Nordnet – anmeldelse

Udgivet: 13. juni 2020

Nordnet er Nordens største værdipapirhandler med over 1.000.000 kunder fordelt i Danmark, Norge, Sverige og Finland. Mere end 150.000 af disse er kunder i Danmark. Platformen har eksisteret siden 1996 og var en af første brokere til at tilbyde handel med værdipapirer over internettet og dermed for alvor tage kampen op mod de høje kurtagesatser, som de etablerede banker længe havde stået for. 10 år i træk er Nordnet blevet kåret til Årets Børsmægler af medlemmerne af Dansk Aktionærforening, og det er derfor naturligt at tage Nordnet med i overvejelserne, når man skal vælge handelsplatform.

>>Åbn en konto hos Nordnet nu – eller læs anmeldelsen herunder.

Nordnet er især oplagt til den langsigtede investor, idet man har mulighed for både at investere sin pension og sine frie midler. Men Nordnet kan også bruges af daytradere, som handler aktivt med et vist handelsomfang. Nordnet tilbyder som standard en kurtage fra 0,10 pct., og til meget aktive tradere en endnu lavere kurtage på helt ned til 0,02 pct. på nordisk aktiehandel. For de aktive tradere er der også en sammenlægningskurtage, som medfører, at man kan daytrade med endnu lavere udgifter. Ønsker man at handle mere komplicerede instrumenter, herunder gearede produkter, er dette muligt med børsnoterede optioner samt forskellige former for certifikater, turbos mv. Nordnet tilbyder dog ikke CFD handel.

 

Nordnet har en overskuelig grafisk brugerflade, som det er relativt let og intuitivt at finde rundt i. Særlig forsiden giver et fint overblik over ens konto og seneste kursudvikling.

 

Design og handelsplatform
Nordnets handelsplatform er efter et helt nyt design blevet væsentlig mere enkelt og brugervenligt. Det er relativt let at finde de produkter og aktier, man har brug for og efter 10-15 minutter er man fortrolig med de vigtigste dele af interfacet. Designet er gjort responsivt, så det tilpasser sig alt efter om man tilgår platformen via mobil eller tablet. Det nye design er dog endnu ikke helt færdiggjort og forbedres løbende med nye funktionaliteter.

Når man er logget ind mødes man med et overblik over ens depoter, og man kan for eksempel se hvordan ens samlede portefølje har performet fx den seneste dag, måned eller år til dato, jf. billedet ovenfor. Det er let og intuitivt at navigere rundt på den overskuelige platform, og man finder hurtigt det man leder efter. Under Mine sider har man adgang til at lave lister over værdipapirer man gerne vil følge, se ens historiske transaktioner og notaer mv. Man kan endvidere administrere sine kontanter f.eks. udbetale til eksterne konti, som skal være behørigt registret, hvilket højner sikkerheden. Herudover kan man trække porteføljerapporter for valgte perioder, se årsopgørelser mv. Det er også her man administrerer sine aftaler og abonnementer og kan skrive beskeder til Nordnets kundeservice.

Det er let at eksekvere handler og aflæse kurtagen på den enkelte handel, og man har via graferne mulighed for at sammenligne en enkelt aktie med den generelle udvikling i udvalgte indekser såsom C25, DAX og Nasdaq. Se mere om hvordan handel foregår nedenfor.

Nedenfor ses en sammenligning af Novo Nordisk og det danske C25-indeks.

Er man fan af teknisk analyse, vil man mangle nogle elementer på Nordnets standardgrafer, da man alene kan tilføje de almindelige indikatorer såsom glidende gennemsnit, RSI, MACD og lignende. Ønsker man mere avanceret grafvisning er man enten henvist til at bruge det gratis www.tradingview.com eller anvende den avancerede platform, som bl.a. tilbydes Nordnets aktive tradere.

Gratis kurser i aktiv trading. Se vores automatiske forløb. Online kurser i trading

 

 

Handel
Man finder de enkelte aktier mv. ved at søge på aktiens navn øverst i højre hjørne eller ved at bruge den generelle søgefunkton under Børs & Marked. Når man har fundet en aktie man ønsker at handle eller analysere nærmere, finder man en masse relevant information om dette, jf. nedenstående billede, som viser DSV aktien. Man kan eksempelvis se de seneste handler på børsen, ordredybde i 5 niveauer (hvilket som standard er helt gratis for bl.a. danske værdipapirer) og et handelsvindue ude til højre. Hvis man f.eks. ønsker at købe, indtaster man den ønskede pris og antal, hvorefter man kan se et overslag over kurtagen og handelssum. Man trykker dernæst “køb” hvorefter ordren sendes afsted til børsen. Man har forskellige muligheder for at indlægge stop loss, trailing stop mv.

 

Man har adgang til en masse information om de enkelte værdipapirer inden man beslutter sig for at købe. Klik på billedet for at forstørre det.

Ønsker man at analysere aktien nærmere kan man se kursudviklingen for valgte perioder og evt. sammenligne med benchmarks. Man kan få grafen vist enten med simpel visning eller med candlesticks. Endvidere kan man påføre volumen og påføre enkelte tekniske indikatorer såsom glidende gennemsnit, RSI, MACD mv. Nordnet er ikke blandt de stærkeste inden for teknisk analyse, men har man alene behov for de nævnte og formentlig mest anvendte indikatorer klares dette. Man kan endvidere se mæglerstatistik, relevante nyheder for aktien samt kommende udbytter og finanskalender for de næste regnskabsmeddelelser. Under Om virksomheden kan man finde relevante regnskabs- og nøgletal og læse mere om selskabet.

 

Særlig platform for aktiv tradende
Nordnet tilbyder to særlige Infront handelsplatforme især rettet mod kunder, som handler meget aktivt – de såkaldte Active Traders. Som aktiv daytrader er der næppe tvivl om, at man bør bruge denne platform, hvis man ønsker at foretage sine handler gennem Nordnet. For at kvalificere sig som Active Trader skal man foretage mindst 240 handler over 3 måneder, eller generere en omsætning på mindst 30 millioner kroner i den samme periode. Platformene er eksternt udviklede af Infront og findes i en webbaseret løsning og en PC løsning som hhv. Infront Web Trader og Infront Active Trader.

Er man Active Trader (eller i øvrigt handler min 40 gange pr mdr som Pro eller Private banking kunde) tilbydes man gratis Infront Web Trader. Ellers koster adgang til platformen op til 99 DKK pr mdr.

Infront Active Trader koster hele 649 pr mdr mens prisen forhandles individuelt for Active Traders.

Gratis kurser i aktiv trading. Se vores automatiske forløb. Online kurser i trading

Grafisk set har dette interface et mere professionelt og elegant udseende, og her er også langt flere analysemuligheder end i standard-værktøjet. Inden for teknisk analyse, er der muligheder for at benytte en lang række almindelige indikatorer såsom Bollinger Bands, forskellige glidende gennemsnit, stochastics, RSI, volumen, samt detaljerede informationer om ordredybde, og det er også muligt let at sammenligne aktier eller andre markeder med hinanden for at undersøge den relative styrke mellem to markeder og eventuelle korrelationer. Ud over dette er der mulighed for let at få adgang til informationer om fundamentale faktorer og nyheder, som har betydning i forhold til den enkelte virksomhed.

Som et eksempel på, hvordan man kan benytte platformen til korrelations-analyser, ses her en sammenligning af det tyske DAX-index og det amerikanske SP 500-indeks igennem de seneste to år. Denne feature er naturligvis ikke unik for Nordnet/Infront, men den er dog heller ikke standard på alle platforme.

SP 500-indekset over for det tyske DAX-indeks. Det ses her, at de to indekser har en tendens til at følges ad. DAX har dog i perioder nogle vildere udsving, men finder hver gang tilbage til udgangspunktet igen.
SP 500-indekset over for det tyske DAX-indeks. Det ses her, at de to indekser har en tendens til at følges ad. DAX har dog i perioder nogle vildere udsving, men finder hver gang tilbage til udgangspunktet igen.

 

Nordnet App til mobile enheder
I forbindelse med lanceringen af det nye design har Nordnet ligeledes opdateret Nordnet app´en, som kan fås til IoS og Android. Med mobilappen kan man udover at handle naturligvis let holde styr på sine eksisterende investeringer og få overblik over om værdien stiger eller falder. Man kan skræddersy sit nyhedsfeed og få notifikationer om ordrer og handelstransaktioner. Man kan endvidere foretage udbetalinger fra sin konto og flytte rundt på sine midler. Man kan oprette lister over værdipapirer og finde relevant handels- og regnskabsinformation og de enkelte papirer. Endvidere kan man få overblik over den aktuelle udvikling på alverdens børser. Appen findes både med mørk og lys baggrund og er bestemt anvendelig, hvis man er på farten eller ikke lige har adgang til en computer.

 

Markeder
Nordnet dækker et bredt udsnit af investeringsmuligheder og spænder fra aktier, investeringsforeninger, børshandlede fonde (ETF’er) til børsnoterede futures, optioner og certifikater, som udover spekulation med aktier og indeks også giver mulighed for spekulation i råvarer såsom guld, olie eller kaffe. I forhold til gearede produkter tilbyder Nordnet ikke CFD handel. I stedet tilbydes certifikater og miniturbos med op til 15 gange gearing.

Der tilbydes bl.a. handel på de amerikanske børser, de canadiske, de nordiske børser, den tyske børs og den franske børs i alt 12 børser. Man kan alene handler engelske aktier via telefon, hvilket gør det noget dyrere at handle.

Selve produktudbuddet er ikke voldsomt sammenlignet med andre på markedet. Til gengæld tilbyder Nordnet nogle attraktive ordninger såsom en månedsopsparing, hvor man måned for måned kurtagefrit kan investere mindre beløb i udvalgte investeringsforeninger og ETF´er. Detter er perfekt for en investor, som over tid ønsker at opbygge en diversificeret portefølje bestående af forskellige fonde. Ordningen kan både bruges til pensionsmidler og til frie midler.

Herudover tilbyder Nordnet kurtagefri handel i Nordnets fem “egne” indeksfonde, som omfatter Danmark, Europa, USA, globale aktier og Nye markeder. Fondene handles til lave årlige omkostninger fra 0,2% til 0,4% om året og handles i danske kroner, hvorfor man ikke belastes af vekselomkostninger. Læs mere her.

Endvidere giver Nordnet mulighed for at man kan belåne depoter med frie midler. Alt efter sikkerhed kan man dermed låne ned til knap 2% p.a. Har man f.eks. et depot med værdipapirer for 1 mio. kr., og ingen enkeltaktier fylder mere end 20% af porteføljen kan man til den lave rente typisk låne ca. 30-40% af værdien altså 300.000 – 400.000 kr. efter hair cut, som fastsættes af Nordnet ud fra hvor risikobehæftet det enkelte værdipapir vurderes (belåningsgrad). Pengene kan man frit hæve og bruge som man vil, hvilket i realiteten gør aktiedepotet til en ganske billig kassekredit. Man kan også investere pengene i aktier eller andre værdipapirer. I den forbindelse skal man naturligvis huske at investering for lånte midler – ligesom med gearede produkter i al almindelighed – bevirker, at man påtager sig en større risiko end ellers. Man har, efter behørig kreditgodkendelse, mulighed for at belåne sit depot yderligere, men i så fald vil det være en højere samlet rente.

Vi anbefaler handelsplatformen Markets til effektiv trading: Klik her

Priser 
Nordnet opererer dels med de 3 forskellige kundetyper alt efter handelsomfang Standard, Bonus og Pro foruden kundetyperne Private Banking og Active Traders. For at blive Private banking kunde kræves en samlet investeret portefølje på 2 mio. kr. hos Nordnet mens Active Traders skal foretage mindst 240 handler eller have en omsætning på 30 mio. DKK i kvartalet.

Kurtagen for handel med danske aktier og kravene til handelsomfang for de enkelte kundetyper er som følger:

Nye kunder kan de første tre måneder handle for en kurtage på 0,05% og minimumskurtage på 15 DKK for bl.a. danske aktier.

Nordnet opkræver ikke depot- og VP-gebyrer. Som udgangspunkt er kurtagen det samme uanset om man handler for frie midler eller pensionsmidler.

Handler man udenlandske aktier er priserne typisk noget højere. Eksempelvis koster tyske aktier, og herunder ETF´er, en kurtagesats på mellem 0,10 og 0,15% med en minimumskurtage på mellem 10 og 12 EUR alt efter hvilken kundetype man tilhører. Se samtlige priser her.

Nordnet opkræver som udgangspunkt ikke gebyrer for streamede realtidskurser medmindre man selv tilmelder sig disse, hvilket er en klar fordel i forhold til mange af konkurrenterne på markedet, hvor de månedlige gebyrer for realtidskurser hurtigt løber op, især hvis man er aktiv på flere børser.

Active Traders får tildelt en individuel kurtagesats alt efter handelsniveau dog højest 0,04% og en minimumskurtage på 19 DKK. Det er primært de nordiske markeder, hvor det er billigst og især det danske marked.

Nordnet er ikke blandt de allerbilligste blandt internetbrokerne, hvor f.eks. Saxo Bank har valgt helt at fjerne minimumskurtagen for handel på stort set alle børser. Det gør det naturligvis mindre fordelagtigt at foretage handler med mindre beløb. Til gengæld opkræver Nordnet ikke købskurtage når man handler ETF´er og investeringsforeninger igennem Månedsopsparingen ligesom handel med unoterede fonde er helt gratis.

Nordnet tilbyder konti til frie midler, herunder også for børn, men ikke skattebegunstigede børneopsparinger og heller ikke aktiesparekonto selvom Nordnet dog har meldt ud at de vil lancere sidstnævnte senere på året. Endvidere tilbydes investering af pensionsmidler i form af ratepension og aldersopsparing. Virksomheder og selskaber kan ligeledes åbne konti, hvilket dog kræver en såkaldt LEI-kode.

 

Uddannelse og læring
Nordnet producerer en del indhold, som har til formål at uddanne kunderne til at forstå markedet bedre. Dette er mest rettet imod aktieinvestorer, der har en lidt længere tidshorisont. På nordnetbloggen.dk kan man bl.a. følge Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen, som også tit optræder i medierne, i hans indsigtsfulds analyser dels som video og dels som skrevne artikler.

Herudover afholder Nordnet jævnligt webinarer med forskelligt indhold og events f.eks. med vinsmagning, præsentationer med børsnoterede selskaber eller kommende børsintroduktioner mv.

Prøv vores gratis handelssignaler - LIVE Via Telegram-app

Nordnet har også skabt en social platform ved navn Shareville. Pointen med denne er, at udvikle en social dimension til selve handelsplatformen og giver mulighed for at følge forskellige investorer og tradere i realtid og få besked, når de synes, at det er tid til at handle. Man kan på Shareville også måle en traders afkast i forhold til det generelle marked og kan på denne måde få et indblik i, om en bestemt trader eller investor har haft et afkast, som er bedre eller dårligere end markedets performance i den samme periode. Dermed får man en bedre mulighed for at vurdere, hvem man skal følge.

Man har på Shareville mulighed for at oprette grupper og deltage i diskussioner om specifikke aktier. For de konkurrencelystne er der også mulighed for selv at dele sin portefølje og se, hvor godt man klarer sig i forhold til andre. Men i modsætning til andre sociale handelsplatforme såsom eToro, er der på Shareville endnu ikke mulighed for at foretage copytrading, hvilket vil sige, at man automatisk handler som en given og nøje udvalgt trader eller investor, uden at man selv behøver at foretage sig noget.

Shareville kan utvivlsomt fungere som et godt input til mange investorer – dog skal man passe på ikke at lade sig fortabe i mylderet af informationer fra andre tradere. Selv om enkelte daytradere også deler deres informationer via Shareville, så kan det som daytrader være sværere at bruge den sociale platform til noget, da den i så høj grad er fokuseret på mere langsigtede aktieinvesteringer.

 

Kundeservice
Nordnets kundeservice er på dansk via telefon alle hverdage fra 9.00 – 17.00. Man kan endvidere komme i kontakt med en mægler mellem 8.30 og 22.00.

 

Konklusion
Nordnet bruges i dag både af både almindelige, langsigtede aktieinvestorer, som handler med pensions- og frie midler og til dels af daytradere, som ikke ønsker fx marginbaseret CFD handel og har bestemt en berettigelse i forhold til begge grupper. Muligheden for at gøre brug af Nordnets særlige tilbud med månedsopsparing i bl.a. ETF´er og Nordnets egne kurtagefri indeksfonde gør platformen svær at komme uden om. Og det også selvom kurtagesatserne ikke er blandt de allerlaveste blandt de konkurrencedygtige brokere på markedet. Det noget begrænsede antal børser man kan handle på trækker også en smule ned, men det er trods muligt at handle på de største børser. Vil man gerne handle aktivt og gøre brug af den avancerede platform, der tilbydes skal man dog løbende handle en hel del. Hvis man gerne vil investere sine børns frie midler eller sine pensionsmidler, er der også god mulighed for det løbende i fx den nævnte månedsopsparing.

Alt i alt er Nordnet en god mulighed både for investorer og til dels tradere, og efter at være blevet kåret til årets Børsmægler af brugerne 10 år i træk, bør platformen bestemt være mellem dem, man kraftigt overvejer, når man skal vælge, hvor man skal lægge sine handler.

Har du selv erfaringer med Nordnet? Så skriv en kommentar herunder med dine erfaringer.

Prøv vores gratis handelssignaler - LIVE Via Telegram-app

——————————-

Daytrader.dk modtager kommission og/eller betaling for annoncering fra Nordnet og andre af de handelsplatforme, der er omtalt her på siden. Daytrader.dk tilstræber dog 100% objektivitet i lighed med, hvad man genfinder hos andre typer professionelle medier og deres annoncører. Indtægterne fra annoncering er med til at sikre, at vi også fremover kan levere de bedste guides og det bedste indhold om daytrading.



image_pdfimage_print
Del denne artikel