Jyske Bank dropper købsanbefalingen på Carlsberg og siger nu i stedet “hold”. Kursmålet på 1000 kr. fastholdes.
– Vi ser en overvejende sandsynlighed for, at aktien på den kortere bane tager sig en pause, indtil Carlsberg fremlægger yderligere beviser for bedring hos forbrugerne i Europa, bedring på det asiatiske marked samt effekten af introduktionen af Britvic-produkter på nye markeder, skriver Haider Anjum, der er senioranalytiker i Jyske Bank.
Han påpeger, at aktiekursen er steget med 30 pct., siden Jyske Bank satte et købsskilt på aktien den 15. august.
– Vi vurderer, at det er et godt tidspunkt at hive gevinst hjem på, ikke mindst set i lyset af, aktien år til dato er oppe med mere end 15 pct. Vi vurderer således, at investorerne har taget forskud på glæderne for 2026, lyder det fra Haider Anjum, der fortsætter:
– Kursbevægelsen har samtidig gjort værdiansættelsen mere anstrengt, hvorfor vi ser et begrænset afkastpotentiale på kort sigt.
Årets kursplus er drevet af “opmuntrende udvikling i Kina, stærkere synergier fra integrationen af Britvic, solid omkostningskontrol og udsigten til en potentiel børsnotering i Indien,” skriver Jyske Bank i analysen om bryggerigiganten.
– Vi vurderer imidlertid, at investorerne har taget forskud på glæderne for 2026. Vi vælger derfor at tage gevinsten hjem og sænker vores anbefaling. Vi ser fortsat et positivt, men begrænset afkastpotentiale, skriver Haider Anjum.
Carlsberg steg 0,3 pct. til 979,60 kr. tirsdag.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER