Støtte- og modstandsniveauer

Udgivet: 4. august 2015

Støtte- og modstandsniveauer er blandt de helt basale begreber inden for trading, både langsigtede handler og kortsigtet daytrading.  Begge niveauer er steder på grafen, hvor prisen har en tendens til at stoppe op og i nogle tilfælde vende. Mange bruger dem derfor som mulige punkter til både at købe op eller at sælge, særligt hvis der er andre indikatorer af, at prisen skulle vende netop på dette sted.

Herunder ses et eksempel i prisen på euro-dollar i perioden fra efteråret 2012 til efteråret 2014, hvor prisen omkring 1,2738 fungerer som støttepunkt og derfor bliver en opkøbsmulighed for mange tradere.

støttepunkt
Udviklingen i Euro-dollar i perioden fra efteråret 2012 til efteråret 2014. Prisen har fundet et støttepunkt omkring 1,2738, som det er vanskeligt at bryde igennem.

Det er de færreste succesfulde tradere, som udelukkende bruger støtte- og modstandpunkter til at foretage deres køb og salg, men det fungerer for mange som en medvirkende faktor, når væsentlige beslutninger skal tages. Man bør lægge mærke til, at jo flere gange et støtte- eller modstandpunkt er blevet ramt, jo stærkere vil det være. Omvendt kan prisen bryde meget længere ned, når modstanden endelig bliver brudt.

Mange begyndere inden for daytrading lader sig friste til at handle price-breaks, altså for eksempel at gå kort straks, hvis et støttepunkt bliver brudt. Dette er i langt de fleste markeder en ret risikabel strategi, da man ofte kan opleve små falske breakouts, hvor et støtteniveau ganske kort bliver brudt, men derefter vender om. Man bør derfor være varsom med at bruge denne strategi.

Modstandsniveauer fungerer naturligvis på samme måde, blot med modsat fortegn. Her er der tale om niveauer, som prisen har stødt imod mange gange før, uden at være i stand til at bryde igennem. Hvis man gerne vil købe op i et marked, bør man derfor være opmærksom på, om der er et ”loft”, som prisen støder imod, for det kan være med til at gøre det mindre sandsynligt at afslutte handlen med succes.

Et andet kendt fænomen, som har relation til støtte og modstand er, at støtte ofte kan udvikle sig til at blive til modstand. Et eksempel på det kan ses herunder.

support-restistance
Her endnu et eksempel fra euro-dollar, hvor man kan se, at et tidligere støttepunkt senere kan blive til et modstandspunkt.

 

En af forklaringerne på dette fænomen er, at når et etableret støttepunkt brydes, så vil mange som udgangspunkt gerne være short, men en del tradere når det ikke. Når prisen så kommer tilbage til det gamle niveau, så vil det være naturligt for dem at shorte markedet på det tidspunkt.

image_pdfimage_print
Del denne artikel