Bavarian Nordics fratrædende topchef Paul Chaplin afleverer et selskab i god gænge til sin efterkommer, når denne er fundet.
Det fortæller han til MarketWire, efter at Bavarian tidligere mandag morgen offentliggjorde, at Paul Chaplin fratræder sin stilling senest med udgangen af 2026.
Og selv om der aldrig er et godt tidspunkt at trække sig, er topchefen meget tilfreds med, hvor selskabet står i dag.
– Det er vel aldrig et godt tidspunkt. Der er aldrig et perfekt tidspunkt at fratræde, siger han til MarketWire og forklarer, at han og hans familie skal tilbage til Australien.
– Selskabet er meget stabilt – det præsterer virkelig godt. Vi har lige afleveret gode resultater for 2025 efter gode resultater for 2024 og gode resultater i 2023. Vi oplever vækst og stabilitet.
– Fra et forretningssynspunkt præsterer vi godt og er stabile, så det er et godt tidspunkt at overveje at fratræde, fortsætter Paul Chaplin.
Bavarian Nordic blev i 2025 forsøgt solgt til konsortiet Innosera bestående af kapitalfondene Permira og Nordic Capital. Handlen, der havde både ledelsens og bestyrelsens opbakning, faldt dog fra hinanden på grund af manglende opbakning blandt aktionærerne.
Det fejlslagne salg har dog “overhovedet ikke” noget at gøre med Paul Chaplins beslutning, fastslår han.
FRA TABSGIVER TIL FØRENDE VACCINESELSKAB
I stedet ser Paul Chaplin tilbage på knap 14 år, hvor Bavarian Nordic har gennemgået en større udvikling.
– I juni har jeg været topchef i 14 år, og når jeg ser på, hvad jeg overtog med et tabsgivende selskab, én kunde i Public Preparedness, stærk fokus på kræftsygdomme, som vi ikke havde råd til. På 14 år har vi forvandlet det til et førende og selvstændigt vaccineselskab, der er profitabelt og har en global påvirkning på den globale sundhed, siger topchefen til MarketWire.
– Så jeg fratræder med stor stolthed over, hvad vi som selskab har opnået.
Aktiekursen har i Paul Chaplins tid som topchef haft både store opture og nedture. Siden hans start i stillingen er aktien mere eller mindre fordoblet.
Der har dog været flere bump på vejen, og selv om ting kunne være gjort anderledes med den viden, som Bavarian har i dag, har Paul Chaplin ingen fortrydelser.
– Når jeg ser tilbage, er der selvfølgelig ting, vi i bagklogskabens lys ville gøre anderledes – det er sikkert, siger han, men afviser dog at komme med et konkret eksempel.
– Bavarian Nordic, som jeg overtog, er helt anderledes fra det Bavarian, jeg efterlader. Så på den måde – nej – jeg har ingen fortrydelser, tilføjer topchefen.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER