Genmab FY: Går frem på toplinjen – driftsresultatet er lavere end ventet af analytikere-NY

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 17. februar 2026

Genmab leverer som ventet pæn vækst i 2025, hvor supersællerten Darzalex trækker det store læs, og Genmab fik gevaldigt vokseværk med overtagelsen af det hollandske biotekselskab Merus for 50 mia. kr.

Det fremgår af årsregnskabet, der til gengæld skuffer målt på driftsindtjeningen.

Genmabs samlede toplinje steg til 3720 mio. dollar fra 3121 mio. dollar.

Desuden voksede driftsresultat til 1065 mio. dollar fra 972 mio. dollar, mens lavere indtægter på de finansielle poster betød, at bundlinjen skrumpede til 963 mio. dollar fra 1133 mia. dollar året før.

Analytikere havde ifølge estimater indsamlet af Genmab ventet en omsætning på 3659 mio. dollar, et driftsoverskud på 1311 og et overskud efter skat på 1169 mio. dollar.

I sin kommentar til årsregnskabet fremhæver topchef Jan van de Winkel ikke mindst købet af Merus i efteråret.

– Det er vigtigt at bemærke, at Merus styrker, ikke ændrer, vores strategi, da det fremskynder vores skift mod en fuldt integreret, 100 pct. ejet lægemiddelmodel.

– Tilføjelsen af petosemtamab til vores pipeline diversificerer vores fremtidige indtægtskilder, reducerer vores afhængighed af royalties over tid og øger vores fleksibilitet til at investere i de “næste vindere”, der kommer ud af vores forsknings- og udviklingsmotor, siger Jan van de Winkel.

Genmabs andel af partneren Johnson & Johnsons Darzalex-salg landede på 2443 mio. dollar i 2025 mod 2019 mio. dollar året før.

Salget af sklerosemidlet Kesimpta, som markedsføres af Novartis, leverer desuden indtægter på 443 mio. dollar mod 323 mio. dollar sidste år. Epkinly/Tepkinly, som Genmab co-markedsfører i USA og Japan med Abbvie, nåede en omsætning på 398 mio. dollar.

OVERRASKER MED PROGNOSEN

For 2026 venter Genmab en omsætning på 4065-4395 mio. dollar og et driftsoverskud på 900-1400 mio. dollar.

Op til regnskabet forudså analytikere en omsætning på 4328 mio. dollar og et driftsresultat på 1114 mio. dollar.

Partneren Johnson & Johnsons salg af Darzalex ventes at lande på 15,6-16,4 mia. dollar i år mod estimeret 15,4 mia. dollar blandt analytikere inden regnskabet.

Tabel for Genmabs årsregnskab. Estimaterne er indsamlet, før Genmabs partnere offentliggjorde salgstal for de mest sælgende lægemidler, herunder det storsælgende kræftmiddel Darzalex.

Mio. dollar 2025 2025(e) 2024 2026(e)
Omsætning 3720 3659 3121 4328
Driftsomkostninger 2417 2130 2006 2926
Driftsresultat (EBIT) 1065 1311 972 1114
Nettoresultat 963 1169 1133 785

(e) = gennemsnitsestimater er beregnet og indsamlet af Genmab blandt op til 16 analytikere. Estimaterne er afrundet til hele mio. dollar.

Genmab s forventninger til 2026:

Mio. dollar Ved år
Omsætning 4065-4395
Royalties 3440-3685
Driftsomkostninger 2710-2910
Driftsresultat 900-1400
Darzalex oms i mia. dollar 15,6-16,4
Darzalex royalties midtpunktet 2700

Genmabs forventninger til 2025:

Mio. dollar Ved Q3 Ved Q2 Ved Q1 Ved år
Omsætning 3500-3700 3500-3700 3340-3660 3340-3660
Royalties 2945-3090 2945-3090 2785-3015 2785-3015
Driftsomkostninger 2055-2225 2055-2225 2055-2225 2055-2225
Driftsresultat 1055-1405 1055-1405 895-1365 895-1365
Darzalex oms i mia. dollar 13,7-14,1 13,7-14,1 12,6-13,4 12,6-13,4
Darzalex royalties 2300-2400 2300-2400 ca. 2200 ca. 2200

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER