Tesla sender førerløse taxier på gaden i USA

Tesla lancerede selvkørende robottaxier i Austin uden chauffør bag rattet, med privatinvestorer og influencere som de første passagerer. Lanceringen styrker aktien, men analytikere er skeptiske.

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 23. juni 2025

Elbilproducenten Tesla tog i weekenden hul på et nyt kapitel for selskabet, da det søndag transporterede en håndfuld passagerer rundt i den texanske by Austin.

Der var dog ingen chauffør bag rattet i Teslas selvkørende robottaxier, skriver Bloomberg News. I stedet var passagersædet foran besat af en ansat fra selskabet af sikkerhedsmæssige hensyn.

Til lejligheden havde Tesla udpeget en række privatinvestorer og influencere som de første passagerer.

Der er imidlertid tale om en relativt nedtonet lancering, bemærker Bloomberg News. Tesla har tidligere ikke været bleg for storslåede lanceringer, som det blandt andet gjorde sig gældende med åbningen af fabrikken i Texas. Her bød “Cyber Rodeo” både på lysshow og en optræden fra topchef Elon Musk.

Selv om der endnu er vej, før selvkørende biler bliver en fast del af hverdagen, er lanceringen et skridt i den rigtige retning. Det er samtidig en mulighed for Elon Musk til at vende den stemning, der har tynget aktien, efter at topchefen først støttede præsident Donald Trump under præsidentvalget og sidenhen ledte administrationens effektivitetskontor.

– Selv om Tesla lader til at være godt positioneret, mener vi, at muligheden allerede er indregnet i aktiekursen, analytiker Joseph Spak fra UBS ifølge Bloomberg News.

Analytikeren har en negativ anbefaling af aktien og et kursmål på 215 dollar.

Nyheden om de selvkørende robottaxier tages positivt imod blandt investorerne. I formarkedet sendes aktien i Tesla op med 1,6 pct. til 327,17 dollar.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER