Novonesis har onsdag efter børslukketid meldt nye mål ud for 2030, og mens vækstmålet er som ventet, skuffer selskabet med indtjeningsmålsætningerne.
Det kan torsdag sætte pres på aktien, vurderer storbanken Citi.
Torsdag morgen venter der dog mere nyt fra Novonesis, som før børsåbningen kommer med regnskab for andet kvartal.
– For os er den klare negative “overraskelse” i Novonesis’ nye mellemsigtede mål den justerede EBITDA-margin på ca. 39 pct. i 2030, hvilket sår tvivl om et centralt element i den optimistiske tese.
– Mange investorer, vi har talt med, forventer, at omlægningen af prismodellen vil føre til en kraftig marginudvidelse, men det ser ud til, at øgede udgifter til usikre langsigtede vækstprojekter vil underminere dette, skriver Citi i en kommentar.
Banken bemærker, at virksomhedens konsensus viser analytikerforventninger om en margin på 40,6 pct. i 2029, med en stabil forbedring fra år til år. Der foreligger ikke analytikerkonsensus for 2030 endnu.
– Med hensyn til vækst er den tidligere antydede “acceleration” for resten af dette årti kun mindre, med målene sat til 6-9 pct. gennemsnitlig vækst i 2025-30 mod 6-8 pct. i øjeblikket og med et midtpunkt tæt på konsensus på 7,2 pct.
– Efter vores opfattelse kan dette være med til at forankre forventningerne på et mere realistisk (om end vi stadig mener, at det er for højt) niveau. Da den ekstra overraskelse her er skuffelse over marginen, forventer vi en negativ reaktion fra investorerne ved åbningen, skriver Citi.
Novozymes faldt onsdag 0,3 pct. til 419,20 kr.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER