Trader: Du er dårligere, end du tror. Gør nu noget ved det!

Udgivet : 15 February 2018 af Nanna Fick

”Hvis bare jeg havde taget den handel!?”

”Hvorfor gik jeg så tidligt ud af den position, når jeg netop godt vidste, at markedet skulle videre op!?”

Som trader har du garanteret siddet tilbage med en af de to følelser rigtig mange gange. Det har jeg i hvert fald selv – senest i sidste uge!

Nanna Fick er trader og blogger for daytrader.dk

Men hvordan kan det være, at vi igen og igen begår de samme fejl, når vi åbenbart ved, hvad vi skal eller ikke skal gøre? Og hvordan kan det være, at vi et år senere stadig laver vi de samme fejl?

Der er lavet mange studier omkring netop den type opførsel, og konklusionen er, at vi mennesker er meget dårlige til at være realistiske omkring vores ”fremtidige jeg”. Vi har en helt forrygende evne til at tage de lyserøde briller på, og på den måde se vores fremtidige følelser, behov og reaktionsmønstre i et glamouriserende lys.

Sagt med lidt andre ord: Hvis man i dag er typen, der bruger alle sine penge på forbrug, så er det sandsynligt, at man alligevel forestiller sig, at man på et tidspunkt får sparet op til sin pension. Man ser et idealiseret fremtidsbillede af sig selv. Men når fremtiden endelig indtræffer, så opdager de mange, at de alligevel har brugt alle pengene på forbrug, ikke opsparing.

Den konklusion er faktisk rigtig interessent for os som tradere, for det har meget at sige i forhold til to ting:

• Vores reaktionsmønstre, når vi handler
• Vores udvikling som tradere

I forhold til vores reaktionsmønstre betyder det, at vi har rigtig svært ved at forestille os, hvordan vi vil reagere på stigninger og fald i markedet. Vores idé om, hvordan vi vil reagere, er som regel idealiseret: Vi forestiller os, at vi vil være cool, når der er fald i markedet, og at vi vil have det kølige overblik, når der er stigninger. Men når det kommer til stykket, er vi alligevel fyldt med frygt, når vores investeringer crasher, og fyldt med eufori, når investeringen vokser.

Når frygten eller grådigheden overmander os, så handler vi instinktivt. Både frygt og grådighed bliver for os tradere skabt af flere ting, herunder:  Frygten for at miste penge, frygten for at tage fejl, frygten for at lade penge ligge på bordet eller frygten for ikke at være med om bord, og eufori over al den profit, vi er i gang med at tjene.

Problemet er, at vi slet ikke har formået at forberede os på alle disse følelser, fordi vi netop har et forskønnet billede af os selv og vores reaktioner. Konklusionen er, at vi taber flere penge end vi tjener, eller slet ikke når at tjene det, som vi kunne.

Brug for hjælp til den rette handelsplatform for dig? Chat med os

Det lumske er, at vi i situationen stadig holder fast i et positivt billede af os selv og vores fremtid. Selvom det går galt i øjeblikket, så tænker vi alligevel, at vi om få måneder nailer markedet.

Men gør vi så det? Altså, Nailer markedet? Det gør vi måske, hvis vi virkelig skaber ændringer i os selv, men hvis vi bare sidder og venter, og bliver ved med at gøre det samme, som vi hele tiden har gjort, så ender vi kun med at naile en tom bankkonto.

Kursen på FTSE under Brexit

For halvandet år siden kunne jeg simpelthen ikke ”købe” et faldende marked. Jeg var godt klar over, at jeg skulle, men jeg kunne bare ikke. Min objektivitet forsvandt, og følelserne tog over. Dette er en dagsgraf af FTSE på Brexit natten.

Markedet steg kraftigt efter panik, men på de steder, hvor du kan se røde streger blev jeg ved med at ”gå kort”. Jeg vil godt erkende, at Brexit ikke var en god nat for mig!

Min trading-stil havde ikke ændret sig meget op til den dag, og den ændrede sig heller ikke meget i tiden efter. Det samme gjaldt udviklingen på min konto. Det ændrede sig ikke, før jeg rigtig forstod, at det ikke så meget var min evne til at aflæse en graf, jeg skulle fokusere på, men i stedet evnen til at arbejde med mine følelser.

Da jeg virkelig forstod det, tog min trading til gengæld også fart. Alligevel stod jeg desværre i helt samme situation i sidste uge. Jeg lagde en handel ind i et volatilt marked, tog væk nogle timer, og kom hjem til et minus.

Jeg vil sikkert blive ved med at lave den slags handler. Forskellen er bare, at nu ved jeg, hvad jeg skal gøre, så jeg hurtigt kan rette ind.

Efter min mening handler livet som trader i vid udstrækning om, konstant at arbejde med sine følelser og selvindsigt. Rent genetisk er vi mennesker indrettet på en sådan måde, at følelser som udgangspunkt er stabile over tid, mens vores intelligens udvikler sig. Derfor er vi som tradere nødt til hele tiden at arbejde på at udvikle vores mentale tilgang og dermed vores trading.

Vi skal simpelthen blive rigtig gode til at manipulere vores følelser, og til at analysere, hvad det er, vi hver især har brug for. Derfor er udviklingen en helt fundamental grundpille i min personlige trading og i min undervisning. Det er min overbevisning, at vi kan blive rigtig gode til at aflæse et kort, men hvis vi ikke bliver lige så gode til at kontrollere og udvikle os selv, så kan trading blive en meget dyr og frustrerende affære, hvor vi blot igen og igen gentager de samme fejl.

Jeg elsker mit liv som trader, og jeg har ikke lyst til at bytte det for noget, men hvis jeg havde forestillet mig, at det var legende let, så tog jeg fejl. Det kræver en dedikeret indsats og hårdt arbejde. Til gengæld er det så også helt igennem fantastisk, når det lykkes.

 

Nanna Fick arbejder som full-time investor, spekulant og trader igennem sin egen virksomhed, Ago-trade. Hun har en akademisk finansiel baggrund med mere end ti års erfaring inden for virksomhedsanalyse og investering, men arbejder i dag udelukkende som trader og underviser inden for trading. Nanna Fick er blogger for daytrader.dk

image_pdfimage_print
Spread the love
  • 16
  •  
  •  
  •  
  •  
    16
    Shares

Kommentarer

  • Relateret
  • Seneste
  • POPULÆRE