Aktiemarkedet er kommet rigtig flot ind i det nye år, og hvis man spørger mange eksperter, så kan 2018 blive et udmærket aktieår. I de første dage af det nye år er det amerikanske S&P-indeks steget med helt op til 3.3%, og det betyder, at en populær indikator kaldet ”januar-barometeret” foreløbig slår fuldt ud og varsler et rigtig godt aktieår 2018.
Lidt mere broget ser det ud, hvis man spørger nogle af de førende børsanalytikere. Det har man blandt andet gjort hos det amerikanske finansmagasin Barrons (se illustration nederst), der hvert år spørger 10 eksperter om, hvor de tror S&P500 ligger 12 måneder senere.
|
De fleste af Barrons eksperter tror især på finans- og tech-aktier, men de er samtidig mere forsigtige, hvad angår forbrug og forsyning. Alt i alt spår de ti eksperter, at S&P 500 ender en anelse højere til næste år, nemlig i 2842 USD (et gennemsnit af de ti spådomme). Det er en relativ beskeden stigning, når man tænker på, at S&P 500 i skrivende stund ligger på 2741 USD. Til gengæld var næsten de samme 10 eksperter også overforsigtige i forhold til 2017. Her spåede de i gennemsnit, at S&P 500 ville ende på 2300, i stedet endte kursen omkring 370 point over, i 2671.
Hos finansmediet MarketWatch har den amerikanske investorstrateg, John Mauldin, også kigget nærmere på, hvad eksperterne forudser i forhold til 2018. I artiklen ”7 forecasts for 2018 from some of the brightest financial minds” gennemgår han eksperternes håb og trusler.
Nogle ser de amerikanske skattelettelser som en god mulighed for aktiestigninger i USA, andre ser imidlertid problemer i forhold til stigende renter, inflation og geopolitiske problemer, der måske kan risikere at sprede sig. Ligesom hos Barrons er der i USA størst optimisme omkring finansaktier. Uden for USA peger flere på japanske og europæiske aktier som gode muligheder.
Hos det store amerikanske finansmedie fool.com er analytikeren Simon Erickson ikke bange for at sætte navn på og udvælge tre konkrete ”vækst aktier” for 2018. Det har han gjort siden 2014 og i det første fik de tre aktier et samlet afkast på 69%, i 2015 lå afkastet på 58%, i 2016 lå de på 71% og sidste år fik Simon Ericksons tre valg et afkast på 60%. Hvert år slog hans tre valg indekset helt markant.
For 2018 har Simon Erickson valgt disse amerikanske aktier:
1. Invitae (NYSE:NVTA)
2. Baozun (NASDAQ:BZUN)
3. iRobot (NASDAQ:IRBT)