Skat – certifikater (ETN)

Et certifikat – også benævnt Exhange Traded Notes, som forkortes ETN er et børsnoteret investeringsprodukt, hvis værdi følger udviklingen i et andet aktiv fx enkeltaktier, aktieindeks, råvarer, valuta eller andet. Et certifikat kan have en tidsbegrænset løbetid eller være uendelig. Undertiden anvendes også betegnelsen ETC, Exchange Traded Commodities, som er råvarer samt samlebetegnelsen ETP, Exchange Traded Products, som omfatter såvel ETN, ETC og også ETF, Exchange Traded Funds som i stedet skal sammenlignes med en børsnoteret investeringsforening i danske termer.

En del certifikater er gearede i mere eller mindre omfang, men det behøver ikke være tilfældet. En del certifikater indebærer ligeledes, at man både kan spekulere i kursstigninger og i fald på markedet med varierende gearingsniveau (Bull og Bear certifikater) mens andre alene afspejler det underliggende aktiv 1:1 (f.eks. et tracker certifikat).

Et certifikat kan både løbe uendeligt eller have en tidsbegrænset løbetid. At certifikatet er børsnoteret betyder, at man kan handle instrumentet på en børs på samme måde som man handler f.eks. aktier. Udstederen af certifikatet vil sørge for, at en market maker løbende stiller priser, så man til enhver tid vil kunne handle certifikatet i børsens åbningstid medmindre særlige markedsforhold gør sig gældende. Man vil herudover typisk altid kunne kræve sit certifikat indløst hos udbyderen.

Et certifikat er juridisk set et usikret gældsinstrument, som kan sammenlignes lidt med en udstedt obligation, hvor der dog ikke løbende finder udlodninger sted. At instrumentet er usikret medfører, at man løber en risiko for at udbyderen af certifikatet går konkurs, hvorved man i yderste konsekvens kan risikere at miste hele værdien af ens værdipapir.

Som følge af certifikaternes konstruktion klassificeres disse af Finanstilsynet, som et komplekst investeringsinstrument, som ikke nødvendigvis er egnet for alle investorer. I hvert fald er det væsentligt, at man til fulde forstår den risiko, som produktet indebærer, forinden man foretager en investering. Det er især tilfældet, hvis certifikatet er gearet. Man kan læse om alle risici i udbyderens prospekt ligesom udbyderen har pligt til at udarbejde en kortfattet Central Investor Information om det enkelte certifikat.

Certifikater minder en del om CFD´er, idet begge instrumenter afspejler kursudviklingen i et underliggende aktiv og typisk indeholder et element af gearing. CFD´er er dog i modsætning til certifikater ikke børsnoterede, hvorfor en CFD er en mere direkte fordring på udbyderen af CFD´en, som endvidere kun kan handles hos den enkelte udbyder.

Skattemæssigt behandles certifikater og øvrige finansielle kontrakter efter kursgevinstlovens regler. Det betyder, at et samlet nettoresultat beskattes som kapitalindkomst efter lagerprincippet typisk med enten ca. 37% eller 42%. Beskatning efter lagerprincippet medfører at man beskattes af både realiserede og urealiserede gevinster og tab.

Beskatning for privatpersoner
Certifikater betragtes som værende en finansiel kontrakt, og beskattes derfor på samme måde som fx CFD´er efter lagerprincippet som kapitalindkomst. Det betyder, at man årligt beskattes af såvel realiseret som urealiseret afkast. Man skal for skatteåret opgøre et samlet nettoresultat for alle typer af finansielle kontrakter man har investereret i.

Årets positive nettogevinst for alle typer af finansielle kontrakter skal medregnes i kapitalindkomsten og angives i rubrik 346 på årsopgørelsen, hvis kontrakterne er handlet igennem en dansk baseret broker eller bank.

Har man handlet igennem en udenlandsk bank eller broker, som ikke har aftale med Skat om indberetning, skal man også anvende rubrik 346. Det ville ellers være logisk i stedet at anvende rubrik 434 på oplysningsskemaet (i modulet Renter og formue fra udlandet), som netop omhandler gevinster fra finansielle kontrakter fra udlandet. Men som det fremgår af vores artikel om Årsopgørelsen, angiver Skat, at man skal bruge rubrik 346.

Prøv vores gratis handelssignaler i aktier og valuta – LIVE Via Messenger-app

Årets nettotab for alle typer af finansielle kontrakter er kildeartsbegrænsede og kan derfor kun modregnes eller fratrækkes efter særlige regler. Som udgangspunkt skal tab på certifikater først modregnes i årets eventuelle gevinster på andre finansielle kontrakter, uanset hvad de underliggende aktiver består af.

Yderligere tab kan kun fratrækkes direkte i kapitalindkomsten, hvis tabet ikke overstiger tidligere års skattepligtige nettogevinster finansielle kontrakter. Årets tab skal således kunne rummes i tidligere års gevinster, som man er blevet beskattet af. Gevinster fra indkomstår, der ligger forud for 2002 er ikke omfattet. Fradrag efter denne såkaldte carry-back regel foretages i det indkomstår tabet opstår, hvorfor der således ikke skal foretages en regulering af indkomstopgørelsen for tidligere indkomstår. Har man et tab, som skal modregnes i tidligere års nettogevinster, skal man oplyse det i rubrik 346 på årsopgørelsen og angive tabet med et minus foran uanset om kontrakterne er handlet via en dansk eller udenlandsk udbyder.

Hvis man for eksempel har haft en positiv nettogevinst på finansielle kontrakter i 2023 på 50.000 kr., som man er blevet beskattet af, og man i 2024 har et nettotab på finansielle kontrakter på -30.000 kr., så kan man i rubrik 346 for 2024 anføre -30.000 kr., hvorved man får fradrag i den personlige indkomst for dette.

Tab, som man ikke kan udnytte efter ovenstående, og som hidrører fra certifikater (eller fra andre finansielle kontrakter), der er baseret på børsnoterede aktier og aktieindeks, kan blive modregnet i årets realiserede nettogevinster på børsnoterede aktier samt nettogevinster fra investeringsselskaber, som beskattes som aktieindkomst. Man vælger selv, om der faktisk ønskes modregning i denne type aktieindkomst. Tab som i stedet hidrører fra certifikater (eller fra andre finansielle kontrakter), der er baseret på alle øvrige aktiver f.eks. hvor guld, valuta, bitcoin eller andet er det underliggende aktiv, kan man ikke fratrække i nettogevinsten på børsnoterede aktier mv. Tab på denne type kontrakter skal i stedet overføres til modregning i eventuelt kommende års nettogevinster på alle typer af finansielle kontrakter.

Har man f.eks. realiseret en nettogevinst på børsnoterede aktier på 80.000 kr., hvorved man kommer til at betale 42% marginalskat (progressionsgrænsen er 61.000 kr. i 2024), og man samtidig har haft tab på aktiebaserede finansielle kontrakter på 40.000 kr., kan man f.eks. vælge at modregne 20.000 kr. i gevinsten på aktierne, hvorved man kun skal betale 27% i marginalskat af netto 60.000 kr. Det resterende tab på 20.000 kr. kan man så fremføre til modregning i kommende års gevinster eller også kan man vælge at fratrække hele tabet på 40.000 kr., så man netto kun skal aktieindkomstbeskattes af en gevinst på 40.000 kr.

Har man yderligere tab, kan dette fremføres tidsubegrænset til modregning i senere indkomstår – først i gevinster på finansielle kontrakter og derefter i gevinster på børsnoterede aktier, hvis kontrakterne er aktie- eller aktieindeksbaserede.

Er man gift og samlevende med sin ægtefælle, har ægtefællen endvidere mulighed for at kunne fratrække ens tab, som ikke allerede er modregnet i anden gevinst. Det foregår direkte i ægtefællens eventuelle tilsvarende gevinster på samme måde som anført ovenfor.

Har man samlet set lidt et tab på finansielle kontrakter, som man ikke kan modregne i øvrige gevinster som skitseret ovenfor, skal man på årsopgørelsen opdele tabet dels i aktie- og aktieindeksbaserede finansielle kontrakter i rubrik 86 og dels i alle øvrige finansielle kontrakter i rubrik 85. Endvidere skal man i rubrik 87 tage stilling til, hvordan man eventuelt vil benytte tabet, og herunder hvor meget af tabet man eventuelt vil anvende. Ønsker man at ens ægtefælle skal kunne gøre brug af tabet, er det også rubrik 87 man skal bruge.

Hvis man alene ønsker at bruge en del af tabet (fra rubrik 86) til modregning i gevinst på aktier, skal man angive det ønskede beløb i rubrik 88 og anvende blanket 04.055.

SKAT har udarbejdet en udmærket vejledning til hvordan man oplyser sine gevinster og tab på finansielle kontrakter og udfyldelse af rubrik 85-88, som kan findes her.

Har man opnået tab på finansielle kontrakter kan det anbefales, at man f.eks. via et excel-regneark eller lignende selv fører en saldo for år til år, så man bedre opnår overblik over det hele. Selve saldoen vil dog altid fremgå af ens årsopgørelse.

Opgørelse af gevinst og tab
Gevinst og tab opgøres i henhold til lagerprincippet, hvilket betyder, at man også bliver beskattet selvom man ikke har solgt sine kontrakter. Efter lagerprincippet sker beskatning af gevinster og tab på grundlag af værdien ved begyndelsen af indkomståret (eller på købstidspunktet) sammenholdt med værdien ved udgangen af indkomståret (eller på salgstidspunktet). Der sker således en løbende opgørelse af gevinst og tab for kontrakter, der løber over flere indkomstår.

Det er kun det samlede nettoresultat af alle realiserede og urealiserede finansielle kontrakter, der skal oplyses til SKAT. Har man haft omkostninger i forbindelse med købet af sine finansielle kontrakter, skal man lægge omkostningerne til købssummen. Eventuelle omkostninger i forbindelse med salget trækker man fra i salgssummen, herunder for eksempel de finansieringsomkostninger, der opstår ved at beholde en kontrakt ”over natten”.

Har man oparbejdet et tab, skal man på årsopgørelsen opdele tabet dels i aktiebaserede kontrakter i rubrik 86 og dels i andre kontrakter i rubrik 85. Endvidere skal man i rubrik 87 og 88 tage stilling til, hvordan og i hvilket omfang man vil benytte tabet. SKAT har udarbejdet en vejledning til udfyldelse af tabssaldoen i rubrik 85-87, og om hvordan man oplyser sine gevinster og tab på finansielle kontrakter. Vejledningen inkluderer eksempler på, hvordan man holder regnskab med sin saldo for overført tab.

Få et tip, når vi ser en god børshandel i aktier og valutaVia Messenger-app

Indberetning til SKAT
Handler man med finansielle kontrakter via en dansk finansiel institution, eller en udenlandsk tilsvarende, som har indgået aftale med Skat om indberetning, har denne pligt til at indberette ens handel. Er der tale om f.eks. børsnoterede certifikater vil de enkelte handler fremgå af detailoplysningerne i Tast Selv systemet. Man er selv forpligtet til at sørge for at det korrekte nettoresultat påføres på årsopgørelsen.

Har man handlet via en udenlandsk finansiel institution, bliver ens handel typisk slet ikke indberettet.

I begge tilfælde skal man selv sørge for at beregne og indberette et samlet nettoresultat. Indberetter man ikke et tab (opstået via en udenlandsk broker) til fremførsel i rette tid, dvs. inden udløbet af fristen for at selvangive for det pågældende år, mister man retten til at kunne udnytte tabet i eventuel fremtidig gevinst.

Læs mere om indberetning til Skat i artiklen Generelt om skat for tradere.

Prøv vores gratis handelssignaler i aktier og valuta – LIVE Via Messenger-app

Beskatning for selskaber
Gevinst på finansielle kontrakter skal medregnes i selskabsindkomsten.

Tab fratrækkes som udgangspunkt i selskabsindkomsten.

Gevinst og tab opgøres i henhold til lagerprincippet, hvorved der sker beskatning af gevinster og tab på grundlag af værdien ved begyndelsen af indkomståret (eller på købstidspunktet) sammenholdt med værdien ved udgangen af indkomståret (eller på salgstidspunktet). Der sker således en løbende opgørelse af gevinst og tab for kontrakter, der løber over flere indkomstår.

Oversigt over samtlige artikler i “Skatteregler for tradere”:

>>> Forstå skat for tradere på 5 minutter
>>> Generelt om skat for tradere
>>> Årsopgørelsen for tradere for 2023
>>> Skat – CFD og spreadbetting kontrakter
>>> Skat – Certifikater/ETN
>>> Skat – Futures og optioner
>>> Skat – Valutahandel
>>> Skat – Aktier
>>> Skat – Investeringsforeninger
>>> Skat – Investereringsselskaber, herunder udenlandske fonde fx Exchange Traded Funds (ETF’er)
>>> Skat – Obligationer
>>> Skat – Bitcoins & kryptovaluta
>>> Optimer din skat ved CFD- og aktiehandel
>>> Ofte stillede spørgsmål om skat for tradere

>>> Årets relevante skattegrænser
Er du seriøs med din trading, bør du læse vores artikel om fordele ved at handle gennem et selskab

Har du svært ved at forstå de mange begreber og ord, så tag et kig i vores Ordbog for tradere.

Artiklerne er skrevet af cand.merc.jur. Andreas Damgaard og er senest ajourført i løbet af 2024.

Ansvarsfraskrivelse:
Oplysningerne i ovenstående artikler er ikke en udtømmende beskrivelse af skattereglerne på området, og skal ikke betragtes som individuel skatterådgivning. Der tages forbehold for eventuelle fejl og mangler ligesom skattereglerne kan ændre sig fremover. Individuelle forhold hos den enkelte investor kan desuden være afgørende, hvorfor der opfordres til at søge individuel rådgivning hos en skatterådgiver eller direkte hos Skattestyrelsen (SKAT). Brug af oplysninger i artiklerne sker på eget ansvar og tager udgangspunkt i, at man har fuld skattepligt i Danmark.

yes

Headline Skat

Disclaimer Headline Til orientering:

Disclaimer Text Hos daytrader.dk skaber vi gratis indhold og læringsforløb for jer brugere. Det kan vi blandt andet gøre, fordi vi indgår samarbejde med brokerne, der betaler for omtale på siden.