Franske Danone, som producerer en bred palette af fødevarer, viser stærke salgstakter i fjerde kvartal, hvor særligt efterspørgslen efter proteinrige yoghurtprodukter samt drikke til kræftpatienter driver væksten.
Derudover løftes investorernes stemning på kommentarer fra selskabet om, at de økonomiske konsekvenser fra tilbagekaldelsen af modermælkserstatning “ikke er væsentlige”.
Det skriver Bloomberg News, efter at selskabet har aflagt årsregnskab for 2025 fredag morgen.
I fjerde kvartal voksede det sammenlignelige salg med 4,7 pct., hvilket overstiger økonomernes forventning på 4,4 pct. viser data fra Bloomberg News.
For året landede det sammenlignelige salg også bedre end ventet på 4,5 pct. mod ventet 4,4 pct.
– Med blikket rettet mod 2026, i en verden der fortsat er ustabil, forbliver vi disciplinerede og fuldt engagerede i vores videnskabsbaserede og forbruger- og patientcentrerede tilgang. Vi går ind i året med tillid, i overensstemmelse med de mellemsigtede ambitioner, vi har sat os, udtaler Antoine de Saint-Affrique, der er topchef hos Danone.
I 2026 venter Danone en fremgang i salget i niveau med 2025, hvor forventningerne lyder på en sammenlignelig salgsvækst i intervallet 3-5 pct.
Væksten i 2025 kan blandt andet tilskrives udviklingen i Kina, drevet af salget af modermælkserstatning og medicinske ernæringsprodukter. I regionen Kina, Nordasien og Oceanien voksede det sammenlignelige salg med 10,4 pct.
Til sammenligning var udviklingen i Nordamerika 0,7 pct., hvilket var under forventningen blandt økonomerne til trods for en “tocifret” vækst i salget af proteinrige produkter. Bloomberg News skriver, at fremkomsten af GLP-1 vægttabsmedicin har øget efterspørgslen efter proteinrige, tarmvenlige produkter.
Hos RBC bemærker analytikerne James Edward Jones og Wassachon Udomsilpa, at regnskabets resultater er eksemplariske og fra “et af de højeste kvalitetsvirksomheder, vi dækker”. Derudover fremgår det, at forventningerne til væksten i 2026 er som ventet.
Tilbage i januar dykkede aktien i Danone kraftigt med op mod 12 pct., efter at fødevareselskabet var blevet ramt af en tilbagekaldelse af modermælkserstatning i Singapore.
Danone er både kunde hos og samarbejdspartner med Novonesis. De to arbejder sammen om blandt andet udviklingen af nye løsninger inden for mejeri og plantebaserede fødevarer.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER