Der er næppe noget i torsdagens amerikanske inflationstal, som vil afholde den centralbanken fra at sænke renten i næste uge.
Sådan lyder vurderingen hos Nykredit Markets oven på prisstatistikken, der viser, at de amerikanske forbrugerpriser steg med 2,9 pct. på årsbasis i august.
Det er som ventet af økonomer og en lille acceleration fra 2,7 pct. måneden før.
Kerneforbrugerpriserne steg 3,1 pct. på årsbasis i august – præcis som i juli og på linje med økonomernes forventninger.
– Selvom toldeffekterne bliver gradvist tydeligere, så er der intet i dagens tal, som vil skræmme Federal Reserve fra at sænke renten på onsdag. Men sætter toldforhøjelser sig i endnu højere grad i inflationen, så kan det ændre sig fremadrettet, vurderer Frederik Engholm, chef for makro og strategi hos Nykredit Markets.
Han peger på, at mulige toldeffekter til dels modvirkes af et fald i servicepriserne.
– Over de seneste måneder ses ikke mindst en stærkere udvikling i priserne i en række varer, som typisk importeres. Det gælder varer som fx redskaber, værktøj, legetøj, sportsudstyr og møbler. Samlet giver det et indtryk af, at toldforhøjelserne i stigende grad viser sig i inflationen – dog uden at vise noget bragende gennemslag.
– På den anden side, så falder inflationen i servicepriserne (ex energi) – det medvirker til at holde den samlede kerneinflation uændret, lyder det i en kommentar til tallene.
Finansmarkedet har i øjeblikket indregnet en rentenedsættelse på næsten 28 basispoint på rentemødet den 17. september mod 27 basispoint i går, onsdag.
Det viser Fed funds futures, der altså peger ret entydigt på, at den amerikanske centralbank vælger at sænke sin toneangivende rente med de gængse 25 basispoint til 4,0-4,25 pct. fra 4,25-4,50 pct.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER