Saxo Bank tilbyder nogle af verdens mest sofistikerede handelsplatforme til alle typer af investorer. Bankens handelsplatforme er intuitive og lettilgængelige og er både målrettet almindige langsigtede investorer og aktive tradere, som gerne vil have et professionelt stykke værktøj. Det gør Saxo Bank til en oplagt kandidat, når man som investor, swingtrader eller daytrader skal vælge handelsplatform. Banken rummer nemlig det hele, har nogle konkurrencedygtige priser, et enormt udbud af finansielle instrumenter og er samtidig meget stærk på analysesiden, hvor bankens eksperter er tilgængelige med et væld af skarpe analyser af finansmarkederne i form af bl.a. velskrevne artikler, webinarer og podcasts.
Fra og med 15. januar 2024 har Saxo Bank valgt at sætte kurtagen drastisk ned for handel med aktier og ETF´er. Fx er minimimskurtagen for amerikanske aktier sat ned fra 9 USD til bare 1 USD. Prisnedsættelserne gør naturligvis Saxo Bank endnu mere interessant både når man alene har begrænsede midler at investere, er aktiv investor eller en investor med en større formue. Læs mere om de særdeles konkurrencedygtige priser nedenfor.
Sådan bruges SaxoTraderGO
I ovenstående video bliver de mange muligheder hos SaxoTraderGO gennemgået (udsendt 12.juni 2024). Tilmeld dig SaxoTraderGO her.
Saxo Bank blev grundlagt i 1992 i København af de to stiftere Lars Seier Christensen og Kim Fournais, og Saxo Bank fungerer i dag primært som udbyder af avancerede handelsplatforme.
Saxo Bank er registreret som et pengeinstitut i Danmark og er dermed under tilsyn af det danske Finanstilsyn. At Saxo Bank er en dansk bank betyder endvidere, at ens indestående er dækket af den danske indskydergarantifond med op til 100.000 EUR.
Igennem årene har Saxo Bank udviklet sig voldsomt. Banken har været banebrydende i forhold til på et tidligt tidspunkt at tilbyde avancerede handelsplatforme til både professionelle og private kunder over hele verden. I 2009 overtog banken Etrade Bank i Danmark og Norden, og fik derved kritisk masse på det danske marked. Saxo Bank fornyer sig i det hele taget løbende og er især aktiv i forhold til udvikling af de forskellige udgaver af handelsplatformene, som fortsat må siges at være omdrejningspunktet for banken. Bankens platformsudbud omfatter bl.a. den webbaserede SaxoTraderGO, den avancerede desktopbaserede SaxoTraderPRO, samt den mere simple webbaserede SaxoInvestor, som er målrettet den traditionelle investor. Som kunde hos Saxo Bank kan man frit få adgang til alle de forskellige handelsplatforme.
Saxo Bank har mere end 1 mio. kunder fordelt i over 170 lande, som tilsammen gennemfører 270.000 handler hver dag. Der er lidt over 2000 medarbejdere ansat i hele koncernen fordelt på over 60 nationaliteter i 17 forskellige lande.
>>Prøv Saxo Banks handelsplatform her, eller læs hele anmeldelsen herunder.
Hvilken kundetype er Saxo Bank egnet til?
Som udgangspunkt er Saxo Bank både egnet til investorer, der ønsker at handle traditionelt langsigtet i aktier, investeringsforeninger og ETF´er og til de mere sofistikerede investorer, der ønsker et bredere udbud af finansielle produkter, herunder muligheden for at geare og shorte med f.eks. CFD-produkter med henblik på swingtrading og daytrading. Banken tilbyder ligeledes handel med optioner og futures fra mange forskellige børser.
Saxo Bank favner vidt og bredt og tilbyder handel med over 60.000 instrumenter. Hvis man er vant til kun at strakshandle aktier via sit lokale pengeinstitut, så vil man derfor få lidt af en overraskelse, når man åbner en konto hos Saxo Bank. Man kan roligt afsætte nogle timer til at lære de avancerede platforme – især den softwarebaserede desktopversion – ordentligt at kende. De mange tilpasningsmuligheder gør, at man også kan opsætte sin skærm lidt mere enkelt, hvis man foretrækker dette.
Når man har skabt sig et overblik, vil man finde ud af, at der er tale om højt sofistikerede platforme, som i den grad kommer hele vejen rundt. Udover at kunne handle et utal af produkter får man som investor adgang til en guldgrube af værktøjer til såvel fundamental som teknisk analyse, nyhedsfeeds, daglige conference calls med Saxo Banks egne eksperter, selskabsanalyser, en masse uddannelsesmateriale og ikke mindst software genererede handelsforslag baseret på forskellige former for teknisk analyse.
For at nyde godt af de avancerede platforme skal man som ny kunde overføre minimum 10.000 DKK til sin handelskonto. Der kræves desuden en vis handelsvolumen eller kontoindestående, hvis man skal have adgang til samtlige fordele samt de laveste handelsomkostninger.
Design og handelsplatforme
Saxo Bank tilbyder to typer platforme, som er bygget over samme design, hvor fokus især er rettet mod tradere men også rummer almindelige investorer:
- en desktopbaseret platform, SaxoTraderPRO,
- en webbaseret platform SaxoTraderGO,
Herudover findes en glimrende mobil/ipad/tablet udgave af SaxoTraderGO.
Endvidere har Saxo Bank lanceret en webbaseret handelsplatform, SaxoInvestor, som alene er målrettet almindelige investorer, hvor det ikke er muligt at handle gearede produkter. Platformen er forholdsvis simpel i sin opbygning og meget nem at gå til. Platformen findes også i en mobil udgave. Læs eventuelt en anmeldelse af SaxoInvestor handelsplatformen hos vores søstersite, Invested.dk.
Man kan logge ind på både SaxoTrader og SaxoInvestor platformene med samme login, og de indstillinger man foretager synkroniseres automatisk (på de to respektive handelsplatforme). De forskellige SaxoTrader platforme gennemgås nedenfor og alle platformene findes naturligvis også i danske udgaver foruden et utal af andre sprog.
I den sammenhæng kan det nævnes, at det af ”sikkerhedsmæssige årsager” ikke er muligt at være logget ind på flere platforme ad gangen. Det betyder f.eks., at hvis man på sin computer er logget på SaxoTrader og lige har et ærinde væk fra sin computer, og derfor logger på mobilplatformen, så logges man automatisk ud af førstnævnte. Det er muligt, at det giver større sikkerhed mod misbrug, men under en hektisk handelssession, er det i den grad et irritationsmoment. Samtidig bliver man unødigt hurtigt logget af mobiludgaven. Heldigvis kan man så hurtigt logge på igen, især hvis man har fingertouch id-scan på sin mobiltelefon.
SaxoTraderPRO – desktopplatformen
I foråret 2018 lancerede Saxo Bank den desktopbaserede platform, SaxoTraderPRO, som fås til både Windows og Mac, og den må siges at være Saxo Banks flagskib. Banken har igennem tiden vundet mange priser på deres avancerede platforme, og de har på mange områder har haft first mover-fordele i forhold til mange af konkurrenterne. SaxoTraderPRO er om muligt endnu mere avanceret end tidligere og henvender sig ifølge Saxo Bank selv mest til de aktive tradere med store volumener. Andre kan dog også med fordel gøre brug af platformen, som ikke koster noget i sig selv at bruge. Se evt. en kort videopræsentation her.
Saxo Bank har anvendt samme designskabelon mellem de forskellige udgaver, hvilket betyder, at det er lettere at lære at bruge, når man først har gjort sig bekendt med en af platformene. Samtidig synkroniseres de indstillinger man foretager sig på tværs af platformene, hvilket gør det optimalt f.eks. at bruge webudgaven SaxotraderGO, når man ikke lige er i nærheden af en computer.
SaxoTraderPRO er optimeret til brug på flere skærme, men kan sagtens bruges med en enkelt skærm. Det er muligt at tilpasse platformen på et utal af måder, og platformen er f.eks. ganske velegnet til brug på flere skærme. Det er muligt at gemme forskellige opsætninger f.eks. hvis man sidder med forskelligt antal skærme eller andet. En ny smart feature er, at man har mulighed for at trække de enkelte vinduer ud af selve applikationen og lægge dem direkte på sin baggrund. Det betyder, at man f.eks. kan arbejde med Excel og samtidig have en kursgraf åben i et hjørne af skærmen.
Platformen er opbygget med det antal skærme man nu ønsker. Man vælger de vinduer, man ønsker på sin skærm, ved at klikke på MENU i øverste højre hjørne. Overordnet er vinduerne opdelt i hhv. Handel, Analyse og Konto.
Handel
I Handelsmodulet er det bl.a. muligt at indlægge ordrer via oprettede observationslister, grafer og ordrebokse. Det fungerer fint, uanset hvordan man ønsker at lægge en ordre ind med mulighed for at angive stop loss, limit osv. i umiddelbar sammenhæng med ordreindlæggelsen. Under Handelsvinduet kan man ligeledes se de anslåede renteomkostninger pr. dag, hvis man beholder positionen over night, handelsomkostninger, marginkrav samt den eksponering man aktuelt er ved at påtage sig.
Afhængig af produkttype er det også muligt at lægge markedsordrer ind, så man øjeblikkelig handler på den aktuelle pris, ligesom man kan lægge Trailing Stops ind, som betyder, at man automatisk får lukket en handel når kursen efterfølgende bevæger sig et vist niveau væk fra den fastsatte kurs. For den lidt mere avancerede trader er det også muligt at benytte forskellige algo-ordrer, der sikrer eksekvering af handler, hvis særlige forudbestemte forhold opstår.
Under det lille “i” på de enkelte instrumenter kan man finde en række brugbare oplysninger om åbningstider, kurtageniveauer, marginkrav mv. Har man at gøre med aktier, kan man ved et enkelt klik i handelsvinduet gå fra CFD-udgaven af aktien til den rigtige børsnoterede aktie og omvendt. Dette skal man lige være opmærksom på, når man lægger sin ordre ind, så man får handlet den rigtige udgave.
Åbner man et Positionsvindue er det muligt, at få et overblik over aktuel profit og tab på alle ens åbne positioner og hurtigt ændre stop loss og take profit-kurser ligesom man hurtigt kan lukke alle sine åbne positioner på produktniveau, hvis man skulle få behov for dette i en presset situation.
Ønsker man at handle på baggrund af en akties fulde ordrebog, kan dette gøres i Depth Trader-vinduet, hvor man får overblik over den fulde ordrebog, samtidig med at man kan se sine egne ordrer i ordrebogen. Samtidig kan man via Tidspunkt og salg-vinduet få overblik over dagens samtlige indgåede handler på børsen. Disse to funktioner kræver, at man abonnerer på realtidsdata på Level 2 niveau (dvs. inkl. ordredybe) fra de enkelte børser (tidspunkt og salg kræver dog kun Level 1). Det kan være forholdsvis bekosteligt at abonnere på disse data, da man skal tilmeldes den enkelte børs, men funktionen er rigtig god for den avancerede trader. Se nedenfor for priser for dette.
Grafvisning i SaxoTraderPRO er omfattende, men intuitiv og fungerer rigtig godt. Aktuelle ordrer og positioner kan ses på grafen, og kan meget let justeres med træk-og-slip funktionalitet. Grafmodulet indeholder over 40 indbyggede tekniske indikatorer, herunder trendindikatorer, glidende gennemsnit, oscillatorer, volumenstudier mv. Indstillingerne for de indbyggede tekniske indikatorer kan i vid udstrækning tilpasses. Det er ligeledes muligt at kopiere de enkelte grafer med et enkelt klik og f.eks. få vist 6 identiske grafer, som man siden kan tilpasse med forskellige tidsintervaller eller andet. Endvidere indeholder graferne tegningsværktøjer, fibonacci niveauer mv., som gør det nemmere at analysere prisudviklingen. For så vidt angår aktier er det også muligt at få vist den handlede volumen (som er handlet på børsen).
Se videogennemgang af SaxoTraderPRO:
Kontooverblik
Saxo Bank har udviklet en lang række moduler som samlet set gør, at man får et rigtig godt overblik over ens margin, risikostyring samt handelshistorik.
Særlig risikostyringsdelen er ganske informativ, når man lige lærer betydningen af de forskellige tal og poster at kende. Under Porteføljevinduet, som man kan åbne via MENU øverst til højre, kan man følge sine åbne positioners resultat både i DKK og vist grafisk på produktniveau. Samtidig vises ens netto-eksponering samlet set og for de enkelte positioner omregnet til den valuta, som ens konto er denomineret i. Netop ens netto-eksponering er, sammenholdt med ens marginforbrug, noget nær det væsentligste tal man til enhver tid har brug for at kende for at kunne styre sin risiko. Når man tydeligt kan se sin netto-eksponering, kan man nemlig hurtigt vurdere, hvor meget et fald på f.eks. 1% vil betyde for ens konto. På dette område må man sige, at Saxo Bank distancerer sig fra mange af sine konkurrenter på markedet, som ofte ikke er videre informative vedrørende dette. Trykker man på dette lille “i” øverst i vinduet fremkommer yderligere kontooplysninger, herunder bl.a. en detaljeret marginoversigt samt de omkostninger man pålægges, hvis man lukker sine positioner. Selve marginforbruget kan man også få udspecificeret på produktniveau. Alt i alt meget informativt.
Herudover har Saxo Bank udviklet en interessant visuel oversigt for ens lukkede positioner, afkast og performance målt og tallene er vist på mange måder helt ned på produktniveau. Alle disse rapporter og oversigter giver et rigtig godt billede af ens handelshistorik og brugbar information, hvis man gerne vil have et overblik over hvor man hhv. taber og tjener pengene.
Med en dags forsinkelse er det muligt at trække oplysninger om de over-night renter, som ens positioner belastes med. Oplysningerne fremgår lidt hulter til bulter pr. instrument i den valuta, man nu har handlet i, og først når måneden er omme, bliver det hele omregnet til den valuta kontoen er denominieret i og fratrukket ens konto. Fremgangsmåden gør det lidt mere vanskeligt løbende at følge med i ens resultat, hvis beholder sine positioner over længere tid.
Man skal endvidere være opmærksom på, at Saxo Bank opererer med et lidt spøjst begreb, nemlig en såkaldt ”fri kapital”, som udregnes ved at tage kontoens kontantsaldo pr. valørdag plus/minus urealiseret gevinst/tab minus marginkrav (som typisk er højere end intradag marginkravet). Er den fri kapital negativ, skal man betale en rente på pt. 8-9% pa. af dette beløb. Disse renter fratrækkes ens konto ved månedens udgang. Se evt. mere her om ”fri kapital”.
Det er således muligt at trække et hav af rapporter vedrørende ens handelsstatistik, kontobevægelser, renteberegninger mv. Ikke alle rapporter er lige intuitive, men indeholder meget brugbar information.
Alt i alt må man sige, at SaxoTraderPRO er en vellykket opdatering af desktopplatformen. Der er allerede forskellige andre tiltag på vej, herunder nogle forbedrede muligheder for automatisk at sætte kriterier op for tabsstop på værdien af ens konto. På analysedelen mangler platformen for nærværende nogle af de analyser som man kan tilgå fra SaxotraderGO platformen. Læs eventuelt mere om SaxoTraderPRO her.
SaxoTraderGO
I 2015 lancerede Saxo Bank den seneste udgave af deres webbaserede platform, SaxoTraderGO. Platformen fik ved den lejlighed et væsentligt brush up og tilføjet mange nye finesser og opsætningsmuligheder. Platformen anvender HTML-5-teknologi, der giver en god brugeroplevelse direkte i browseren på den enhed, man benytter. Platformen fungerer på MAC, PC, tablets og til iOS og Android telefoner. Som tidligere nævnt er alle platformene synkroniserede til hinanden.
Arbejdsfladen er, sammenlignet med desktopudgaven, langt mere enkel og med et relativt fast layout. Udgangspunktet er en sort baggrundsskærm, som dog med et enkelt klik kan sættes op med hvide/grå nuancer. Graffunktionerne kører også fint og smidigt, og det er muligt at tilføje tekniske indikatorer som beskrevet ovenfor under desktopudgaven. Analysedelen er omfattende og indeholder bl.a. løbende finansielle nyheder, dybdegående markedsanalyser fra Saxo Banks egne velkvalificerede analytikere, en nøgletalskalender samt handelssignaler baseret på forskellige former for teknisk analyse. Grafmodulet kan skilles ud i et separat browservindue, så man f.eks. kan få vist op til 4 grafer på en særskilt skærm.
Det er muligt at følge ens positioner og hele porteføljens/kontoens udvikling grafisk, hvilket giver et godt og hurtigt overblik. Man kan eksempelvis også gå tilbage i tiden og se historisk, hvordan ens konto har udviklet sig måned for måned i kr.
Samtidig får man adgang til et brugervenligt og intuitivt handelsboard, hvorfra man kan handle direkte i et handelsvindue. Her vises bl.a. overnight renter og marginpåvirkning i kr.
Det forhold, at den webbaserede platform er mere enkel i sin opbygning betyder også, at platformen virker nemmere at gå til og bruge sammenlignet med den desktopbaserede udgave, som jo så til gengæld har flere muligheder bl.a. i forhold til analysedelen.
Se denne gennemgang af SaxoTraderGo lavet som live webinar for brugerne af daytrader.dk udsendt den 5. maj 2020:
Se video af, hvordan du handler i SaxoTraderGo. Følgende video er lavet som webinar for brugerne af daytrader.dk:
Tilmeld dig >>> SaxoTraderGo
SaxoTraderGO mobilapp (iOS og Android)
Mobiludgaven er på samme tid forholdsvis omfattende, men stadig nem og intuitiv at navigere rundt i. Det er meget nemt at foretage handler i app´en og i grafmodulet, hvor man tillige kan påføre tekniske indikatorer, som fungerer rigtigt godt. Dog bliver det naturligvis hurtigt lidt småt at se på, men det er rart at have muligheden, hvilket ikke er tilfældet på alle platforme. Den hurtige adgang til kontooplysninger, resultat og eksponering er ligeledes værd at fremhæve. Alt i alt fungerer mobiludgaven som et rigtig godt supplement til de øvrige platforme bortset fra det forhold, at man straks bliver logget automatisk ud på en enhed, hvis man logger ind på en anden.
Anvendes app’en på f.eks. en iPad fungerer det hele endnu bedre, blandt andet fordi overblikket øges markant.
Mobiludgaven af handelsplatformen er nem og overskuelig at navigere rundt i.
Adgang til nyheder og analyse
Nyheds- og analysemodulet i Saxotraderplatformene er meget omfattende. På nyhedssiden præsenteres man for en lang række relevante nyheder fra alverdens markeder. Herudover indeholder platformene også en brugerdefineret makroøkonomisk kalender med nøgletal for de store globale økonomier. Data vises i en tidslinjesekvens, som kan filtreres efter datatype, tidsperiode og land. Ofte vises også konsensusestimater og den forrige værdi for makroøkonomiske nøgletal.
Herudover er det muligt at følge med i Saxo Banks utallige publikationer og webinarer. Se en oversigt her. På daglig basis kan især det engelsksprogede Saxo Morning Call anbefales, hvis man gerne kort vil orienteres om, hvad der er sket i løbet af natten, og hvad der er på programmet i finansverdenen. Saxo Morning Call kan bl.a. tilgås via SaxotraderGO under Nyheder og Analyse og kan live streames fra ca. kl. 8.45 om morgenen eller afspilles senere på dagen.
Ønsker man også input til sine fundamentale analyser, tilbyder Saxo Bank sine kunder et gratis aktieanalyse-værktøj, hvor man får adgang til en række oplysninger og dybdegående analyseværktøjer på de største danske selskaber samt tusindevis af større internationale selskaber. Man kan bl.a. finde selskabsbeskrivelser, historiske finansielle data, analytker ratings, selskabsspecifikke nyheder mv. Man finder ikke egentlig analyser af de forskellige selskaber, men rigtig mange og brugbare data og beskrivelser, som man kan anvende i sin egen analyse af de forskellige aktier.
Saxo Bank har fornyligt også integreret et handelssignalsmodul i SaxoTrader, som indenfor forskellige aktivtyper automatisk identificerer handels- og investeringsmuligheder på baggrund af teknisk analyse. Modulet søger efter potentielle brud på støtte- og modstandsniveauer, kendte grafformationer og fibonacci mønstre og præsenterer alle aktuelle muligheder på overskuelig vis. Modulet beregner selv optimale kursniveauer for Stop Loss og Take profit ordrer, så man nemt kan udnytte handelsmuligheden og samtidig håndtere risikoen i den enkelte handel via få klik.
Saxo Bank har som en del af analysemodulet i SaxoTrader udviklet et overbliksbillede over det aktuelle aktiemarked, hvor man kan følge udviklingen i de forskellige aktieindeks samt se de mest stigende og faldende aktier, handelssignaler og nyheder.
Alt i alt må man sige, at Saxo Bank er meget langt fremme, hvad angår mulighed for nyheder og analyser.
Markeder og produkter
Saxo Bank tilbyder handel i mere end 60.000 instrumenter fordelt på alle kendte aktivklasser, så der skulle gerne være lidt for enhver smag. Instrumenttyperne er bl.a. knap 200 valutakryds og CFD´er baseret på diverse indeks, enkeltaktier, råvarer mv. Desuden tilbydes handel i ikke mindre end 22.000 aktier fordelt på mere end 50 børser, over 6.000 Exchange Traded Funds samt en lang række futures og optioner på valuta og aktier mv. Se her for en komplet oversigt.
Den eksponering med påtager sig f.eks. ved handel med CFD-kontrakter er hos Saxo Bank relativ gennemskuelig, idet man altid ved præcist hvilken eksponering man påtager sig pr. kontrakt (man kan samtidig altid se ens samlede eksponering under Kontooplysninger). En kontrakt i DAX-indekset (benævnes Germany40) svarer f.eks. til den aktuelle indeksværdi (dvs. den nominelle værdi), for nærværende ca. 12.500 EUR eller ca. 93.000 DKK. Ønsker man en større eksponering, køber man blot flere kontrakter og ønsker man en mindre eksponering kan man købe ned til 0,1 af en kontrakt.
Saxo Bank udmærker sig i forhold til mange af de øvrige konkurrerende CFD-platforme ved især at være stærk på det danske marked, foruden det forhold, at der tilbydes almindelig aktiehandel og options/futures handel på alverdens børser.
Se oversigt over de forskellige kundetypers handelsomkostninger her og læs mere nedenfor. Se endvidere samlet oversigt over marginkrav her.
Vil du lære at daytrade? Gratis kurser i aktiv trading. Online og automatisk. Se mere |
Nettoresultatet af hver enkel CFD/valutahandel mv. i anden valuta end DKK bliver automatisk omregnet til DKK med et vekslingsgebyr på 0,25%, hvis man har en konto i DKK (hvilket man får som standard). Dog er det også muligt at åbne underkonti i udenlandsk valuta, så man slipper for det løbende vekslingsgebyr i hver enkel handel. Handler man udenlandske aktier er dette et must, idet det for aktier og lignende er hele købe- og salgssummen, der vil blive omregnet til DKK med 0,25% i vekslingsgebyr i stedet for blot resultatet for den enkelte handel, som hvis der er tale om CFD handel. Når man veksler valuta mellem sine konti, vil man blive pålagt et vekslingsgebyr på 0,25%. Se mere om vekselgebyrer mv. her.
Aktier som margin/sikkerhed for professionelle kunder
Investerer man i børsnoterede aktier, investeringsforeninger eller ETF´er, er det muligt at anvende disse som sikkerhed for handel i valuta, CFD’er eller futures, men kun hvis man ikke er detailkunde. Muligheden for at anvende en eksisterende beholdning af værdipapirer som sikkerhed kræver således, at man er kategoriseret som såkaldt professionel kunde. Der beregnes et hair cut, hvor størrelsen er afhængig af det enkelte aktiv. Har man Novo Nordisk-aktier er det f.eks. 25%, hvilket betyder, at hvis man har Novo aktier for 60.000 DKK i sit depot, kan man bruge 45.000 DKK som en del af sin margin. Bruger man sine aktier til sikkerhedsstillelse, skal man være ekstra opmærksom på begrebet ”fri kapital”, som kan bevirke, at man kan komme til at betale ekstra dag til dag renter, hvis ens konto er tyndt kapitaliseret i forhold til marginforbrug/eksponering, jf. nærmere ovenfor.
Saxo Insights – news and research
Saxo Bank bruger mange ressourcer på gratis analyser i høj kvalitet, som udover at være en del af Analysemodulet på platformene til en vis grad kan tilgås via dette link. Her tilbydes et hav af muligheder for at finde interessante analyser skrevet af Saxo Banks eksperter, tv indslag om markederne foruden forskelligt uddannelsesmateriale under Saxo Academy.
Priser og kundetyper
Generelt tilbyder Saxo Bank lave minimumskurtager og kurtagesatser for handel med aktier, investeringsforeninger og ETF’er for mange interessante lande, hvilket gør, at Saxo Bank placerer sig som den billigste på markedet i en lang række tilfælde. Banken nedsatte mange kurtagesatser den 15. januar 2024, hvilket man som investor jo kun kan være glad for. Forhåbentligt vil det være medvirkende til en endnu større priskonkurrence på markedet til glæde for investorerne.
Som kunde hos Saxo Bank bliver man via Saxo Rewards loyalitetsprogrammet placeret i en af tre kategorier alt efter ens handelsomfang og kontoindestående (Classic, Platinum og VIP). Jo mere man løbende handler, og jo større indskud man foretager, desto bedre priser og jo bedre adgang til diverse services får man. Men uanset hvilken kundetype man tilhører, må man sige at priserne især for handel med aktier og ETF´er er ganske attraktive.
Som ny kunde er det ens nettoindskud de første 30 dage efter oprettelsen, som afgør hvilken kundetype man tildeles. Man bliver indplaceret i kategorien Classic ved indskud op til 1,5 mio. kr. mens man ved indskud over 1,5 mio. kr. indplaceres i Platinum medmindre man indskyder over 7,5 mio. kr., hvorved man indplaceres i VIP. Herefter skal man løbende handle sig op til de enkelte kategorier for at bibeholde fordelene. Alt efter hvilken kategori, der er tale om, indebærer det en hel del handelsaktivitetet, hvilket man skal være opmærksom på, så man ikke kommer til at handle mere end godt er. Handelsomfanget samt kontantindestående og størrelse af investerede aktiver vurderes over de seneste tre måneder samt indeværende måned. Herefter kan man evt. blive indplaceret i en højere kundekategori, hvor man også efterfølgende skal leve op til den krævede handelsaktivitet mv., hvis man vil undgå at blive reguleret ned igen. Dog har man et år til atter at leve op til kriterierne. Læs mere om Saxo Rewards og hvordan man mere præcist kvalificerer sig her.
Er man Classic kunde er kurtagesatsen for danske aktier og investeringsforeninger 0,08% mens minimumskurtagen er 10 DKK. Amerikanske aktier koster ligeledes 0,08% med en minmumskurtage på bare 1 USD mens tyske aktier og ETF´er (XETRA) koster 0,08% med en minimumskurtage på hhv. 5 og 3 EUR. De øvrige skandinaviske markeder har også ganske lave kurtagesatser ligesom mange andre markeder har. Handler man CFD´er kan man handle bl.a. det tyske DAX indeks med et spread på 1,5 point, Nasdaq 100 til 1 point, S&P500 til 0,5 point og Dow Jones til 1,5 point.
Som Platinum kunde kræves typisk et indskud på min. 1,5 mio. samt et vist vedvarende handelsomfang. For denne kundetype er kurtagesatsen 0,05% for handel med danske, amerikanske aktier og flere andre markeder. Minimumskurtagen er den samme som for Classickunder. Handler man CFD´er kan man handle bl.a. det tyske DAX indeks med et spread på 1 point, Nasdaq 100 til 0,7 point og Dow Jones til 1,5 point.
Den mest fordelagtige kundekategori, VIP, kræver at man enten er ganske formuende (min. 7,5 mio.) eller har et pænt stort handelsomfang. Her er kurtagesatsen dog bare er 0,03% for handel med danske, amerikanske aktier og flere andre markeder mens minimumskurtagen følger Classic. Handler man CFD´er kan man handle bl.a. det tyske DAX indeks med et spread på 1 point, Nasdaq 100 til 0,5 point, S&P500 til 0,4 point og Dow Jones til 1,5 point. Som VIP kunde har man endvidere eksklusiv mulighed for sparring med Saxo Banks handelsbord, invitationer til særlige arrangementer mv.
Find en oversigt over alle priserne her.
Andre omkostninger
Ønsker man realtidskurser kræver det tilmelding til de enkelte børser. Handel på de tre nordiske Nasdaq-OMX børser (Danmark, Sverige og Finland) koster f.eks. samlet et månedligt gebyr på 7 EUR for Level 1 priser. Foretager man 4 aktiehandler pr. måned, bliver man dog godskrevet gebyret. Godskrivning af gebyret gør sig gældende for en del af de øvrige børser, men priserne på de øvrige børser varierer i pris. Se den samlede prisliste for realtidsdata her.
Ved handel med værdipapirer i udenlandsk valuta, vil man uanset kundetype blive pålagt et valutavekslingsgebyr på 0,25% af det samlede handelsbeløb. Handler man udenlandske aktier regelmæssigt for et vist beløb, kan det klart anbefales, at åbne en underkonto i den pågældende valuta, hvorved man undgår at skulle betale valutavekslingsgebyr ved hver eneste handel. Det koster ligeledes 0,25% i vekselgebyr, når man veksler mellem sine valutakonti hos Saxo Bank. Desværre er det ikke muligt at åbne en underkonto i udenlandsk valuta, hvis man handler igennem en aktiesparekonto.
Saxo Bank opkræver ikke gebyrer for inaktivitet. Saxo Bank opkræver heller ikke de typiske VP-gebyrer eller andre gebyrer, som ved handel hos mange af de traditionelle banker godt kan løbe op, ikke mindst når der er tale om handel med udenlandske værdipapirer.
Handler man spot valutakryds i positioner under en vis størrelse, skal man være opmærksom på, at man bliver opkrævet et gebyr (kurtage).
Man oplyses i forbindelse med de enkelte ordreafgivelser tydeligt om de omkostninger man pålægges.
En samlet prisliste kan ses her.
Kundeservice og åbning af konto
Saxo Bank har en velfungerede kundeservice, hvor man får hurtige svar pr. telefon eller pr. email på dansk (enkelte funktioner betjenes dog af engelsksproget personale). Man kan endvidere skrive beskeder via handelsplatformene, når man er logget ind på sin konto.
Mange af de mest almindelige spørgsmål er gengivet her.
Åbning af konto til Saxotrader handelsplatformene kræver ikke indsættelse af minimumsindskud. Når man overfører penge kan det ske som bankoverførsel eller med kreditkort. Det er vigtigt, at man overfører fra en konto (eller et kreditkort) i samme navn, som kontoen i Saxo Bank, idet pengene ellers afvises af banken.
Ved åbning af konto kan man bruge sin MitID, hvilket gør at identifikationsdelen går hurtigere. Man skal som følge af strikse regler på området desuden besvare en lang række spørgsmål om erfaring, formue, hvor ens penge kommer fra mv. Man har typisk adgang til sin nye konto inden for 24 timer. Ønsker man adgang til at handle amerikanske produkter skal man ligeledes uploade en kopi af sit pas.
Indberetning til Skat
Saxo Bank har som dansk baseret pengeinstitut den fordel, at al ens handel indberettes til Skattestyrelsen automatisk. Aktier og lignende værdipapirer indberettes handel for handel, så disse kan ses i ens elektroniske skattemappe under ”Aktier og investeringsbeviser”. I forhold til finansielle kontrakter beregner banken et nettoresultat for de forskellige kontrakttyper, som indberettes. Herefter er det ens eget ansvar at sørge for at kontrollere resultaterne, og sørge for at påføre et samlet (positivt) nettoresultat i rubrik 346. Har man i stedet opnået et samlet tab på finansielle kontrakter, slipper man for at bekymre sig om at miste retten til senere at kunne bruge tabet til modregning i kommende års gevinster, da Saxo Bank på vegne af dig opfylder indberetningspligten. Man skal dog selv sørge for opdeling af tabet i hhv. aktiebaserede kontrakter og øvrige kontrakter (f.eks. valutakryds og råvarer) samt eventuelt tage stilling til anvendelse af tabet, hvilket skal påføres i rubrik 85-87. Læs evt. mere om den skattemæssige behandling af CFD handel her og øvrige skattemæssige regler for f.eks. aktier mv. her.
Sikkerhed
Saxo Bank fungerer som et pengeinstitut i Danmark og er dermed under tilsyn af det danske Finanstilsyn. At Saxo Bank er en dansk bank betyder endvidere, at ens indestående er dækket af den danske indskydergarantifond (Garantiformuen) med op til 100.000 EUR. Endvidere betyder det, at de af kundernes værdipapirer, som er registreret i Værdipapircentralen, som hovedregel ikke vil blive påvirket af bankens eventuelle betalingsstandsning eller konkurs. Disse værdipapirer opbevares i et VP-depot i kundens navn, og vil derfor blive returneret til kunden. I de tilfælde banken ikke kan returnere værdipapirer, der opbevares i depot eller forvaltes, dækker Garantiformuen med op til 20.000 EUR pr. kunde på linje med andre danske banker (og f.eks. udenlandske brokere hjemmehørende i EU/EØS).
Som detailinvestor er man desuden sikret mod at tabe mere end sit kontoindestående.
Konklusion
Saxo Bank har et enormt udbud af produkter, der passer til både den traditionelle langsigtede investor og til de mere kortsigtede, som tillige ønsker at gøre brug af gearingsværktøjer. De tilbudte handelsplatforme indeholder både komplekse løsninger, mens de webbaserede platforme samt mobilplatformene også tilbyder lettere tilgængelige løsninger. De udbudte platforme er klart blandt de bedste i klassen, og så er det hele på dansk, hvilket også er en stor fordel.
Saxo Bank er med de seneste prisnedsættelser klart blandt de billigste udbydere på markedet. Eftersom minimumskurtagerne også er ganske lave for langt de fleste aktiemarkeder, bliver det ekstra interessant for nye investorer på markedet, som i første omgang ikke har de store midler at investere. Eksempelvis vil man relativt billigt på en aktiesparekonto kunne opnå en pæn diversificering uden at drukne i kurtage og andre handelsomkostninger.
På informations- og analysedelen tilbydes omfangsrige løsninger, som opfylder behovet hos langt de fleste, ligesom Saxo Bank har dedikeret mange ressourcer på uddannelsesdelen både for begyndere og for de lettere øvede.
Som dansk pengeinstitut er Saxo Bank forpligtet til at indberette ens handel til Skat, hvilket gør den endelige skatteberegning langt nemmere at kontrollere. Samtidig er man som investor dermed dækket som et dansk pengeinstitut i øvrigt, og man behøver ikke bekymre sig om f.eks. cypriotisk eller engelsk lovgivning (selvom det EU baserede finansielle regelsæt med minimumsharmonisering dog sikrer en ensartet grundlæggende beskyttelse for investorerne). Herudover er man også forskånet for sprogforvirring på et større plan f.eks. i forhold til kundeservice osv. Man er som detailinvestor ligeledes sikret, at man ikke kan tabe mere end sit kontoindestående.
Alt i alt kan Saxo Bank især anbefales til den aktive kunde, som ønsker mulighed for at kunne handle mange forskellige typer af produkter til konkurrencedygtige priser og ikke mindst ønsker at gøre brug af de utallige muligheder Saxo Banks platforme tilbyder. Mindre aktive kunder vil dog bestemt oså kunne drage fordel af platformenes muligheder samt det store udbud. I den forbindelse er det værd at nævne, at man snildt kan anvende platformene til såvel aktiv trading, som til mere almindelig langsigtet investering af frie midler.
Daytrader.dk modtager kommission og/eller betaling for annoncering fra Saxo Bank og andre af de handelsplatforme, der er omtalt her på siden. Daytrader.dk tilstræber dog 100% objektivitet i lighed med, hvad man genfinder hos andre typer professionelle medier og deres annoncører. Indtægterne fra annoncering er med til at sikre, at vi også fremover kan levere de bedste guides og det bedste indhold om daytrading.
Saxo Bank er en dansk handelsplatform, som samtidig har vundet international udbredelse. På Saxo Bank kan man handle aktier, valuta, råvarer, ETF’er og meget mere.
Saxo Bank har som handelsplatform et meget bredt udvalg af produkter, og platformen er meget let og intuitiv at bruge. Det gør den til et godt valg for både nye og mere erfarne investorer.
Det er let at handle på Saxo Banks platform. Man benytter søgefeltet til at finde den aktie, man gerne vil handle, og så klikker man på “Placer ordre”. Derefter kommer handelsvinduet op. Hvis man vil købe med det samme, så skal man benytte handelstypen “Marked”.
Saxo Bank er en af de billigste platforme at handle på. Der kan være mindre variationer i priserne, og derfor anbefaler vi, at du finder de opdaterede priser i vores anmeldelse