Carlsberg skuffer analytikerne med sit regnskab for årets første seks måneder, selv om bryggeriet har formået at vokse forretningen på trods af vanskelige markedsvilkår, hvor globale usikkerheder fortsat lægger en dæmper på stemningen blandt forbrugerne.
Det viser regnskabet lagt frem torsdag morgen, hvor forventningerne til hele 2025 også får et løft.
– Koncernen leverede solide resultater i et vanskeligt halvår med en god udvikling i markedsandelen i alle tre regioner, især i Vesteuropa, drevet af gode fremskridt for premiumøl, alkoholfrie øl og læskedrikke, siger Jacob Aarup-Andersen, der er topchef i Carlsberg, i forbindelse med regnskabet.
Samlet blev der solgt for 45.855 mio. kr., hvor analytikerne på forhånd havde spået 46.541 mio. kr. ifølge estimater indsamlet af bryggeriet selv. Samme periode sidste år bød på 38.766 mio. kr. i salg.
I rapporteret vækst er der tale om hele 18,2 pct., hvilket skyldes integrationen af det britiske opkøb Britvic. Men organisk er der tale om et fald på 0,3 pct., hvilket blandt andet skyldes effekterne fra den tabte kontrakt på San Miguel-brandet, lyder det i regnskabet.
Det skete ud fra et salg af øl og andre drikkevarer på samlet 76,3 mio. hektoliter. Det er en smule under analytikernes bud på 76,6 mio. hektoliter, mens salget i samme periode i 2024 løb op i 65,7 mio. hektoliter.
Et lyspunkt er dog det kinesiske marked, som de seneste år har været tynget af økonomiske usikkerheder. Efter et fald i volumen på 5 pct. i hele 2024, går det frem med 1 pct. i første halvår af 2025.
Den økonomiske usikkerhed præger dog fortsat og smitter samtidig af på det samlede asiatiske marked, som går tilbage på salget til 11.208 mio. kr. fra 11.646 mio. kr. i samme periode i 2024. Analytikerne havde spået 11.602 mio. kr.
For hele 2025 sigter Carlsberg nu højere på driftsvæksten, hvor prognosen nu lyder på 3-5 pct. fra tidligere 1-5 pct.
Trods den løftede prognose er begejstringen ikke til at spore hos investorerne, som sender bryggeriaktien ned med 6,7 pct. til 757,40 kr.
Tabel over Carlsbergs regnskab for H1 2025:
| mio. kr. | H1 2025 | H1 2025(e) | H1 2024 | FY 2025(e) | FY 2024 |
| Volumen (hl) | 76,3 | 76,6 | 65,7 | 150,1 | 125,7 |
| Omsætning | 45.885 | 46.541 | 38.803 | 91.704 | 75.011 |
| Org. vækst i pct. | -0,3 | 0,3 | 3,9 | 1,3 | 2,4 |
| – Vesteuropa | 25.446 | 25.539 | 18.862 | 52.300 | 38.081 |
| – Asien | 11.208 | 11.602 | 11.683 | 20.555 | 20.466 |
| – Central- & Østeuropa | 9194 | 9344 | 8254 | 19.087 | 16.454 |
| EBIT før særlige poster | 7233 | 7350 | 6284 | 13.860 | 11.411 |
| Org. vækst i pct. | 2,3 | 1,8 | 4,7 | 4,0 | 6,0 |
| – Vesteuropa | 3308 | 3500 | 2598 | 7370 | 5274 |
| – Asien | 2911 | 2836 | 2767 | 4716 | 4632 |
| – Central- & Østeuropa | 1573 | 1722 | 1601 | 3356 | 3039 |
| Særlige poster | -541 | -227 | -139 | -377 | -519 |
| Nettoresultat, justeret* | 4023 | 3994 | 3871 | 7640 | 7280 |
| Nettoresultat | 4220 | 3748 | 4451 | 7281 | 10.263 |
(e) Estimater indsamlet af Carlsberg 12. august blandt op til 26 analytikere.
* Justeret for efter skatteeffekt fra særlige poster
Forventninger til 2025:
| % | Ved H1 ’25 | Ved Q1 ’25 |
| Organisk vækst i EBIT | 3-5 |
1-5 |
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER