Feds Logan er fortaler for gradvise lempelser på grund af økonomisk usikkerhed

Lorie Logan, chef for den amerikanske centralbanks afdeling i Dallas, mener, at centralbanken bør gå langsomt og gradvist frem i sin lempelse af pengepolitikken på grund af den store økonomiske usikkerhed. Logan peger på, at målene for inflation og beskæftigelse nærmer sig, og at en mindre restriktiv pengepolitik vil hjælpe.

Udgivet: 9. oktober 2024

Den amerikanske centralbank bør gå langsomt og gradvist frem i sin lempelse af pengepolitikken. Det mener Lorie Logan, chef for centralbankens afdeling i Dallas, skriver Bloomberg News. Hun peger på, at den økonomiske usikkerhed er stor og derfor retfærdiggør mere afmålte rentenedsættelser fremadrettet, end tilfældet var i september.

– Efter sidste måneds rentenedsættelse på 50 basispoint, vil en mere gradvis vej tilbage til en normal pengepolitik formenlig være passende for at balancere risiciene i forhold til vores målsætning og dobbelte mandat, siger Logan i den trykte tale inden et arrangement i Houston, skriver Bloomberg.

Centralbankens dobbelte mandat er dels at sikre prisstabilitet defineret som som en kerneinflation på 2,0 pct. om året. Det andet hovedmål er maksimal beskæftigelse.

Og begge dele nærmer sig ifølge Logan.

– Målene for inflationen og arbejdsmarkedet er inden for rækkevidde, snarere end alvorligt overophedet.

– En mindre restriktiv pengepolitik vil hjælpe med, at vi undgår at afkøle arbejdsmarkedet mere end nødvendigt, samtidig med at vi bringer inflationen tilbage både bæredygtigt og rettidigt, mener Logan.

Hun har i år ikke stemmeret i den amerikanske centralbanks pengepolitiske komité, men erklærer sig enig i den seneste rentenedsættelse på 50 basispoint til 4,75-5 pct.

Og Logans signal om, at næste rentenedsættelse formentlig bør være den af mest gængse størrelse på 25 basispoint, svarer til forventningerne i finansmarkederne. Ifølge Fed funds futures har markedet indregnet en nedsættelse på godt 21 basispoint på det næste møde den 7. november og ser altså 85 pct. sandsynlighed for, at renten sættes ned.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel