Høreapparatselskabet WS Audiology med hovedkontor i Lynge lægger ud med afdæmpede vækstforventninger til det nye regnskabsår 2025/26.
Det sker i årsregnskabet for 2024/25, som bød på en organisk omsætningsvækst på et rundt nul pct. og en omsætning på 2579 mio. euro.
Regnskabsåret var præget af nedgang i markedsvæksten som følge af makroøkonomiske udfordringer, skriver WSA i regnskabet.
– På nogle af vores større markeder udskød forbrugerne behandling af høretab på grund af usikkerheden om de økonomiske udsigter. I USA blev vores Managed Care-forretning påvirket af sundhedsforsikringernes nedskæringer i tilskudsordningerne.
– Vores onlineforretning derimod fortsatte med at vokse betydeligt. Selv om omsætningen var lavere end forventet ved regnskabsårets begyndelse, er vi tilfredse med, at EBITDA-marginen blev forbedret i overensstemmelse med vores oprindelige forventninger, siger administrerende direktør hos WSA Jan Mäkelä i regnskabet.
Trods nulvæksten realiserede WSA i 2024/25 en marginforbedring på 1 procentpoint til 17,7 pct. målt på driftsresultatet, EBITDA.
For regnskabsåret 2025/26 venter WSA en organisk omsætningsvækst på 0-4 pct., og driftsmarginen, EBITDA, ventes at stige med omkring 1 pct.point i forhold til regnskabsåret 2024/25.
Intervallet for omsætningen afspejler det usikre makroøkonomiske miljø, og driftsmarginen vil være understøttet af omkostningsreduktioner i regnskabsåret 2024/25, effektivitetsgevinster og vækst, skriver selskabet.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER