Bryggeriet Carlsberg er kommet skuffende gennem årets andet kvartal, hvor særligt Asien fortsat viser svage takter på trods af en smule bedring på det vigtige kinesiske marked.
Alligevel kan Carlsberg løfte årets prognose til den høje ende af sit oprindelige niveau, hvilket dog var helt som ventet, skriver Haider Anjum, senioranalytiker i Jyske Bank, ovenpå Carlsbergs regnskab, der dækker over årets første seks måneder.
– Carlsberg skuffer i andet kvartal 2025 både på volumen- og salgsvækst, men stram omkostningskontrol, sommervejret og stigende efterspørgsel på premium-øl i Kina sikrer en oppræcisering af guidance for helåret, skriver senioranalytikeren.
Det vigtige vækstmarked i Asien er fortsat under pres, skriver Haider Anjum. Gennem årets første og andet kvartal gik det asiatiske marked samlet tilbage med 2,8 pct. organisk i volumen, mens den organiske omsætningsvækst faldt 1,9 pct. til 11.208 mio. kr.
Dog noterer Haider Anjum sig en “stærk udvikling” i Kina, som de seneste par år har været tynget af en skrantende økonomisk stemning i landet. I volumen gik Kina frem med 1 pct. i første halvår drevet af særligt det stigende salg af premium-øl.
– De kinesiske forbrugere drikker mindre, men når de drikker, så drikker de “bedre”. Udfordringerne i den kinesiske økonomi giver dog en negativ spillover-effekt på de øvrige lande i Asien, som er under pres, skriver senioranalytikeren.
I den vesteuropæiske forretning leverer Carlsberg dog fornuftigt, vurderer senioranalytikeren på trods af et halvsløjt sommervejr på kontinentet og lunken stemning hos forbrugerne.
I forbindelse med regnskabet løftes årets forventninger til EBIT-væksten til 3-5 pct. fra tidligere niveau 1-5 pct.
– Oppræcisering af guidance er dog allerede indregnet i markedets forventninger, da konsensus forud for regnskabsaflæggelsen havde sat næsen op efter en organisk EBIT-vækst i 2025 på 4 pct., hvilket er midtpunktet for det oppræciserede interval, bemærker Haider Anjum.
Samlet solgte Carlsberg for 45.855 mio. kr. i første halvår, hvor analytikerne på forhånd havde spået 46.541 mio. kr. ifølge estimater indsamlet af bryggeriet selv. Samme periode sidste år bød på 38.766 mio. kr.
Den organiske omsætningsvækst faldt med 0,3 pct., hvilket blandt andet skyldtes effekterne fra den tabte kontrakt på San Miguel-brandet i Europa, lyder det i regnskabet.
Samlet set begejstrer regnskabet langt fra investorerne, som sender bryggeriaktien ned med 6,9 pct. til 756 kr. torsdag.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER