Netcompanys britiske forretning har været lidt af et smertensbarn for it-selskabet, men det går fremad med indtjeningsevnen, og engagementet hos de største offentlige kunder er også vokset.
Det fortæller administrerende direktør André Rogaczewski til MarketWire efter Netcompanys regnskab for første kvartal 2025.
I Storbritannien leverede Netcompany en stort set flad omsætningsudvikling i årets tre første måneder, mens ophør af lavmarginkontrakter hjalp indtjeningsevnen. Det løftede bruttomarginen til 21,8 pct. fra 19 pct.
I det offentlige segment har Netcompany set positive tendenser for Dalas-rammeaftalen samt det britiske told- og skattevæsen HMRC, hvor selskabet er kommet i gang med at lave noget mere.
– Vi ser en større tendens til, at man gerne vil se på løsninger, som kan løfte englændernes generelle offentlige digitalisering, fortæller Netcompanys topchef.
Her råder Netcompany over nogle løsninger fra blandt andet Danmark, men også Europa, der kan anvendes på den anden side af Nordsøen.
Netcompany har de seneste 2-3 år arbejdet på at få gang i det offentlige segment i Storbritannien, og nu ser det ifølge André Rogaczewski virkelig ud til, at der er kommet gang i hjulene.
– Men det er sådan generelt med det, vi laver, synes jeg, at man skal huske, når man går ud og adresserer så vitale, større og fundamentale løsninger, så tager det lidt tid at komme ind i markederne og få forklaret, hvad det er, man kan, forklarer topchefen.
Når først Netcompany har fået bygget engagementerne op, så er it-selskabet til gengæld blevet en strategisk leverandør, der rejser med kunden i flere år.
På de store linjer vil André Rogaczewski gerne opbygge en stor europæisk tech-virksomhed, der arbejder med nogle af de helt store vitale løsninger.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER