Fire europæiske rentemøder og inflationstal fra USA tager fokus

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 18. december 2025

Der er lagt op til en spændende dag på de finansielle markeder torsdag, som byder på hele fire europæiske rentemøder, mens der i eftermiddag vigtige inflationstal fra USA.

Svenske Riksbanken lægger ud på rentemødefronten med en annoncering kl. 9.30 hvor meldingen formentlig vil være en rentefastholdelse på 1,75 pct. for den ledende svenske rente.

En halv time senere kommer Norges Bank på banen, og også her ventes en rentefastholdelse på 4,0 pct.

Til gengæld venter økonomerne, at Bank of England kl. 13 vil annoncere en nedsættelse af bankens ledende rente på 25 basispoint til 3,75 pct.

I forhold til dansk pengepolitik er det dog mest relevant at holde øje med meldingerne fra Den Europæiske Centralbank, ECB, kl. 14.15, selvom meldingen her formentlig vil blive en rentefastholdelse på 2 pct. for fjerde møde i træk.

Hos chefanalytiker Kim Fæster fra Jyske Bank er forventningen også, at ECB fastholder de fremadrettede signaler ved at gentage, at pengepolitikken er “et godt sted”, og at ECB er dataafhængig og tager stilling fra møde.

– Dermed tror vi ikke, at ECB-chef Christine Lagarde bekræfter markedets forventning om, at næste renteændring fra ECB bliver en stramning. Selv om det umiddelbart kunne lyde som opskriften på et kedeligt møde, så betyder sidste uges høgeagtige kommentarer fra især Schnabel fra ECB’s direktion, at interessen er øget.

– De løftede nemlig renterne, og markederne er nu begyndt at indprise, at den næste renteændring fra ECB bliver opad, om end en fuld renteforhøjelse dog først er indpriset i løbet af 2027, skriver Kim Fæster i en morgenkommentar.

Investorerne vil kl. 14.30 vende blikket mod USA, hvor der kommer inflationstal for november.

– De er vigtige, fordi de er en af de faktorer, der adskiller høgene og duerne i den amerikanske centralbank. Høgene er bekymret for risikoen for tiltagende inflation og vil derfor fastholde renten. Duerne ser på arbejdsmarkedet med de dybeste panderynker og er mindre nervøse for inflationen. Derfor hælder duerne mod at sænke renten. Feds Powell var netop relativ afslappet med hensyn til risikoen for tiltagende inflation ved rentemødet forrige onsdag, skriver Kim Fæster.

– Vi er mest på duernes side, men bestemt mindre afslappede end Powell. Den afslappede holdning indebærer en risiko for en overraskelse med højere inflation i nogle måneder. Det bliver dog nok næppe i dag. Powell advarede om, at forbrugerpriserne kan være påvirket af tekniske faktorer, hvilket kan dæmpe markedernes interesse for dagens tal, tilføjer Jyske Banks chefanalytiker.

Økonomerne venter ifølge Bloomberg News, at inflationen i november vil ligge på 3,1 pct. Det seneste tal at sammenligne med er på 3,0 pct. i september – før den midlertidige nedlukning af det føderale apparat i USA satte nøgletalsannonceringerne på pause.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER