Der er bedring at spore i Novo Nordisk-aktien tirsdag, efter at det afbrudte samarbejde med telehealth-selskabet Hims & Hers mandag var med til at lægge pres på Novo-aktien.
Dagen derpå stiger Novo-aktien 1,8 pct. til 458,90 kr. tirsdag, efter at aktien tabte 5,3 pct. mandag.
Hos storbanken Barclays ses der med Novo-briller “lettere positivt” på det afbrudte partnerskab, skriver Bloomberg News. Ifølge analytiker Emily Field kom det heller ikke som nogen overraskelse, at partnerskabet kun holdt knap to måneder.
UBS skriver sideløbende, at det “hurtigt blev klart”, at Novo og Hims & Hers “ikke var på bølgelængde omkring compounding”, skriver analytiker Jo Walton.
Det forliste partnerskab blev begrundet med Hims & Hers’ “vildledende promovering og salg af ulovlige kopiversioner af Wegovy, der bringer patientsikkerheden i fare,” lød det fra Novos amerikanske afdeling i en meddelelse mandag.
Med andre ord er Novo altså stadig udfordret af kopier i USA.
– Det giver bare noget uro, så jeg kan godt forstå, at aktiekursen satte sig på det, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank, der også godt kan forstå, at Novo har valgt at reagere på Hims & Hers fortsatte kopisalg, lyder det til MarketWire.
Presset på Novo-aktien mandag så samtidig beskedent ud i forhold til Hims & Hers, hvor aktien dykkede 34,6 pct. oven på nyheden.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER