NKT får løftet kursmålet til 670 kr. fra 610 kr. hos Jyske Bank efter kabelkoncernens regnskab for andet kvartal, der overraskede positivt på de fleste poster og fredag sendte aktien i vejret med 8,6 pct. til 595 kr.
– Vi fastholder vores købsanbefaling på NKT i kølvandet på regnskabet, der bekræfter os i, at konkurrencesituationen på mellemspændingsmarkedet er tilbage på et mere normalt niveau, skriver analytiker Janne Vincent Kjær fra Jyske Bank i et notat.
Konkurrencesituationen på mellemspændingsmarkedet var i fokus i første kvartal, hvor NKT’s forretning Applications af samme årsag skuffede i forhold til analytikernes forventninger, men i fredagens regnskab for andet kvartal var der noget mere positive takter at spore for den del af forretningen.
– Der var således tale om en kortsigtet positionering fra enkelte spillere og ikke et strukturelt prispres i industrien. Samtidig er der begyndende tegn på bedring på lavspændingsmarkedet, hvilket ikke er indeholdt i prognosen.
– Vi hæver vores forventninger til indtjeningen i 2025 med 5 pct. og forventer nu, at NKT lander et operationelt EBITDA på 379 mio. euro. Vi ser fortsat ind i et mere favorabelt projektmiks i Solutions i andet halvår, men ikke i helt samme omfang som tidligere, da et højere omfang af tillægsordrer kommer til at trække ned i profitabiliteten, skriver Janne Vincent Kjær.
Hun ser dog mulighed for, at NKT kan få trukket et par store ordrer i land inden for de kommende måneder. Det lover godt for NKT’s muligheder for at fordoble indtjeningen frem mod 2028.
Ifølge Jyske Bank handler NKT-aktien i øjeblikket til 10,2 gange den ventede indtjening i 2028, hvilket svarer til en rabat på 29 pct. til den italienske rival Prysmian og 22 pct. til franske Nexans. Banken ser mere en aktiepris i forhold til indtjeningen på 13 som et “fair niveau”.
– Det efterlader os med en upside på små 30 pct. hen over de næste to år, i takt med at rabatten til konkurrenterne indsnævres, skriver Janne Vincent Kjær.
NKT opjusterede i regnskabet forventningerne til det operationelle EBITDA til 360-390 mio. euro fra tidligere 330-380 mio. euro.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER