Flyproducenten Boeing har gennemført en kapitalrejsning på 21 mia. dollar for at styrke kontantbeholdningen, mens pengene fosser ud i det strejkeramte selskab.
Der er tale om en af de støre kapitalrejsninger nogensinde fra et børsnoteret selskab, skriver Bloomberg News.
I alt har Boeing solgt 112,5 mio. nye aktier til kurs 143 dollar, oplyser flyproducenten i en indberetning. Det svarer til en rabat på omtrent 7,7 pct. sammenlignet med lukkekursen fredag på 155,01 dollar. Dertil er der solgt aktier for 5 mia. dollar på udenlandske børser.
Kapitalrejsningens endelige omfang er større, end det ellers var planlagt. Af en indberetning fra Boeing mandag fremgik det, at selskabet ville udstede omkring 90 mio. nye aktier, og at hensigten var at rejse cirka 19 mia. dollar.
Strejken blandt 33.000 af Boeings medarbejdere har efterladt et gabende hul i selskabets pengebeholdning, hvilket i tilgift har fået kreditvurderingsbureauer som S&P Global til at sænke udsigterne for kreditvurderingen til “negativ”.
Boeings kreditvurdering hænger i forvejen i en tynd tråd hos S&P Global, da den lyder på “BBB-“. Det er kun ét skridt fra den såkaldte “junk”-status. En sådan nedgradering vil vanskeliggøre lånoptagelse for selskabet.
Derfor falder de 21 mia. dollar også på et tørt sted. I fjerde kvartal vurderes Boeing ifølge Bloomberg News at bruge omkring 4 mia. dollar.
Boeing faldt mandag 2,8 pct. i den ordinære handel og yderligere 0,2 pct. i eftermarkedet.
.\˙ MarketWire