Sølvprisen fortsætter sit rekordridt med en stigning på 4 pct.

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 17. december 2025

Prisen på sølv fortsætter sit rekordridt onsdag med endnu en ekstrem stigning, idet prisen følger guld, der bliver løftet forud for vigtige inflationstal samt af øgede spændinger omkring Venezuela.

Sølvprisen stiger 3,8 pct. til 66,19 dollar per ounce efter at prisen tirsdag trak sig lidt tilbage, så niveauet ved dansk lukketid var 63,50 dollar per ounce.

Sølvbaserede børsnoterede fonde fortsætter med at tiltrække strømme, med globale beholdninger på rette spor til en sjette uge med tilstrømning, skriver Bloomberg News.

Opturen for sølv, der i år er blevet mere end fordoblet i pris, har været drevet af, at investorer har gået på jagt efter alternativer til investeringer i guld, efter at prisen på det gyldne metal er fordoblet fra februar 2024 til oktober i år.

Onsdag morgen er der også fremgang at spore for guld, der stiger 0,8 pct. til 4335 dollar per ounce og dermed er rekorden i 4381 dollar per ounce fra oktober igen inden for rækkevidde.

Torsdagens amerikanske inflationsopgørelse vil blive fulgt nøje for spor af, hvordan den amerikanske centralbanks appetit på yderligere rentesænkninger kan blive påvirket.

Guld bliver også styrket af begivenhederne i Venezuela, hvor præsident Donald Trump har beordret en blokade af alle sanktionerede olietankskibe.

– Spændingerne ser ud til gradvist at stige, siger David Wilson, senior råvarestrateg hos BNP Paribas, ifølge Bloomberg News.

Alle faktorer, der støtter guld – fra inflationspres til amerikanske aktier og en global vækstafmatning – ser ud til at opstå samtidigt, tilføjer han og forudser, at guldprisen kan nå 5000 dollar engang næste år.

Herhjemme kan Pandora blive negativt påvirket af den eksplosive optur for sølvprisen, da metallet udgør en vigtig omkostningskomponent for den danske smykkekoncern.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER