William Demant i stærkt kursmål

Udgivet: 4. november 2015

Den 4.november 2015. Af Peter Arendt, professionel trader.
Fra ugens start har William Demant aktien været stærk, som et direkte resultat af, at Morgan Stanley løfter deres kursmål for aktien til 714 kroner. Teknisk set betyder opturen dog i følge min analyse, at målet ultimativ ligger helt oppe i 800 kroner. Selvom en ned-korrektion mod 600 kroner er mulig på kort sigt, så er aktien lige nu i langsigtet køb.

Salgsstrategi
Køb nu som langsigtet investering til aktuel kurs på 630 kroner. Suppler med flere aktier ved brud op over 700 kroner. Ultimativt mål ligger i 800 kroner. Læg tabsstop ind ved brud under 600 eller 575 kroner – alt afhængig af din risikovillighed.

will
Ugegraf i William Demant

I 2015 har William Demant aktien bevæget sig i et stort kursinterval gående fra støtte og bund i cirka 500 kroner og op til modstand og top i 600 kroner. Netop i indeværende uge, er det lykkedes aktien at bryde op over intervallets modstandsniveau i 600 kroner. Dermed har aktien frembragt et købssignal og et teknisk mønster (Mønster 1), der signalerer, at målet i første omgang ligger oppe i 700 kroner.

Kigger vi på kursgrafen i et lidt større perspektiv, kan vi se et noget større teknisk mønster – et større kursinterval. Dette kursinterval går fra 400 kroner og op til 600 kroner (Mønster 2) . Kursintervallet har aktien bevæget sig i fra 2012 og frem til i dag. Med aktuelt brud op over 600 kroner er det tekniske mønster en realitet og det store mønster signalerer, at aktien har langsigtet mål oppe i 800 kroner.

Vi konkluderer derfor, at William Demant aktien teknisk set er i køb med mål i først 700 og ultimativt 800 kroner. Et brud op over første mål i 700 kroner vil bekræfte aktiens op-trend og vil derfor frembringe et signal til at supplere med yderligere køb af aktien.

Dog er det værd at bemærke, at en nedadgående korrektion mod 600 kroner kan forventes på den korte bane. Således er der med denne uges optur fremkommet et gab i dagsgrafen, som teknisk set skal lukkes, før end opturen for alvor kan fortsætte.

I nedadgående retning er der således støtte ved netop brudt modstand i 600 kroner. Herefter ligger støtte nede ved 575 kroner. Brud under henholdsvis 600 kroner og 575 kroner frembringer derfor to salgssignaler. Køber du aktien nu, anbefaler jeg derfor, at du sælger aktien igen ved brud under 600 eller 575 kroner – alt afhængig af din risikovillighed.

De tekniske indikatorer – RSI og MACD – bakker begge op om at aktien skal fortsætte opstigningen mod 800 kroner. Således ligger begge indikatorer over midten, samtidig med at de begge udviser stigende tendens. Dermed taler RSI og MACD for en op-trend, der er stigende i styrke.

arendt-mini

Peter Arendt samarbejder med daytrader.dk. Han leverer flere daglige, professionelle analyser af aktier, forex og afgrødepriser på sin side: www.minagro.dk

image_pdfimage_print
Del denne artikel