353% på afkast fordelt på 1306 handler

Morten er en af de mange danske tradere, der handler foran skrivebordet med ”hjemmebyggede” strategier. Han bruger mest to strategier; Den ene til indekser og den anden til valuta. De bygger hver især på en overordnet plan, der understøttes af Mortens ”mavefornemmelser” krydret med mange års erfaring foran graferne.

De to strategier har i 2022 givet Morten et afkast på 353% fordelt over 1306 handler.

Den første strategi kalder Morten for ”Sell the spike”, og den bruges til at handle de store indekser, det vil sige Dow Jones, Nasdaq og DAX.

”Min strategi i indekser kalder jeg for Sell the Spike, og strategien går ud på at holde øje med reaktionen på nyheder såsom FOMC rentemeldinger, arbejdsløshedstal, inflation mv. Jeg har lagt mærke til, at når markedet stiger meget hurtigt og markant efter en stor nyhed, så er det som regel efterfulgt af et fald,” forklarer Morten.

Morten handler på baggrund af flere års erfaring. Som trader er det altid en god idé at tage udgangspunkt i en helt fast strategi, som man har tillid til. Mortens metode kan bruges som inspiration til at bygge en strategi.

Nyhederne finder han på et af de mange sider og apps, der viser det præcise tidspunkt for rentemeldinger, nøgletal etc. For eksempel kalenderen hos forexfactory.com eller fxstreet.com. Når tallene kommer, sidder Morten klar ved køb/salg-knapperne.

“Jeg har ingen helt fast regel i forhold til, hvornår jeg køber eller sælger på en nyhed, men jeg skal se et markant ryk i grafen, hvis man sammenligner med udsvingene tidligere på dagen. Hvis kursen f.eks. har svinget 50-100 point i løbet af dagen, og der så pludseligt kommet et ryk på 400 point i løbet af kort tid, så er jeg klar,” fortæller Morten.

Han nævner et eksempel fra fredag den 6. januar, hvor der kom arbejdsløshedstal fra USA kl. 14:30 (dansk tid). Det store amerikanske Dow Jones indeks steg i de efterfølgende timer fra 32900 til hele 33900 næste handelsdag (mandag), det vil sige hele 1000 point. Da stigningen var ved at løje af, fortalte Mortens erfaring ham, at kursen var kommet for højt op i løbet af for kort tid, og at kursen nu ville korrigere. Han shortede derfor, da kursen nåede 33800.

Og han fik ret.

Kursen fortsatte hastigt videre ned i 33600, hvor Morten hoppede ud af sin handel igen. I alt havde han kun været i markedet i et par timer.

Mortens handel i DOW

”Det endte med en god timeløn, og har man bare flere af den slags handler, så giver det til sammen en god gevinst,” siger Morten, der bruger Saxo Bank til sine handler.

Den anden strategi bruger Morten til forex/valuta-handel, og her kigger han først en dags- eller ugegraf for at få indtryk af retningen i et bestemt valutakryds. Dernæst zoomer han ind for at se, om valutakrydset bevæger sig i en kanal, han måske kan udnytte. Hvis den overordnede retning er op, samtidig med, at kursen bevæger sig rytmisk op og ned i en kanal på en mindre timeframe, så lægger Morten typisk en ordre tæt på ”bunden” af kanalen i den mindre timeframe, så han kan ride med på bølgen, når kursen vender op igen.

”Jeg danner mig et overordnet billede af, hvor kursen er på vej hen, og så handler jeg KUN i den retning, når jeg lægger min ordre. Jeg lægger min ordre ind lidt højere i forhold til bunden af kanalen, så jeg er lidt mere sikker på at få ordren taget. Jeg er ikke grådig og tager gerne små gevinster flere gange i træk,” forklarer Morten om sin forexstrategi.

Ovenstående er et eksempel på Mortens handler i et valutakryds. Mortens analyser på dags- og ugegrafer viser, at kursen er opadgående. Han zoomer dernæst ind og køber hver gang kursen korrigerer en smule ned på en mindre tidshorisont.

Morten har et almindelig job, men bruger sin trading som behagelig adspredelse. Når det samtidig ender med et solidt afkast – som det gjorde i 2022 – så bliver det kun ekstra sjovt.

Morten ønsker at være anonym, men daytrader.dk kender hans identitet.

 

yes

Disclaimer Headline Til orientering:

Disclaimer Text Hos daytrader.dk skaber vi gratis indhold og læringsforløb for jer brugere. Det kan vi blandt andet gøre, fordi vi indgår samarbejde med brokerne, der betaler for omtale på siden.