Ingeniørkoncernen FLSmidth justerer sin forventninger til året og venter nu højere driftsmargin, men en smule lavere omsætning. Sidstnævnte skyldes en blanding af forsinkelse hos kunderne og valutamodvind, oplyser FLSmidth torsdag.
FLSmidth venter nu en omsætning på 14,5-15 mia. kr. mod tidligere ventet cirka 15 mia. kr. Den ny prognose flugter demed godt med markedets forventninger, da analytikerkonsensus indsamlet af FLSmidth lød på 14,87 mia. kr.
Den lidt lavere omsætning skyldes lavere omsætning fra ordrebeholdningen på grund af kundedrevne forsinkelser, der påvirker udførelsen af visse produktordrer. Desuden afspejler den opdaterede omsætningsforventning ugunstige valutakursbevægelser, skriver FLSmidth.
Til gengæld ventes den justerede driftsmargin (EBITA) at lande på 15,0-15,5 pct. mod tidligere ventet 14,0-14,5 pct. Her er midtpunktet af den nye prognose næsten 1 pct.point over analytikernes estimat på 14,3 pct.
– Den opgraderede forventning til den justerede EBITA-margin inkorporerer de stærkere end forventede fordele fra den løbende implementering af vores virksomhedsmodel, hvilket driver yderligere forretningsforenkling og driftseffektivitet, skriver FLSmidth.
Sammenlignet med 2024 forventer FLSmidth, at markedsefterspørgslen efter eftermarkedsservice i den globale minedriftsindustri vil forblive stabil og aktiv, hvorimod markedsefterspørgslen efter originalt udstyr forventes at forblive svag.
Yderligere venter FLSmidth, at den justerede EBITA-margin vil blive positivt påvirket af den løbende implementering af selskabets virksomhedsmodel, hvilket vil føre til yderligere forenkling af forretningen og driftseffektivitet samt forbedret kommerciel eksekvering.
Den nye prognose er eksklusive omkostninger relateret til udskillelsen af cementforretningen, der ventes at beløbe sig til cirka 200 mio. kr. i 2025.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER