vil kunne få glæde af. Heldigvis er platformen udstyret med en omfattende manual, som man kan tilgå øverst på siden under menupunktet “Help”. Her kan man studere alt om platformens mange muligheder, herunder en grundig beskrivelse af grafpakken, se forklarende videoer, læse om hvordan man selv kan kode sin egen algoritmehandel mv. Du kan se vores videoguide til, hvordan du kobler cTrader sammen med Pepperstone her.

Den webbaserede udgave af cTrader.

Platformen er intuitivt opbygget med handelslister i venstre side af skærmen, grafvisning øverst i højre side og en positionsoversigt nederst til højre. Dette setup er forholdsvist fastlåst om end det er muligt at ændre størrelsen af de enkelte vinduer.

Det er muligt at få vist forskellige grafer med forskellige instrumenter og tilpasning med indikatorer osv. Selve grafpakken er også omfattende, og man har rigtig mange tilpasningsmuligheder. Ved at højreklikke på grafen kan man vælge de forskellige indikatorer, man ønsker vist. Også her er der rigtig mange muligheder. Man kan på selve grafen se sine åbne positioner, redigere i tilknyttede ordrer osv. Det er ikke alle udbydere i markedet, som tilbyder dette, selvom det burde være sådan. Alt i alt er grafpakken blandt de bedre på markedet om end man nok lige skal vænne sig til det grafiske format. Men ofte er det sådan, at jo mere avanceret det bliver, jo sværere kan det blive at danne sig et hurtigt overblik.

I positionslisten finder man masser af nyttig information om ens positioner, herunder f.eks. påløbne renter (swaps) for overnight positioner, profit/loss osv. Man kan naturligvis ændre de tilknyttede ordrer ligesom man har en hel del muligheder for avancerede take profit og stop loss funktionaliteter. Alle mulighederne er beskrevet godt under Help som anført ovenfor. Nederst i positionslisten vises ens balance, marginbrug, margin til rådighed, samlede profit/loss mv. Holder man musen henover får man en forklaring på de enkelte poster. Man savner her noget information om ens samlede eksponering, hvilket rigtig mange udbydere desværre ikke gør sig ret meget i. 

Nedenstående video viser, hvordan du kobler cTrader sammen med Pepperstone. 

I positionslisten ude til højre i softwarepakken findes to interessante funktioner, som man nok også skal passe lidt på med. Den ene kaldes “Reverse position“, hvilket vil sige, at man med et enkelt klik kan vende sin position fra kort til lang, hvis man føler man har taget fejl i markedet. Det betyder så, at man lukker den eksisterende position og åbner en ny. Den anden kaldes “Double position” og betyder, at man med et enkelt klik fordobler sin position, dvs. man åbner en ekstra position på det aktuelle kursniveau. Man skal nok være lidt varsom med brug af disse funktioner, men er man velovervejet i forhold til markedet, er der tale om to ret anvendelige funktioner.

Der findes endvidere en hurtig Close funktion ude til højre i øverst hjørne – et enkelt tryk her vil lukke alle ens åbne positioner. Det er muligt at sætte flueben for de forskellige instrumenter, så ikke alt bliver lukket. Dette kan være praktisk i hektiske situationer, hvis man gerne vil meget hurtigt ud af sine positioner.

Indlæggelse af ordrer

Den hurtige indlæggelse af ordrer foregår ved i handelslisten at klikke på det instrument man ønsker at handle, hvorefter et lille ordrevindue popper op. Klikker man på enten Buy eller Sell har man hhv. købt eller solgt en position af instrumentet på den størrelse, der enten allerede er angivet eller man selv har angivet. I forhold til Dax, som benævnes GER30, skal man mindst handle 1 lot ad gangen, dvs. man som minimum eksponerer sig for indeksværdien, hvilket for nærværende er ca. 12220 EUR. Klikker man på det lille “i” i ordrevinduet fremkommer detaljeret information om produktet, herunder åbningstider, lot sizes, overnight renter, gearing mv.

Fra det lille ordrevindue, er det også muligt at åbne et mere informativt ordrevindue, hvor man kan vælge forskellige ordretyper. Man har bl.a. mulighed for samtidig at angive niveauer for stop loss og take profit. Her kan man samtidig se en lille graf, så det kan blive nemmere at finde de relevante kursniveauer for de stops man eventuelt vil indlægge. Man kan også lave en lille Comment til sig selv om hvorfor man lige netop indgår denne handel.

Mobilplatformen

Mobiludgaven af cTrader kan downloades både til Iphone, ipad og til android. Det er muligt at se Watchlists, som kan tilpasses efter behag, ens åbne positioner, at indlægge ordrer og handler, se historie, vise grafer osv. Det bliver hurtigt lidt småt, men appen fungerer som den skal. Og er naturligvis helt uundværlig, når man er på farten og har brug for at følge med i sine positioner osv.

 

Markeder og produkter

Pepperstone tilbyder forskellige CFD produkter baseret på gearing. Pepperstone er primært en forex udbyder, hvor det er muligt at handle mere end 70 valutakryds. Herudover tilbydes handel i 13 af de største globale aktieindeks, metaller, råvarer samt de største kryptovalutaer. En samlet oversigt over produktudbuddet kan ses her. Det er ikke muligt at handle CFD baserede enkeltaktier. 

Når man opretter sig som kunde skal man bl.a. tage stilling til om man ønsker en Razor- eller en Standardkonto. Dette har primært noget med afregningen af forexhandlen at gøre eftersom man med en Razor konto betaler ned til 0 pips for at handle valutakryds mod til gengæld at betale en kommission baseret på den volumen man handler. Ved en standardkonto betaler man ikke kommission, men til gengæld et lidt højere spread. Hvad der bedst kan betale sig afhænger af ens handelsmønster. Man kan se en samlet oversigt over spreadsne her.

Som EU godkendt broker følger Pepperstone de almindelige regler for gearing for detailinvestorer, som betyder, at man for de større aktieindeks kan geare disse 20 gange, valutakryds 30 gange og råvarer 10 gange bortset fra guld som kan geares 20 gange.

Forex

Som nævnt er det muligt at handle mere end 70 valutakryds, hvilket betyder, at man også har mulighed for at handle mindre kryds. Det er ikke muligt at handle kryds med DKK, men til gengæld findes bl.a. en del kryds med SEK og NOK. Den samlede oversigt kan findes på dette link – tryk på Spreads Table, hvor det også er muligt at se de minimumsspreads og de gennemsnitlige spreads man kan handle til. Generelt har Pepperstone relativt gode spreads. Har man en Razorkonto er spreadet i EURUSD ned til 0 pips og 0,13 i gennemsnit. Har man i stedet en standardkonto er spreadet min 1 pip og 1,13 i gennemsnit. Som nævnt betaler man kommission, når man handler med en Razorkonto. For en konto i EUR udgør kommissionen 2,61 EUR pr 100.000 basisenheder, dvs. pr lot pr side. Det koster således 2,61 EUR * 2 at åbne og lukke en position på 100.000 EURUSD. Det er muligt at handle ned til 0,01 lot dvs. 1000 basisenheder, som svarer til 1000 EUR, hvis man ønsker at handle EURUSD.

 

Aktieindeks

Handel med Dax koster 1 point i minimumsspread mens handel med SP500 koster 0,4, US30 koster 3,16 og Nas100 koster 1. Det er som nævnt muligt at geare de større aktieindeks 20 gange mens mindre aktieindeks kan geares 10 gange. Se en samlet oversigt her. Man skal typisk handle mindst 1 lot adgangen, dvs. det pågældende aktieindeks pålydende værdi.

 

Råvarer og metaller

Handel med guld koster 0,5 i minimumsspread og 1,02 i gennemsnit. Handel med Brent Oil Crude koster 0,7 i spread mens West Texas Oil koster 0,5 i spread. Det er desuden muligt at handle lidt forskellige råvarer baseret på futures såsom kaffe, bomuld, sukker mv. Se en samlet oversigt her.

Fsva. guld kan man handle ned til 0,01 lot svarende til 1% af pålydende værdi. Det er muligt at geare flere af råvarerne 10 gange bortset fra guld, der kan geares 20 gange.

Kryptovaluta

Pepperstone tilbyder for nærværende handel med Bitcoins, Ethereum, Dash og Litecoins. Spreadet varierer og er for Ethereum typisk ca. 10 point, mens bitcoins typisk handles til ca. 70 point, hvilket er forholdsvist lavt sammenlignet med andre brokere, der tilbyder kryptovaluta baseret på CFD. Kryptoprodukterne kan geares op til 2 gange. Man kan typisk handle ned til 0,1 lot af kryptovalutaen. Hvad angår bitcoin kan man f.eks. handle ned til 0,1 lot dvs. ca 840 USD baseret på en kurs på ca 8400. Med gearingen udgør ens eksponering således 840*2 USD = 1680 USD eller ca 11.000 DKK. For dette skal man lægge 840 USD i margin. Dette er den lavest mulige eksponering man kan opnå med bitcoins. Man betaler en forholdsvis høj overnight rente på 9,5 USD pr lot af ca. 8400, hvilket svarer til ca. 40% pa. Det kan derfor ikke anbefales, at handle bitcoins hos Pepperstone med længere tidshorisonter. Til gengæld er spreadet relativt lavt sammenlignet med konkurrenterne.

Læs eventuelt mere om de kryptovalutaer, som Pepperstone udbyder her.

Uddannelse, analyse og nyheder

Pepperstone tilbyder bl.a. adgang til aktuelle artikler om udviklingen på de finansielle markeder. Herudover tilbyder de adgang til økonomiske nøgletal samt handelsideer baseret på teknisk analyser, herunder en daglig briefing man kan abonnere på. Endelig tilbyder Pepperstone en masse undervisningsmateriale i form af artikler om tekniske analyser, forexmarkedet, webinarer, trading guides og meget mere. Se mere her.

Kundeservice og åbning af konto

Pepperstone har ry for at yde en glimrende service. Det er muligt at komme i kontakt med dem via Live Chat, email eller telefon døgnet rundt. Pepperstone har en supportside, hvor man kan få svar på mange spørgsmål. Desuden er der adgang til en omfattende FAQ.

Det er muligt at åbne konti i fx USD, EUR og GBP men ikke i DKK. Man skal minimum indbetale hvad der svarer til 200 USD for at åbne en konto. Har man allerede åbnet en demokonto har man adgang til sin “Secure Client Area” hvor al registrering, åbning af konti, indbetalinger og hævninger, downloads af platforme, besvarelse af relevante spørgsmål mv. finder sted.

Det er muligt at overføre penge til sin konto via almindelig bankoverførsel, kredit- og debitkort samt diverse internetbaserede betalingstjenester. Pepperstone opkræver ikke i sig selv gebyrer, men gør opmærksom på, at man bl.a. kan blive opkrævet op til 3% i gebyr på kreditkort, se mere her

Sikkerhed og regulering

Pepperstone er for så vidt angår europæiske kunder som nævnt reguleret af det engelske Finanstilsyn, FCA. Det medfører bl.a., at man som kunde er dækket af det engelske Financial Services Compensation Scheme, som garanterer ens indestående op til 50.000 GBP (ca. 400.000 DKK) i tilfælde af at Pepperstone skulle komme i økonomisk uføre.

Kunders midler opbevares ifølge Pepperstones hjemmeside på en segregeret bankkonto hos Barclays Bank Plc. efter regler udstedt af FCA, som bygger på EU’s finansielle lovgivning.

Det må anses som ekstra betryggende, at Pepperstone er underlagt regulering af FCA, som på en række områder har indført forholdsvis skrappe investorbeskyttelsesregler, og i det hele taget har meget fokus på regulering af den blomstrende CFD/spread betting industri. Pepperstone tilbyder som EU godkendt broker beskyttelse mod negativt kontoindestående.

Skat
Eftersom Pepperstone er en udenlandsk handelsplatform, og indberetter derfor ikke automatisk til Skat, er man som kunde selv forpligtiget til at forestå dette. Alle ens handler bliver løbende omregnet til den valuta, som man har åbnet kontoen i. I den forbindelse skal man være opmærksom på, at man i relation til indberetning af handler til SKAT skal omregne sine tab og gevinster til danske kroner evt. ved brug af en gennemsnitskurs.

Det er muligt at udtrække oversigter (account statements) over foretagne handler for givne perioder, hvilket man kan bruge som dokumentation og til beregning af årets nettoresultat, som man skal indberette til SKAT.

Se mere om de skattemæssige regler under vores Skatteguide.

Konklusion
Pepperstone tilbyder flere avancerede softwareløsninger, som byder på rigtig mange muligheder for den øvede trader. Herunder MT4 og cTrader. Især mere øvede tradere vil have gavn af dette, men man behøver naturligvis ikke gøre brug af hele paletten allerede fra dag 1. Pepperstone tilbyder gode spreads og er ikke modpart i ens handler.

Man har mulighed for at gøre brug af heftig gearing, hvilket man naturligvis skal være yderst varsom med og kun bør gøre som erfaren trader. Nye tradere kan bestemt også drage fordel af Pepperstone så længe man sørger for at vælge et afpasset gearingsniveau, og sætter den nødvendige tid af til at lære handelsplatformen ordenligt at kende.

Pepperstone er under tilsyn af det engelske Finanstilsyn, FCA, hvilket betyder, at man som detailkunde er godt dækket, herunder at man f.eks. er sikret mod negativ kontoindestående. Eftersom Pepperstone er en udenlandsk broker, er man desuden selv ansvarlig for årligt at indberette til SKAT.

Det kan klart anbefales, at oprette et gratis demokonto og prøve de platforme af man overvejer at bruge. Herefter er det meget nemt at åbne en rigtig konto (min. 200 USD) og komme hurtigt i gang, når det formelle er overstået.

>>>>>>>>>>>>>>>>> Gå til Pepperstone


Daytrader.dk modtager kommission og/eller betaling for annoncering fra Pepperstone og andre af de handelsplatforme, der er omtalt her på siden. Daytrader.dk tilstræber dog 100% objektivitet i lighed med, hvad man genfinder hos andre typer professionelle medier og deres annoncører. Indtægterne fra annoncering er med til at sikre, at vi også fremover kan levere de bedste guides og det bedste indhold om daytrading.

Preview af Pepperstone



 

image_pdfimage_print
Del denne artikel