Pandora/CEO: Vi må agere for at imødegå høje sølvpriser – sætter gang i spareøvelse – NY2

Pandora implementerer en større spareøvelse på grund af de stigende sølvpriser, hvilket påvirker bruttomarginen, mens finansielle mål for perioden 2023-2026 fastsættes med en sølvpris på 23,6 dollar per ounce.

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 6. november 2024

De høje priser på sølv får nu Pandora til at gå i gang med en større spareøvelse.

Det siger topchef Alexander Lacik til MarketWire i forbindelse med offentliggørelsen af smykkeselskabets regnskab for tredje kvartal.

– Hvis man ser på sølvprisen, siden jeg begyndte i Pandora for fem år siden, så er den steget fra 16 dollar per ounce. I går sluttede den på 32,6 dollar, så den er blevet fordoblet på fem år, siger Alexander Lacik.

– Vores bruttomargin er kraftigt påvirket af vores udgifter til råvarer. Og i den femårige periode er vi gået fra en bruttomargin på 74-75 pct. til over 80 pct.

I andet kvartal var sølvprisen på 27 dollar per ounce. Og op til netop 27 dollar ser smykkeselskabet ingen effekt på bruttomarginen.

– Når vi så går over 27 til 33 dollar, så taler vi om 6 dollar. Og vi regner med en effekt på 30 basis points per dollar. Og det er kun sølvprisen. Prisen på guld er også steget, siger Alexander Lacik.

Bruttomarginen viser, hvor meget virksomheden tjener på sine produkter efter at have fratrukket produktionsomkostningerne

Pandora har sat priserne op med 5 pct. i oktober. Og der er flere prisstigninger på vej udover de normale prisstigninger på 1-2 pct. om året.

– Vi er nødt til at agere kraftfuldt for at minimere effekten af de højere priser på råvarer. Derfor har vi øget priserne i dette kvartalet, og vi kommer højst sandsynligt til også at øge dem næste år, siger topchefen.

SPAREPROGRAM I SIN SPÆDE START

Hvad der helt konkret kommer til at ske af besparelser er endnu i sin vorden. Alexander Lacik siger, at der vil komme mere i forbindelse med Pandoras regnskab for fjerde kvartal til februar.

– Vi er lige begyndt, så vi har ingen detaljer på besparelserne. Det kommer vi til i februar, når vi har set på tingene med konsulenter udefra, som kan hjælpe os med det, siger topchefen og uddyber:

– Når vi kommer ind i februar og skal snakke om fjerde kvartal og næste års prognose, så kan vi give flere detaljer om, hvad vi venter os af spareøvelsen. Men vi regner ikke med, at det kommer til at give massive effekter i 2025.

Alexander Lacik understreger, at der er udgifter, der kan svare sig, at skære i. Mens andre kommer ikke bliver rørt:

– Vi kommer ikke til at røre noget, som har med toplinje-udviklingen at gøre. Det vil sige butikker, investeringer i markederne med videre. Vi har en maskine, der er meget meget fremgangsrig. Vi har haft tocifret vækst organisk 50 kvartalet i rad, vi vinder markedsandele overalt i verden undtagen Kina, så vi har en maskine, der fungere. Det handler helt enkelt om at være lidt mere effektiv.

Pandora kom med langsigtede finansielle forventninger i forbindelse med smykkeselskabets kapitalmarkedsdag i London om en organisk vækst i perioden 2023-2026 på 7-9 pct., og en driftsmargin målt på EBIT på 26-27 pct. i 2026.

De finansielle mål blev nedfældet ud fra en sølvpris på 23,6 dollar per ounce.

– Når den kombineres med den nuværende guldpris og valutakurser, repræsenterer dette en væsentlig ekstra modvind på omkring 360 basispoint til EBIT-marginmålet for 2026. Dette vil påvirke EBIT-marginen gradvist fra første kvartal 2025 og fremefter, skriver Pandora i regnskabet for tredje kvartal.

EBIT-marginen er et udtryk for, hvor stor en del af omsætningen der er tilbage, når driftsomkostningerne er trukket fra.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER