Coloplast sænker forventningerne til regnskabsåret 2024/25 forud for medicokoncernens halvårsregnskab, der offentliggøres tirsdag den 6. maj.
Selskabet venter nu en organisk vækst på omkring 7 pct. mod et tidligere skøn på 8-9 pct., og den reducerede vækst rammer trods også indtjeningen, idet der nu kun ventes en driftsmargin, EBIT, før særlige poster, på 27-28 pct. mod tidligere omkring 28 pct.
Det oplyser Coloplast i en meddelelse torsdag middag.
Kort tid efter meldingen er aktien i Coloplast faldet 5,7 pct. til 699,40 kr.
Selvom halvårsregnskabet først annonceres tirsdag, så løfter Coloplast sløret for et par udvalgte tal for andet kvartal, hvor den organiske vækst var på 6 pct., mens driftsmarginen endte på 27 pct. før særlige poster.
SER NULVÆKST I UROLOGI
Den nye prognose for hele året er baseret på en række forudsætninger, herunder en forventning om en vækst inden for interventionel urologi på omkring 0 pct.
– Desuden skal prognosen ses i lyset af større usikkerhed i forbindelse med indfasning af udbud på nye markeder og en opbremsning i Kina, hvilket primært påvirker stomipleje, skriver Coloplast.
Coloplast venter desuden nu, at den rapporterede omsætningsvækst i danske kr. vil blive ca. 4 pct. mod tidligere ca. 7 pct., påvirket af de sænkede forventninger til organisk vækst og cirka 2 procentpoint negativ indvirkning fra valutaer på grund af den svagere amerikanske dollar.
Derudover er der uændret en påvirkning fra frasalget af Skin Care på omkring minus 1,5 procentpoint.
FORSIGTIG OMKOSTNINGSSTYRING
I forhold til den reviderede driftsmargin påpeger Coloplast, at den negative indvirkning fra de sænkede forventninger til den organiske vækst for gruppen delvist er opvejet af forsigtig omkostningsstyring.
– Særlige poster forventes nu at udgøre omkring 400 mio. kr. mod tidligere 130 mio. kr. på grund af initiativer til forbedring af lønsomheden, herunder omstrukturering for at understøtte langsigtet værdiskabelse og nedskrivning af aktiver, skriver Coloplast.
I forhold til toldkrigen venter Coloplast ikke umiddelbart større konsekvenser.
– Coloplast overvåger nøje indførelsen af told på varer, der importeres til USA. Baseret på de nuværende antagelser forventer vi ikke væsentlige økonomiske konsekvenser af toldsatserne, skriver koncernen.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER