Det Internationale Energiagentur, IEA, ser en endnu større overforsyning af olie i 2026.
Opjusteringen af prognosen følger meldinger fra oliekartellet Opec+ om at genoptage produktionen samt voksende produktion i resten af verden, skriver Bloomberg News.
IEA har i sin prognose torsdag løftet sine estimater en anelse for den globale olieefterspørgsel i 2025 og 2026. Den voksende efterspørgsel ventes dog ikke at følge med udbuddet, der ses overstige forbruget med gennemsnitligt 3,33 mio. tønder om dagen i 2026.
Det er 360.000 flere tønder om dagen end i den seneste prognose for en måned siden.
“Et bagtæppe af højere produktion i Opec+ og udsigten til en i voksende grad bugnende oliebalance” afbøder oliepriserne mod geopolitiske risici som sanktioner mod Rusland og Iran, skriver IEA ifølge Bloomberg News.
Organisationen af Olieeksporterende Lande og allierede – samlet kendt som Opec+ – aftalte i weekenden at genoptage produktionen med en stigning på 137.000 tønder om dagen fra næste måned. Den reelle stigning i produktionen risikerer dog blot at være på 40.000 tønder om dagen, da flere af medlemslandene i forvejen producerer over deres kvote, påpeger IEA.
Også uden for Opec+ er der udsigt til stigende produktion. På tværs af USA, Brasilien, Canada og Guyana venter energiagenturet en vækst i produktionen på 1,4 mio. tønder om dagen i år, og i 2026 ventes der lagt yderligere 1 mio. tønder til produktionen om dagen.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER