Zealand Pharma/CEO: 2026 vil skabe klarhed om vores midlers potentiale

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 19. februar 2026

Zealand Pharma står i en stærk position på vej ind i 2026. Med overskud på bundlinjen og en bugnende pengekasse er biotekselskabet klædt godt på til en lang række nye studiedata med sine midler i årets løb.

Når 2026 er omme, bør der være endnu større klarhed omkring datapotentialet i Zealand Pharmas midler, fortæller Zealand Pharmas administrerende direktør, Adam Steensberg, til MarketWire.

– 2026 er et år, hvor der vil være kommet stor klarhed omkring datapotentialet for vores programmer.

På den alenlange liste af studier, hvorfra der ventes nye data i årets løb, fremhæver topchefen fase 3-programmet med Survodutid, som Zealand samarbejder med tyske Boehringer Ingelheim om.

I årets løb venter Zealand data fra to fase 3-studier med data om effekten mod henholdsvis overvægt og fedtlever, der efter planen skal bane vejen for en registreringsansøgning, inden året er omme.

– Vi håber på, at Boehringer kan sende ansøgningen ind til myndighederne i slutningen af året, siger Adam Steensberg.

Zealand står til at modtage en høj encifret til en lav tocifret procentdel af salget af Survodutid.

Det vigtigste i 2026 bliver dog fortsat nye data for Zealands kronjuvel, Petrelintid, som biotekselskabet sidste år indgik et partnerskab med Roche med om – et partnerskab, som Adam Steensberg fortsat er meget begejstret for.

For ikke nok med at Zealand Pharma har modtaget over 9 mia. kr. i forskudsbetaling fra Roche i 2025, står biotekselskabet i år til at modtage 700 mio. dollar – cirka 4,4 mia. kr. – fra den schweiziske partner. Når Petrelintid er på markedet, vil Zealand endvidere få del i halvdelen af overskuddet.

– Vi er i en situation nu, hvor vi har penge nok med det, vi har i dag, og via partnerskaber, så vi kan finansiere rejsen hen mod, at Petrelintid kan komme på markedet og blive et produkt, der kan levere tilbagevendende salg, siger topchefen.

Allerede inden for de kommende uger venter der nyt om vægttabsmidlet fra et fase 2-studie. I andet halvår af 2026 planlægger Zealand Pharma at indlede et fase 3-studie, hvor Petrelintid skal undersøges i personer med overvægt eller fedme.

Når året er omme, venter Adam Steensberg, at fundamentet er lagt, til når Petrelintid kan lanceres.

– Og så har vi taget næste skridt mod at bygge vores tilstedeværelse i USA op omkring at være en kommercialiseringspartner sammen med Roche, når Petrelintid en gang skal på markedet.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER