Novo Nordisks store amerikanske rival, Eli Lilly, har indsendt registreringsansøgning for sin vægttabspille, Orforglipron, der samtidig har fået en hestesko hos den amerikanske lægemiddelstyrelse.
Lilly har i november således fået en såkaldt “national priority voucher” – et slags værdipapir, der giver mulighed for en hastebehandling. Der er tale om et pilotprogram, som reducerer behandlingstiden af ansøgningen fra ti til 12 måneder til bare 1-2 måneder.
Med ansøgningen vil Lilly formentlig være blot få måneder efter Novo Nordisk, der venter en godkendelse af sin pille omkring årsskiftet. Behandlingen af Novos ansøgning, der blev indsendt i februar, ventes gennemført på de normale omkring ti måneder.
Oplysningerne om indsendelsen af registreringsansøgningen for Orforglipron falder i forbindelse med præsentation af resultater fra et af flere fase 3-studier, som Lilly har gennemført med sin pille.
Det viser, at patienter, der skiftede efter 72 ugers behandling med enten Novos Wegovy eller Lillys vægttabsmiddel Zepbound, formåede at vedligeholde deres vægttab via pillebehandling med Orforglipron over yderligere 52 uger.
Resultaterne efter 24 ugers behandling, der var den længste periode, hvor der blev målt op mod snydemedicin eller placebo, opnåede patienter, der skiftede fra Wegovy, et vægttab på 0,1 kilogram, mens placebogruppen tog 9,4 kilogram på.
Patienter, der skiftede fra Zepbound, tog 2,6 kilogram på, mens placebogruppen tog 9,1 kilogram på.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER