Green Hydrogen Systems’ konkursbegæring kommer til at koste penge for en række investorer i brintselskabet, og listen over ejere tæller flere store navne som ATP, Norlys, APMH Invest og Nordic Alpha Partners.
Den danske pensionskasse ATP havde ved udgangen af 2024 en ejerandel på 12,7 mio. aktier i Green Hydrogen, viser pensionsselskabets årsregnskab. Det svarer til 6,8 pct. af det samlede antal aktier.
Dengang havde aktierne en samlet værdi på 37,7 mio. kr., men frem til konkursnyheden har aktien tabt 86,1 pct. Hvis ATP har fastholdt ejerandelen, er aktieposten dermed skrumpet over 32 mio. kr. siden da.
Forud for børsnoteringen af brintaktien i 2021 havde selskabet oplevet god tilslutning fra investorer, der i fællesskab havde garanteret halvdelen af emissionen. Dengang skød ATP 200 mio. kr. i brintselskabet. Aktien blev noteret i kurs 40 kr.
Hos ATP er man naturligvis ærgerlige over, at det ikke lykkedes at redde selskabet.
– Vi ved, at der igennem længere tid er arbejdet hårdt på at finde en løsning, der kunne sikre selskabets videre drift, uden det i sidste ende lykkedes. Teknologien har heldigvis fået et nyt hjem, men som aktionær er vi selvfølgelig kede af, at der ikke kunne findes en bæredygtig løsning for selskabet, de ansatte og andre med tilknytning til virksomheden, siger Claus Wiinblad , underdirektør i ATP med ansvar for danske aktier, i en kommentar.
NORLYS STÅR TILBAGE MED OMKRING 2,8 MIO. AKTIER
Norlys oplyser til MarketWire, at selskabet løbende har solgt ud i Green Hydrogen, men at man står tilbage med omkring 1,5 pct. af aktierne. Det svarer til i omegnen af 2,8 mio. aktier med en samlet værdi på omkring 1,1 mio. kr. med udgangspunkt i torsdagens lukkekurs i Green Hydrogen-aktien på 0,41 kr.
Ejerlisten tæller også Nordic Alpha Partners og APMH Invest, som ved udgangen af 2023 havde aktieandele på henholdsvis 25,6 pct. og 9,4 pct. i brintselskabet, viser tal fra Bloomberg. Green Hydrogen optræder fortsat på de to selskabers hjemmesider, men uden aktuelle aktieandele.
Så sent som i december 2024 var ATP og APMH Invest sammen med yderligere to navne med til at give Green Hydrogen en kortfristet kredit på 80 mio. kr. for at hjælpe med at holde driften i brintselskabet kørende.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER