53-årige Henrik tjener penge i det italienske indeks

Henrik Dollas
Henrik Dollas

”Jeg er virkelig blevet grebet af trading – for pokker da!”

Så håndfast lyder meldingen fra 53-årige Henrik Dollas fra Rødovre, der er denne periodes vinder af konkurrencen ”En original handel” under Tradingeksperimentet hos daytrader.dk.

Henrik Dollas vinder på grund af en serie af fornuftige handler i flere forskellige papirer, blandt andet det italienske indeks, FTSE MIB, også kaldet Italy40. Dette indeks bliver sjældent handlet af danske tradere, men efter det seneste valg i Italien, fandt Henrik Dollas en trend i kursen, og foreløbig er han solidt i plus i indekset. (*læs note nederst i denne artikel)

”Jeg er endnu ikke så god til at se, hvornår en kurs vender, så foreløbig kigger jeg efter trends i grafen, og så hopper jeg på. Indtil videre er den strategi gået fint,” forklarer Henrik Dollas.

Henrik Dollas har investeret i aktier i 3-4 år, men i forbindelse med Tradingeksperimentet åbnede han en konto hos Saxo Bank, og nu er han begyndt at handle langt oftere. Der skulle dog en lille håndfuld tabende trades til, før den 53-årige IT-projektleder fra Rødovre for alvor begyndte at forstå, hvad aktiv trading går ud på.

”Man skal have sine egne penge inde i markedet, for helt at forstå, hvordan det påvirker ens psyke og måde at handle på. Det nytter ikke noget bare at læse om det på nettet eller i en bog, og så tro, at man har styr på det hele. Så bliver man hurtigt klogere. Forleden dag prøve jeg for eksempel at handle direkte ind i meldingen om renteforhøjelsen fra Den Amerikanske Centralbank. Det viste sig at være en meget dårlig idé,” understreger han.

Nu er han i stedet begyndt at finde sit eget tempo og tilgang til trading, og i den forbindelse er han meget inspireret af traderen Peter Arendt, der er en af underviserne i Tradingeksperimentet.

”Peter har en rolig og kontrolleret tilgang til tingene, og det passer rigtig godt til mig. Jeg har dog måtte indse, at man også skal tænke selv. Jeg fulgte Peters råd om at købe Skako-aktien, og det gik rigtig godt. Efter 3 dage havde jeg tjent 30.000 kroner, men jeg havde endnu ikke lært at spotte en trendvending, og pludselig havde jeg tabt det meste igen. Det var gode lærepenge” siger han.

I dag bruger Henrik Dollas derfor både stops og targets, og er også begyndt at kigge nærmere på, hvad det vil sige at gå short og dermed ”sælge markedet”.

”Det er meget inspirerende at have alle de mere avancerede værktøjer til rådighed. I startet kom jeg ofte til at sætte mit stops for tæt, så jeg røg ud på grund af små udsving i grafen, men nu føler jeg, at jeg har mere styr på det,” fortæller han.

Selv om Henrik Dollas endnu er ny trader med meget læring foran sig, så vil han dog gerne videregive et par indledende tips.

”Mit bedste råd er, at man aldrig skal følge andre tradere helt blindt. Man skal finde nogle gode tradere og lade sig inspirere af dem, men dernæst skal man altid selv kaste grafen op på skærmen og danne sig sin egen mening. Det næste er, at man skal starte i det små og altid kun handle med penge, man kan tåle at tabe”.

Daytrader.dk ønsker Henrik tillykke med sine handler. Han vil modtage et flot trofæ fra Saxo Bank.

*Daytrader.dk: Den seneste tids positive udvikling i det italienske indeks kan måske slutte brat. Lige nu er der global nervøsitet over de italienske banker, som er tynget af dårlige lån for 360 mia.  euro. Italiens tredjestørste bank, Monte Dei Paschi, er et af omdrejningspunkterne i frygten for at banksystemet skal bryde sammen i Italien. (Denne note er tilføjet 21.12.2016)

Henrik fik del i opturen i det italienske indeks.
Henrik har fået del i opturen i det italienske indeks.