Novos Wegovy-pille går yderligere frem i USA – NY

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 27. marts 2026

Der er fortsat fremgang at spore, dog i mere afdæmpet tempo, for Novo Nordisks Wegovy-pille på det amerikanske marked.

Det viser recepttal fra Symphony Health Solutions via Bloomberg.

Antallet af nye patienter på pillen steg til 72.165 i uge 12 fra 70.151 i uge 11.

– Der er fortsat fremdrift, omend vækstbilledet er aftaget i forhold til tidligere uger. Væksten for det samlede antal recepter er dog lidt højere end for nye recepter, og så er det positivt at andelen af de høje doser, der er prissat højere, fortsætter med at stige, siger Søren Løntoft Hansen, analytiker i AL Sydbank, til MarketWire.

Væksten i nye recepter på Wegovy-pillen opgjort på ugebasis er aftaget til 2,9 pct. fra 4,5 pct. ugen før og 10,7 pct. i uge 10. Væksten for de to højeste doser, der koster omtrent det dobbelte af de to laveste, er til gengæld på knap 20 pct. på ugebasis i uge 12.

Udskrivningen af recepter til nye patienter på de injektionsbaserede midler faldt de seneste to uger til senest 154.921 fra 159.353 i uge 11 og 163.881 i uge 10.

– Det er ikke mit indtryk, at det handler om kannibalisering. Selvfølgelig er der en grad af det i et eller andet omfang, men det er mit indtryk, at det er på et ret lavt niveau, siger Søren Løntoft Hansen.

Tallene omfatter ikke recepter indløst på online-apoteker og via sundhedsplatforme og Novos eget onlineapotek Novocare med salg direkte til forbrugerne.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER