Iran er åben for at diskutere en begrænsning af landets uranberigelse, fortæller en højtstående iransk embedsmand til nyhedsbureauet Reuters.
Udmeldingen kommer, samme dag som udenrigsministrene fra Tyskland, Frankrig og Storbritannien skal holde atomforhandlinger med Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi.
Det sker i Genève i Schweiz.
Med til forhandlingerne er også EU’s udenrigschef, Kaja Kallas.
Den iranske embedsmand påpeger, at de europæiske lande spiller en vigtigere rolle nu end tidligere, da Iran ikke vil forhandle med USA, så længe Israel angriber mål i Iran.
Embedsmanden siger videre, at der ikke kan blive tale om “nul berigelse” – “især ikke nu under de israelske angreb”.
USA og Iran forhandlede indtil for nylig om en ny atomaftale. Forhandlingerne stoppede dog, efter at Israel natten til fredag i sidste uge angreb adskillige atomanlæg og militære anlæg i Iran.
Siden har Israel og Iran angrebet hinanden dagligt.
Meldingen om, at Iran er åben for at diskutere begrænsningerne af uranberigelsen har fredag eftermiddag sendt oliepriserne nedad.
Prisen på en tønde Brent-olie faldt umiddelbart efter skriverierne til 75,50 dollar fra omkring 77 dollar tidligere på dagen, men siden er prisen steget noget igen til 76,40 dollar.
/ritzau/
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER