Tyskland: Inflationstal fra delstater indikerer klart aftagende prisstigninger i december

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 6. januar 2026

Det tikker tirsdag formiddag ind med forbrugerpristal fra de tyske delstater i december, hvilket i eftermiddag munder ud i et samlet foreløbigt tysk inflationstal for julemåneden.

Der er landet tal for blandt andet den mest folkerige tyske delstat, Nordrhein-Westfalen, hvor inflationen i december aftog pænt.

På årsbasis steg forbrugerpriserne her med 1,8 pct. mod 2,3 pct. i november.

Det samlede tyske inflationstal kommer klokken 14 og ventes at vise et fald i inflationen til 2,1 pct. i december fra 2,3 pct. i november. Og med formiddagens tal fra delstaterne kan det godt tyde på, at tallet i hvert fald er faldende.

Ifølge en tidligere opgørelse fra Bloomberg News har udviklingen i forbrugerpriserne i Nordrhein-Westfalen ikke afveget mere end 0,45 pct.point fra de nationale forbrugerpriser i de seneste mere end 20 år.

Dermed er tallet normalt en god indikator for den samlede udvikling i Europas største økonomi.

Generelt er niveauet for inflationen kommet godt ned mod – og i et par tilfælde under – ECB’s målsætning om omkring 2 pct. i Tyskland, og dermed ser tallene ud til at indikere, at pengepolitikken fra Den Europæiske Centralbank (ECB) har haft den ønskede effekt.

I Brandenburg, som omkredser Berlin, aftog inflationen til 2,2 pct. i december fra 2,6 pct. i november.

Hessen, der er hjemsted for Frankfurt, hvor ECB holder til, oplevede også en klart aftagende inflation. Her var inflationen således 2,2 pct. i december mod 2,5 pct. i november.

I delstaten Sachsen faldt inflationen samtidig til 1,9 pct. i julemåneden sidste år fra 2,2 pct. måneden før.

Reaktionen på de finansielle markeder er umiddelbart rentefald efter opgørelsen. Den toneangivende tiårige tyske rente er således faldet til 2,85 pct. fra omkring 2,87 pct. inden tallene og 2,88 pct. ved dansk lukketid mandag.

Overblik over inflationsudviklingen (forbrugerpriser på årsbasis) i december i de delstater, der har rapporteret tal:

Delstat Inflation i december (%) Inflation i november (%)
Nordrhein-Westfalen 1,8 2,3
Hessen 2,2 2,5
Brandenburg 2,2 2,6
Sachsen 1,9 2,2

Kilde: Bloomberg News

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER