Novo Nordisk har været garant for flere nyheder i den seneste tid, og en gennemgang af en lille håndfuld af nyhederne har ført til et sænket kursmål hos investeringsbanken Goldman Sachs.
I en analyse skriver investeringsbankens analytikerhold, at der i det nye kursmål er taget højde for aftalen med Trump-administrationen om lavere priser på Wegovy og Ozempic mod udvidet patientadgang gennem Medicare, mandagens skuffende studie med Semaglutid mod Alzheimers samt udviklingen på valutamarkedet.
Kursmålet er med udgangspunkt i de mange faktorer sænket til 353 kr. fra 393 kr., men stadig med anbefalingen “køb”.
I analysen tages der dog ikke højde for tirsdagens studiedata med Amycretin eller de netop offentliggjorte resultater af forhandlingerne med den amerikanske regering om prisreduktionerne på Ozempic og Wegovy til behandling af type 2-diabetes under Inflation Reduction Act-loven.
TRUMP-AFTALE ER TVEÆGGET SVÆRD
Novo Nordisk indgik tidligere i november en prisaftale med USA’s administration under præsident Donald Trump. Aftalen får på den ene side en negativ effekt på omsætningen og indtjeningen, men på den anden side får Novo adgang til flere patienter gennem en udvidet tilskudsdækning under den offentlige sygeforsikring Medicare.
Goldman har sænket sine estimater med 5 pct. for omsætningen i 2026 og med 8 pct. for indtjeningen. I årene 2027-2030 er omsætning og EBIT sænket 4-5 pct.
I øjeblikket vurderes Novo at sidde på cirka 30 pct. af det overordnede marked med Semaglutid mod rivalen Eli Lillys 70 pct. med Tirzepatid. Med den udvidede patientadgang kan det dog løftes til 35 pct., vurderer investeringsbanken.
– Efter vores mening vil Novo sandsynligvis opleve en volumenvækst for Wegovy, der delvist modvejer den aftalte salgspris. Vi tror, at volumenvæksten sandsynligvis vil cementere den markedsledende position for Novo og Lilly med deres brede portefølje, der gør det svært for konkurrenter at træde ind på fedmemarkedet til en lavere pris, skriver Goldman Sachs’ analytikere.
Også lanceringen af Wegovy i pilleform ventes at afbøde for en del af den ventede tilbagegang.
SER LYST PÅ NÆSTE KATALYSATOR
Næste store begivenhed fra Novo bliver ifølge Goldman Sachs offentliggørelsen af studiet Redefine-4 med vægttabsmidlet Cagrisema. Novo skuffede i første udgave af studiet målt på vægttabet, der ikke var bedre end vægttabet med Lillys middel Zepbound.
Skulle Cagrisema vise bedre resultater, vil det tydeligt fremhæve fordelene ved Cagrisema, skriver Goldman Sachs, der dog også mener, at der er en plads i markedet til midlet, selv hvis vægttabet er lavere end Zepbounds.
– Vi fortsætter med at se fedmemarkedet udvikle sig til et porteføljespil, så vi ser en plads til Cagrisema uafhængigt af resultaterne i Redefine-4.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER