Novo får endelig godkendt ugentligt insulin i USA – NY2

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 27. marts 2026

Novo Nordisk har fået godkendt sit ugentlige basalinsulin, Awiqli, i USA til behandling af voksne type 2-diabetikere. Det fremgår af en meddelelse fra den danske medicinalkoncern, der planlægger at lancere midlet i løbet af andet halvår.

– Som det første FDA-godkendte basalinsulin, der gives én gang om ugen til voksne med type 2-diabetes, udgør det et vigtigt nyt behandlingsalternativ.

– I en tid, hvor dele af branchen trækker sig tilbage fra insulin, bekræfter vi vores engagement – vi fortsætter med at investere i innovation, adgang og forsyning til de millioner af patienter, der er afhængige af insulin hver dag, siger Mike Doustdar, topchef i Novo ifølge en meddelelse.

Med godkendelsen er Awiqli nu godkendt i USA, EU og i yderligere 13 lande med markedsspecifikke indikationer til behandling af diabetes.

Godkendelsen i USA har imidlertid trukket ud. Novo forsøgte at få insulinet på markedet tilbage i 2024, men blev mødt med en række spørgsmål fra den amerikanske lægemiddelstyrelse til fremstillingsprocessen og en yderligere indikation rettet mod type-1-diabetes.

Novo genindsendte efterfølgende en markedsføringsansøgning i 2025. Her gik Novo dog alene efter en godkendelse til voksne med type 2-diabetes.

I EU blev Awiqli godkendt allerede i 2024. Midlet solgte sidste år for 410 mio. kr. på verdensplan. Det største marked var region Kina, hvor det omsatte for 288 mio. kr.

Hos Jyske Bank peger Henrik Hallengreen Laustsen på, at godkendelsen er ventet, men positiv.

– Vi vurderer, at godkendelsen vil styrke Novos insulinforretning i USA og bringe ny innovation og vækst ind i et svagt faldende insulinmarked, skriver han i en kommentar.

Han peger på, at de seneste konsensusforventninger forudser, at Awiqli på sigt kan nå et salg på 6,5 mia. kr. på årsbasis, når salget topper.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER