Aktien i den britiske producent af flymotorer Rolls-Royce stiger efter børsåbning til rekordhøjder, efter at selskabet har præsenteret et milliardstort aktietilbagekøb.
Det fremgår af selskabets årsregnskab for 2025 aflagt torsdag.
Aktietilbagekøbet lyder på 7-9 mia. pund og vil strække sig over en periode fra 2026 til og med 2028 og følger afslutningen af et aktietilbagekøb på 1 mia. pund i 2025.
Samtidig hæver Rolls-Royce sine mellemfristede mål til et niveau analytikerne hos Bernstein kalder for “ambitiøst”.
– Baseret på vores forventninger for 2026 forventer vi at levere et underliggende driftsresultat inden for det tidligere mellemfristede forventningsinterval to år tidligere end planlagt. Vores opjusterede mellemfristede mål omfatter et underliggende driftsresultat på 4,9-5,2 mia. britiske pund og et frit cash flow på 5,0-5,3 mia. britiske pund. Udover den mellemfristede periode forventer vi fortsat betydelig vækst fra eksisterende forretninger samt fra nye forretningsmuligheder, udtaler Tufan Erginbilgic, der er topchef hos Rolls-Royce, om forventningerne til 2028.
– Med en stærk balance, betydelige investeringer til støtte for vores langsigtede vækst og tillid til fremtiden annoncerer vi et aktietilbagekøb på 7-9 mia. pund for 2026-2028, hvoraf 2,5 mia. pund skal gennemføres i år, siger Tufan Erginbilgic yderligere.
Omsætningen voksede i 2025 til 20,06 mia. pund fra 17,8 mia. pund i 2024. Økonomerne havde ventet en omsætning på 19,7 mia. pund, viser data fra Bloomberg News.
Adrien Rabier, der er analytiker hos Bernstein, noterede at resultaterne er bedre end ventet og forventningerne til 2026 og 2028 er “meget stærke”, hvilket bør udløse højere forventninger til indtjeningen.
Morgan Stanleys analytikerkorps pointerer, at aktietilbagekøbet er “det vigtigste træk” og afspejler “koncernens ekstraordinære fremskridt og ledelsens tillid til fremtidsudsigterne, hvilket indebærer, at 75-90 pct. af de frie pengestrømme vil blive returneret til aktionærerne i løbet af de næste tre år, inklusiv udbytte”.
Torsdagens resultater bliver også taget pænt imod af investorerne, der sender aktien i vejret med 6 pct. Samlet er aktien steget med næsten 120 pct. de seneste 12 måneder, og næsten 1200 pct. de seneste fem år.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER