Lange japanske renter fortsætter i vejret og rammer højeste niveau i 25 år

De lange japanske statsrenter stiger kraftigt efter svag auktion over ny statsgæld, bekymringer om manglende støtteopkøb fra Bank of Japan.

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 20. maj 2025

De lange japanske statsrenter fortsætter tirsdag kraftigt i vejret og har nu ramt det højeste niveau i 25 år efter en uhyre svag auktion over ny japansk statsgæld.

Auktionen bød ifølge Bloomberg News på den svageste efterspørgsel i mere end et årti, idet investorerne er bekymrede for, at Bank of Japan har trukket sig fra markedet med støtteopkøb.

Det sender tirsdag renten på den toneangivende 20-årige japanske statsobligation op med 13 basispoint til 2,53 pct., hvilket ifølge nyhedsbureauet er det højeste niveau siden 2000.

Samtidig er den 30-årige rente steget med 15 basispoint til 3,12 pct., hvilket ifølge Bloomberg News er det højeste niveau, siden de 30-årige papirer for første gang blev udstedt i 1999.

Udsalget af japanske statspapirer øger renteomkostningerne for den japanske stat, mens bekymringerne over en stigende gældsbyrde vokser i markedet.

Tilstanden er så grel, at Japansk premierminister, Shigeru Ishiba, mandag sagde, at landets finansielle forhold er værre end Grækenlands.

Netop Grækenland var orkanens øje for den sydeuropæiske gældskrise i starten af 2010’erne, hvor den tiårige græske rente en overgang var over 30 pct.

– Jeg vil ikke røre de super lange obligationer, siger Ryoma Nagatomo, der er formueforvalter hos Norinchukin Zenkyoren Asset Management, ifølge Bloomberg News

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER