Forstå skat for tradere på 5 minutter

Handler du aktier eller finansielle kontrakter såsom CFD, spread betting og andet? 
Så er det værd at bruge nogle minutter på at forstå de overordnede regler ved at læse denne skatteartikel. Ønsker du et samlet billede af skattereglerne på området, er du dog nødt til at afsætte mere tid. Det er nemlig ingen hemmelighed, at de danske skatteregler for investering mildest talt er uoverskuelige og komplicerede. For at gøre det hele lettere for dig har vi har skrevet en omfattende skatteguide i form af en lang række artikler, som behandler de fleste sider af skatteaspektet i forbindelse med investering og trading i forskellige typer af værdipapirer. Se en samlet oversigt nedenfor.

Denne artikels forfatter:
Denne artikels forfatter: Andreas Damgaard. Uddannet cand.merc.jur med mange års erfaring fra den finansielle sektor, herunder bl.a. børs- og banksektoren. Har især været beskæftiget med forskellige aspekter af værdipapirhandel og compliance.

Overordnet set behandles skat af afkast fra investering og trading af frie midler for privatpersoner enten som aktieindkomst, som kapitalindkomst eller som personlig indkomst. Aktieindkomst behandles særskilt i relation til årets skatteberegning, mens kapitalindkomst og personlig indkomst medregnes til den almindelige skattepligtige indkomst.

Det er typisk ikke beskatningen af gevinster, der giver anledning til de helt store panderynker, men derimod oftere den relativt komplicerede og omfattende behandling af tab i relation til for eksempel modregning, overførsel til andre indkomstår mv.

Vi anbefaler handelsplatformen Markets til effektiv trading: Klik her

Finansielle kontrakter såsom CFD´er og certifikater mv. beskattes som kapitalindkomst efter lagerprincippet, hvilket betyder, at man typisk skal betale enten 37% eller 42% som borger i en gennemsnitskommune, alt efter størrelsen af ens gevinst og ens øvrige lønindkomst, folkekirkemedlemsskab mv.

Lagerprincippet medfører, at man både skal beskattes af årets realiserede og urealiserede gevinster på for eksempel CFD-handel og andre finansielle kontrakter.

Har man i løbet af året samlet set oppebåret et nettotab på finansielle kontrakter skal dette overføres til en særlig saldo for tab på finansielle kontrakter, som man kan fremgøre uendeligt medmindre man i tidligere år har haft skattepligtig gevinst på finansielle kontrakter, som overstiger eller matcher årets tab. I så fald kan man få direkte fradrag for sit tab i sin kapitalindkomst. Har man samlet set lidt et nettotab på f.eks. aktiebaserede CFD’er, men for eksempel gevinst på børsnoterede aktier eller investeringsbeviser, der beskattes som aktieindkomst, kan man anvende hele eller dele af ens tab fra de aktiebaserede CFD’er til at modregne i denne gevinst. Læs mere om, hvordan du gør her.

Handel med børsnoterede aktier og aktiebaserede, udbyttebetalende investeringsforeningsbeviser (såkaldte IMB´er) skal beskattes som aktieindkomst efter realisationsprincippet med 27% op til 61.000 kr. i 2024 (58.900 kr. i 2023) og 42% herudover. Læs mere her Skat ved aktiehandel.

Handel direkte i kryptovaluta vil typisk blive beskattet som personlig indkomst efter realisationsprincippet med op til ca. 52% i marginalskat. Læs mere om dette her.

Endvidere kan man faktisk risikere at snyde sig selv for tusindvis af kroner i skat, hvis man undlader at oplyse SKAT i tide om eventuelle tab, men primært kun hvis man har handlet igennem en udenlandsk broker, som ikke indberetter til SKAT.

Som udgangspunkt er fristen for at få ens årsopgørelse/selvangivelse godkendt senest den 1. maj i kalenderåret efter man har foretaget sine handler (har man en udvidet selvangivelse – dvs. skal udfylde oplysningsskema, er fristen 1. juli). Har man handlet via en udenlandsk bank/broker/handelsplatform, bliver ens handel som udgangspunkt ikke indberettet til SKAT og man skal derfor udfylde oplysningsskemaet. Er det første gang man har handlet igennem en udenlandsk broker, skal man selv gøre SKAT opmærksom på at få adgang til oplysningsskemaet. Handler man via en dansk bank/broker/handelsplatform eller hvis denne har indgået indberetningsaftale med SKAT, bliver al ens handel typisk indberettet til SKAT. I begge tilfælde skal man selv sørge for at beregne og indberette et samlet nettoresultat. Selv hvis man handler igennem en dansk bank, skal man i visse tilfælde selv sørge for at beregne og indberette i de rigtige rubrikker.

Har man haft et samlet tab på sin handel med finansielle kontrakter, som ikke er blevet indberettet til SKAT (hvis man f.eks. har anvendt en udenlandsk baseret bank eller broker), og man ikke senest ved udløbet af selvangivelsesfristen oplyser SKAT om tabet, mister man retten til senere at kunne bruge tabet til modregning, hvis man opnår gevinster de kommende år. Har man tabt for eksempel 20.000 kroner, så vil de første 20.000 kroner af ens kommende gevinster være skattefrie. Glemmer man at oplyse tabet, får man altså ud over tabet også lov til at betale skat af sine kommende gevinster.

Brug for hjælp til den rette handelsplatform for dig? Chat med os

I forbindelse med indberetning af den udenlandske handel til SKAT skal man anvende de rubrikker, som fremgår af oplysningsskemaet i stedet for årsopgørelsens sædvanlige rubrikker. Der er dog enkelte undtagelser til dette.

Man skal som udgangspunkt indberette for det land, hvor ens udenlandske værdipapirer er hjemmehørende. Det skyldes primært, at de enkelte lande har forskellige regler for tilbageholdelse af skat af udbetalte udbytter og forskellige aftaler med Danmark i forhold til at forhindre dobbeltbeskatning af udbytter. Der er således forskel på hvor meget de enkelte lande tilbageholder i udbytteskat. En lang række lande har indgået dobbeltbeskatningsoverenskomst (DBO) med Danmark, hvorved man kan få godskrevet en vis andel af det tilbageholdte udbytte typisk 15%. Man kan maksimalt få godskrevet, hvad der fremgår af det enkelte lands DBO.

Er man ligeglad med dobbeltbeskatning af eventuelle udbytter, vil Skat formentlig acceptere, at man indberetter alt samlet fx under det land, hvor ens broker er hjemmehørende så længe man ikke forsøger at få godskrevet mere tilbageholdt udbytteskat end man er berettiget til.

En mulig løsning bør derfor være, at man akkumulerer denne type af værdipapirer og indberetter eksempelvis for det land, hvor man har sit depot dvs. brokerens hjemsted. Man skal dog sørge for at opdele sit investeringsafkast korrekt i bl.a. aktieindkomst (hhv. lagerbeskatning og realisationsbeskatning) og kapitalindkomst (alene lagerbeskatning), hvis man har handlet produkter som beskattes forskelligt. I forhold til udbytter skal man ligeledes holde øje med, at man ikke får anført mere udenlandsk opkrævet udbytteskat end man har ret til. Læs nærmere om hvordan man gør her.

Har man haft en samlet gevinst, som man ikke oplyser til SKAT, risikerer man normalt en straf i form af en bøde, som alt efter størrelsen af den unddragne skattebetaling kan udgøre op til to gange skattebetalingen.

Få styr på din skat i forhold til investeringsafkast.

Har du skatteoptimeret dine investeringer? Vi har skrevet en artikel om, hvornår det bedst kan svare sig at investere i de forskellige typer af investeringsprodukter ud fra et skattemæssigt synspunkt. For eksempel kan man slippe med 27% i skat på aktieindkomst af børsnoterede aktier, hvis man kan holde sig under den årlige progressionsgrænse. Aktieindkomst ud over dette beskattes med 42%. Her kan det i stedet være en fordel, hvis man investerede i noget som beskattes som kapitalindkomst, som typisk vil udgøre ca. 37% alt efter ens samlede indkomstniveau. Man kan også læse et par andre forslag til, hvordan man eventuelt kan nedbringe skatten på den sidst tjente krone.

Vi har også skrevet en dyberegående artikel generelt om skat for tradere foruden særartikler om de forskellige typer af investeringsprodukter, for eksempel aktier, investeringsbeviser, ETF, certifikater, valuta, optioner og futures, mv. såvel for personer som for selskaber. Se links til artiklerne herunder.

Har du tænkt over, at du ved at stifte et selskab til at handle igennem for eksempel kan få fradrag for udgifter til computer og skærme? Læs mere her om fordele og ulemper ved at stifte et selskab til at handle igennem.

Artiklerne om skat er skrevet af cand.merc.jur Andreas Damgaard, og er senest ajourført primo 2024. 

Se alle vores artikler her:

Oversigt over samtlige artikler i “Skatteregler for tradere”:

>>> Forstå skat for tradere på 5 minutter
>>> Generelt om skat for tradere
>>> Årsopgørelsen for tradere for 2023
>>> Skat – CFD og spreadbetting kontrakter
>>> Skat – Certifikater/ETN
>>> Skat – Futures og optioner
>>> Skat – Valutahandel
>>> Skat – Aktier
>>> Skat – Investeringsforeninger
>>> Skat – Investereringsselskaber, herunder udenlandske fonde fx Exchange Traded Funds (ETF’er)
>>> Skat – Obligationer
>>> Skat – Bitcoins & kryptovaluta
>>> Optimer din skat ved CFD- og aktiehandel
>>> Ofte stillede spørgsmål om skat for tradere

>>> Årets relevante skattegrænser
Er du seriøs med din trading, bør du læse vores artikel om fordele ved at handle gennem et selskab

Har du svært ved at forstå de mange begreber og ord, så tag et kig i vores Ordbog for tradere.

Artiklerne er skrevet af cand.merc.jur. Andreas Damgaard og er senest ajourført i løbet af 2024.

Ansvarsfraskrivelse:
Oplysningerne i ovenstående artikler er ikke en udtømmende beskrivelse af skattereglerne på området, og skal ikke betragtes som individuel skatterådgivning. Der tages forbehold for eventuelle fejl og mangler ligesom skattereglerne kan ændre sig fremover. Individuelle forhold hos den enkelte investor kan desuden være afgørende, hvorfor der opfordres til at søge individuel rådgivning hos en skatterådgiver eller direkte hos Skattestyrelsen (SKAT). Brug af oplysninger i artiklerne sker på eget ansvar og tager udgangspunkt i, at man har fuld skattepligt i Danmark.

Gratis kurser i aktiv trading. Se vores automatiske forløb. Online kurser i trading

yes

Headline Skatteguide for tradere

Disclaimer Headline Til orientering:

Disclaimer Text Hos daytrader.dk skaber vi gratis indhold og læringsforløb for jer brugere. Det kan vi blandt andet gøre, fordi vi indgår samarbejde med brokerne, der betaler for omtale på siden.