Vestas får sænket anbefalingen hos Fearnley Securities til “hold” fra “køb” og kursmålet med 5 kr. til 110 kr. oven på sidste uges regnskab for andet kvartal fra vindmølleproducenten.
Det fremgår det af et analysenotat fra finanshuset mandag.
Finanshuset noterer, at marginerne i Power Solutions-segmentet, som omfatter produktion og salg af vindmøller, bedres gradvist. I andet kvartal var marginen i den del faktisk på sit højeste siden 2021.
Men finanshuset venter, at det vil tage noget tid, før der kan gennemføres en fuldstændig genopretning af marginerne i Power Solutions.
– Investeringer i offshoreekspansion tynger marginerne og repræsenterer et risikabelt skridt i betragtning af de vedvarende udfordringer i offshore-vindindustrien, vurderer Fearnley Securities.
I forhold til serviceforretningen peger finanshuset på, at marginerne er blevet stabiliseret efter sidste års nedjustering af den del af forretningen hos Vestas.
– Selvom forretningen ser ud til at være mere modstandsdygtig i de kommende år, og vi venter, at marginen vil blive forbedret yderligere, mener vi, at konsensusforventningerne til en vending i Power Solutions fortsat er for optimistiske, påpeger Fearnley.
Derudover ser finanshuset en intensiveret konkurrence fra andre vestlige vindmølleleverandører, og kinesiske vindmølleproducenter ekspanderer uden for Kina.
– Det kan begrænse marginvæksten, vurderes det. Derudover peger finanshuset på usikkerhed i USA, hvor aktiviteten på kort sigt kan skyde i vejret, idet udviklere haster projekter igennem inden udløbet af støtteordningerne, mens et fald i efterspørgslen på længere sigt “vil være bekymrende”.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER