Nordeas omkostninger stiger og indtægter og bundlinje går ned i gear

Nordeas første kvartal viser faldende renteindtægter og stigende gebyrer, men overskuddet er bedre end forventet. Omkostninger stiger, men forventes at stabilisere sig resten af året. Nordea fastholder forventninger til 2025.

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 16. april 2025

Faldende indtægter på renterne og højere på gebyrerne tegner overordnet billedet af Nordeas første kvartal, hvor den samlede toplinje er faldet med 4 pct.

Overskuddet har også fået et mindre pres ned i forhold til første kvartal sidste år – men lander alligevel over det, analytikerne havde ventet.

Oveni er omkostningerne steget med 5 pct. i årets tre første måneder sammenlignet med perioden sidste år, da inflationen og investeringer presser udgiftsposten. Dog ventes omkostningerne at blive holdt i ave samlet ser hen over året og lande på en stigning på 2-2,5 pct.

Nordea påpeger da også i regnskabet for første kvartal, at de 4 pct.s omkostningsstigning kan henføres til strategiske investeringer.

Storbanken fastholder samlet forventningerne til 2025 om en forrentning af egenkapitalen på “over 15 pct.”.

USIKKERHEDEN STIGER

Nordea er heller ikke helt immun overfor den globale handelskrig anført af den amerikanske præsident, Donald Trump, og geopolitiske usikkerheder. Det har fået både forbrugere og virksomheder til at holde på pengene, men overordnet set er de nordiske lande modstandsdygtige, siger Nordeas topchef, Frank Vang-Jensen, i regnskabet.

– Handelsspændinger og geopolitiske udfordringer har øget usikkerheden betydeligt. Selv om toldsatser ikke hjælper, er de nordiske lande – der er anerkendt for deres finanspolitiske styrke og globalt konkurrencedygtige virksomheder – bedre positioneret end mange andre til at klare sig gennem perioder med volatilitet og uro, siger Frank Vang-Jensen.

Nordea har dog oplevet, at mange af kunderne i højere grad vælger at fokusere på opsparinger, og at virksomheder styrker balancen og udskyder store finansielle beslutninger.

– Alligevel ser vi fortsat lavere inflation og renter, hvilket bør understøtte højere udlåns- og investeringsaktivitet, når tilliden vender tilbage, siger Nordea-direktøren.

NY STRATEGI UNDERVEJS

Nordea er trådt ind i det sidste år, som den nuværende strategi løber i – og allerede nu er det planlagt, at en ny en af slagsen præsenteres i London i starten af november.

Og opskriften er allerede klar med fortsat fokus på Nordea fire hjemmemarkeder:

– Dette vil gøre det muligt for os at vokse mere end markedet, fortsætte med at levere markedsledende egenkapitalforrentning og opnå overlegen vækst i indtjening per aktie, siger koncernchefen.

Tabel over Nordeas regnskab for første kvartal 2025:

Mio. euro Q1 ’25: Q1 ’25(e*): Q1 ’24: FY ’25(e*): FY ’24:
Netto renteindtægter 1829 1791 1954 7110 7594
Netto gebyrindtægter 793 806 763 3284 3157
Samlede indtægter 2974 2922 3085 11.723 12.084
Samlede omkostninger 1354 1365 1289 5453 5330
Resultat før nedskrivninger 1620 1557 1796 6270 6754
Nedskrivninger 13 61,6 33 272 206
Driftsresultat 1607 1495 1763 5998 6548
Nettoresultat 1234 1159 1361 4640 5059
Res. pr aktie 0,35 0,32 0,38 1,32 1,44
Udbytte (euro) 0,94 0,95

(e*) = Estimater indsamlet af Infront Consensus fra op til 21 analytikere.

Nordeas forventninger til 2025:

. Ved Q1 2025 Ved Q4 2024
Egenkapitalforrentning “Over 15 pct.” “Over 15 pct.”

Note: I 2024 var egenkapitalforrentningen 16,7 pct.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER