Der er kontant afregning på aktiemarkedet, når et selskab lancerer nyt, eller verden udenfor ændrer sig.
Og det kan være svært ikke at lade sig påvirke af som topchef, men alligevel er man nødt til at prøve.
Det er budskabet fra Vincent Clerc, der er administrerende direktør hos verdens næststørste containerrederi, A.P. Møller-Mærsk, da han er på scenen hos Danske Rederier.
– Det skal man ikke lade sig påvirke af. Det er super vigtigt, for lederskab er ikke at pleje dagens aktiekurs – eller meningsmåling, siger han med reference til forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), der gør ham selskab på scenen.
Kursen hos A.P. Møller-Mærsk har faktisk været inde i en god stime og er steget knap 17 pct. siden årets start. Og ser man et helt år tilbage, er plusset på samlet 21 pct. til 12.675 kr. for B-aktien.
Det inkluderer et solidt dyk i april umiddelbart efter den amerikanske præsident Donald Trumps lancering af toldkrigen, men aktien har siden gjort comeback.
De senere år har aktien imidlertid haft flere svære dage – og særligt skidt blev det modtaget, da Mærsk i begyndelsen af 2024 besluttede at sætte aktietilbagekøb på pause for at holde på pengene i usikre tider. Det gav et minus på 14,7 pct. til kursen på dagen.
– Lederskab er at kunne tænke på, hvad det er for en ledelsesopgave, man har. Min er at hjælpe Mærsk igennem de år, hvor jeg nu får lov at sidde her, hvor jeg sidder, så jeg en dag kan aflevere selskabet til min efterfølger stærkere, bedre og større end dengang, jeg fik det. Hvis der ind i mellem skal tages en upopulær beslutning eller tages et slagsmål på aktiekursen, fordi man er misforstået eller skal igennem en svær periode, så må man være parat til det, siger Vincent Clerc.
I slutningen af 2023 var det ligeledes en svær dag på kontoret målt på aktiekursen, da Mærsk meddelte, at selskabet set over et helt år skulle slanke organisationen med 10.000 stillinger. Her faldt aktien 16,9 pct.
– Når den rasler, er det knap så sjovt, konstaterer Vincent Clerc, der dog opfordrer til at se det større billede.
– Det handler ikke om aktiekursen, men om tilliden til det, man har gang i og til den agenda og de folk, man har til at gøre det. Om de beslutninger, som man træffer på den lange bane, er de rette. Det skal bestyrelse og investorer have tillid til, og de skal også beroliges, for de ser også et “newsfeed” om morgenen, siger topchefen og henviser til den konstante nyhedsstrøm, som ikke mindst er intensiveret i forhold til handelsnyheder, efter at Donald Trump igen er blevet præsident i USA.
– Det er vigtigt at være på forkant med kommunikationen, lyder det.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER