Nordfyns Bank er positiv omkring Middelfart Sparekasses ønske om at indgå i en fusion.
Det oplyser Nordfyns Banks administrerende direktør, Holger Bruun, til MarketWire i en skriftlig kommentar.
Mandag har Middelfart Sparekasse oplyst, at den har overtaget SJF Banks aktier og med det en ejerandel på 24,96 pct. af Nordfyns Bank.
Aktierne er købt med en eventuel fusion for øje. Dermed sparkes Fynske Bank til side, som Nordfyns Bank ellers havde annonceret en fusion med, inden SJF Bank stillede sig imod forslaget.
Nordfyns Bank vil nu gå i dialog med Middelfart Sparekasse.
– Med sin nye position som storaktionær har Middelfart Sparekasse samtidig udtrykt ønske om at afsøge mulighederne for en fusion, og det ønske ser vi positivt på og går nu i dialog om. For os er det primære sigte med en potentiel fusion fortsat, at vi i Nordfyns Bank kan være med til at skabe et lokalforankret, stærkt fynsk pengeinstitut til glæde for både kunder, aktionærer, medarbejdere og lokalsamfundet, skriver topchef Holger Bruun.
Det er kun en uge siden, at Nordfyns Bank og Fynske Bank måtte aflyse hver sin ekstraordinære generalforsamlinger, hvor en fusion mellem de to banker skulle vedtages. Aflysningen skyldtes modstand fra blandt andet SJF Bank, der ikke fandt fusionsvederlaget tilstrækkeligt attraktivt.
Nordfyns Bank er imidlertid en ombejlet bank. I Middelfart Sparekasse ser topchef Martin Baltser to ligesindede pengeinstitutter, der kan stå stærkere sammen.
– Der er tale om to pengeinstitutter, hvor muligheden for at stå endnu stærkere i fællesskab er store. Et fælles institut vil få en solid position på Fyn, og selv om der er tale om en bank og en sparekasse, drives Nordfyns Bank og Middelfart Sparekasse ud fra nogle principper, der minder meget om hinanden, siger den administrerende direktør i en pressemeddelelse.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER