Vestas/Sydbank: Vigtig ændring i amerikansk lovforslag bremser afsporing af landvind

Senatet stemmer "One Big Beautiful Bill" igennem med ændringer til fordel for Vestas, hvilket kan øge ordreindgangen i USA og styrke markedet for landvindmøller efter 2027. Sydbank fastholder købsanbefaling og forventer øget ordreindgang og overskudsgrad for Vestas.

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 2. juli 2025

Vestas kan drage et lettelsens suk efter en ændring i sidste øjeblik af det store lovforslag, der behandles i Kongressen i USA.

Tirsdag blev forslaget “One Big Beautiful Bill” stemt igennem i Senatet med en væsentlige ændring, der kan understøtte Vestas’ ordreindgang i USA markant i de kommende år.

– I forhold til vindindustrien er der markante forbedringer i forhold til det udkast, der blev præsenteret for få dage siden. Det vedtagne forslag afsporer ikke industrien i samme grad som den tidligere tekst, men det repræsenterer trods alt alligevel en forringelse fra de nugældende regler i Inflation Reduction Act, vurderer Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, i en analyse.

Vestas-investorerne blev ellers sat en skræk i livet mandag, efter at den hidtidige udgave af lovforslaget var blevet stemt videre. I forslaget var der blandt andet en slutdato for, hvornår vindmølleprojekterne skulle være afsluttet, hvorefter reglerne for tilskud og skat blev ændret.

Den del af forslaget er blevet pillet ud i den seneste udgave.

– Den vigtigste ændring er, at vindprojekter, der er påbegyndt inden for et år fra vedtagelsen af OBBB ikke skal være “placed in service” senest ved udgangen af 2027. Dermed kan Vestas-kunderne påbegynde projekter i det kommende år uden at blive tidspresset af, at de skal være afsluttet inden udgangen af 2027, skriver Jacob Pedersen.

For Vestas’ kunder betyder det, at projekter kan opstartes ved at bruge 5 pct. af projektsummen, fortsætter han. Dertil er det forventningen, at de nuværende skattespecifikationer for reglerne vil gælde i fremtiden.

Ændringerne i “One Big Beautiful Bill” kan lægge fundamentet for et solidt marked for landvindmøller i årene efter 2027 og ikke medføre en opbremsning i 2028, som det kunne være frygtet med den tidligere udgave.

– Det ligner en gigantisk lettelse for landvindmarkedet i USA – og dermed for Vestas, skriver Jacob Pedersen.

ALT FOR PESSIMISTISK

Stemningen omkring Vestas har siden Donald Trumps indsættelse som præsident været trykket. Med en kurs på 95,50 kr. afspejler aktiekursen, at Vestas ikke skulle få flere ordrer fra USA, og at der ikke skal opføres vindmøller i USA efter 2027.

Det er “alt, alt, alt for pessimistisk”, lyder vurderingen i Sydbank.

– Ordreindgangen fra USA vil nu (efter et svagt 1. halvår 2025) komme op i tempo, og hvis Vestas kan holde opskaleringen af havvinddivisionen og forbedringerne i Service på sporet, vil selskabet kunne nærme sig en overskudsgrad på de forjættede 10 pct. over de kommende to til tre år – og ikke en overskudsgrad på 2-3 pct., som aktien afspejler i dag.

Sydbank fastholder sin købsanbefaling for Vestas-aktien, der tirsdag steg 0,5 pct. til 95,50 kr.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER