Faldende renteniveau fik betydning for bundlinjen hos Danske Andelskassers Bank, DAB, der torsdag kom med regnskab for første halvår af 2025. Dog bidrog forbedrede gebyrindtægter positivt som følge af blandt andet flere bolighandler.
– På trods af rentefald og større usikkerheder leverer banken et tilfredsstillende resultat for 1. halvår 2025, udtalte Jan Pedersen administrerende direktør hos DAB i forbindelse med regnskabet.
Bundlinjen landede på 150 mio. kr. mod 160,4 mio. kr. for samme periode sidste år, et fald på 6,5 pct. Nettorenteindtægterne faldt til 242 mio. kr., mod førhen 255,9 mio. kr i første halvår 2024.
– Nationalbankens styringsrente er i løbet af 2024 faldet fra 3,60 pct. til 1,60 pct. i juni 2025. Faldet i markedsrenterne har påvirket renteafkastet af bankens stigende likviditetsoverskud. Hertil kommer effekterne af afledte renteændringer, som banken løbende har varslet over for kunderne, skriver DAB i regnskabet.
Trods faldet i renteindtægter viste banken et højt aktivitetsniveau med mange bolighandler og en stærk kreditbog, der har resulteret i tilbageførsel af nedskrivninger på 5,3 mio. kr. mod nedskrivninger i samme periode 2024 på 4,3 mio. kr.
– Nedskrivningsniveauet afspejler en generel stærk kreditkvalitet på trods af betydelige geopolitiske og makroøkonomiske usikkerheder. Banken forholder sig løbende til de øgede risici og er opmærksom på enhver mulig kreditforringelse, fremgår det af regnskabet.
Dertil viser regnskabet en stigning i gebyrindtægter netto på 141,6 mio. kr. mod tidligere 128,2 mio. kr. for samme periode sidste år. En stigning på 10 pct., der ifølge banken er båret af den stigende aktivitet, herunder bolighandler og tilgang af nye kunder.
Danske Andelskassers Bank fastholder forventningerne til regnskabsåret 2025 om en basisindtjening i intervallet 170-210 mio. kr. og et resultat før skat i intervallet 220-270 mio. kr.
Tabel over Danske Andelskassers Banks regnskab for første halvår af 2025:
Mio. kr. | H1 2025 | H1 2024 | FY 2024 |
Netto rente- og gebyrindtægter | 437 | 407 | 790 |
Kursreguleringer | 1 | 30 | 103 |
Nedskrivninger på udlån og tilgod. | -5,3 | 4 | 21 |
Resultat før skat | 150 | 160 | 355 |
Resultat efter skat | 141 | 143 | 287 |
Bankens forventninger til 2025:
Mio kr. | Ved Q2 2025 | 10. juli | Ved Q1 ’25 | Ved FY ’24 |
Resultat før skat | 220-270 | 220-270 | 170-250 | 100-180 |
Basisindtjening | 170 | 170-210 | 130-190 | 100-160 |
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER