Forsigtigt køb af Japanske yen

Den 14.september 2015. Af Peter Arendt, professionel trader.
Analyse Nedturen der startede for japanske yen i 2012 ved en kurs på knap 8,00 i forhold til danske kroner, ser ud til at have set sit lavpunkt. Det laveste niveau japanske yen indtil videre har været nede i er 4,96 – et niveau japanske yen ramte i december måned 2014. Siden har pilen været op og yenen har således været oppe i 5,92 – et niveau der blev ramt i april måned i år.

Dermed ligger japanske yen lige i et stort kursinterval gående fra 4,96 til 5,92. Lige nu er den korte trend op og yen er derfor på vej op for at teste intervallets modstandsniveau.

Hvis testen resulterer i et brud, vil det betyde, at de seneste knap to års sidelæns bevægelse vil udmønte sig i en stor bundformation. Denne bundformation vil i givet fald signalere, at japanske yen har mål oppe i 6,70, svarende til bunden fra 2012. Ved brud op over 5,92 fremkommer der derfor et signal til køb af japanske yen.

Man kan dog godt argumentere for køb allerede nu, eftersom den korte trend allerede er op.

I nedadgående retning er der i første omgang støtte til japanske yen ved kurs 5,30. Et brud under dette støtteniveau vil betyde, at den korte trend vender fra op til ned. Ved brud under 5,30 fremkommer der derfor et signal til salg af japanske yen.

De tekniske indikatorer RSI og MACD bevæger sig begge neutral omkring midten. Dog er der en svag styrkelse af begge indikatorer lige nu, hvilket bakker op om at yen er på vej op for at teste intervalmodstand i kurs 5,92.

yen

arendt-mini

Peter Arendt samarbejder med daytrader.dk. Han leverer flere daglige, professionelle analyser af aktier, forex og afgrødepriser på sin side: www.minagro.dk