Sune Berg Hansen, aktieinvestor, stormester i skak
Først en hurtig update – bedre sent end aldrig. Jeg er gået ud af Alcoa og Arconic – fandt ikke den store edge efter spinoffet, men er fint tilfreds med et afkast på over 50% på lidt over et halvt år. Jeg har halveret min position i Alm. Brand – den er ved at være fuldt priset omkring de 60, og det har været en god tur – jeg hoppede ind i de første omkring kurs 10.
Wilhelmsen, Novo og Treasury Wine Estate klarer sig ok, og jeg har ingen planer om at sælge lige foreløbig.
Mylan er stadig et smertensbarn, men den skal nok komme (til sidst), selvom det har været lidt en ørkenvandring so far. (har køb på den!).
Jeg er gået ind i SCA, der efterfølgende blev delt op SCA (som er skov) og Essity (der er hygiejneartikler, toiletpapir osv). Jeg afventer lige, hvordan spinoffet lander – ser spændende ud, og den er lidt oppe. Jeg har tidligere skrevet om Spinoffs, og det outperformer næsten altid, og det bør den her også gøre. Effekten viser sig først over tid (selvom det går hurtigere og hurtigere), så jeg er bare tålmodig.
Jeg er også ny glad ejer af XLMedia – der laver noget a la det samme som i mit selskab (KH-Online) – de er dygtige, og det er en branche i vækst (Betting, medie og affiliate). Den handles i London og er ikke specielt likvid (lad være med at låne i huset for at købe den).
[Alle ovenstående aktier kan for eksempel handles igennem IG Markets eller Saxo Bank]
Amazon og Mercado Libre er også nye i porteføljen. Amazon kender alle jo. Den er meget svær at købe for en som mig, der er vokset op (som investor) med beundring for Benjamin Graham og Warren Buffett. Men til sidst fik jeg tvunget fingeren ned på købsknappen, og jeg kan kun – ligesom så mange andre – ærgre mig over, at deres konstante PE på over 100 (nærmere de 200 historisk) aldrig har tilladt mig overhovedet at kigge på den før. Det er lidt idiotisk, når man har haft internetøkonomi på Polit-studiet, suk. Men ok, nok om mig, hvad med Amazon? Hvordan kan det forsvares at købe noget med en Pris/Book på 21,5, en PE på 181, en eps på 5,33 og en pris på næsten 1000(!) dollars pr aktie? (nu er den på 1026).
|
Valueinvestoren ryster på hovedet og begynder at kigge på DCF – og ligegyldigt hvordan han vender og drejer det, hænger det ikke sammen, medmindre væksten fortsætter med at være ekstrem høj (var 22% YoY i sidste regnskab), og profitabiliteten får et nøk opad. Prisen er simpelthen for høj, og det er et 2000 techcrash, som bare venter på at ske… SHOW ME THE MONEY!
Tech is eating the world
Men der er en grund til, at 6(!) af verdens mest værdifulde selskaber er tech! Det er Apple (som jeg tidligere har tjent godt på), Google, Facebook, Amazon, Microsoft og kinesiske Tencent (som er steget med 50% siden jeg begyndte at kigge på den, grrr – jeg nåede ikke med der). Hvordan kan det være? I starten var der også skepsis overfor f.eks. Google og Facebook – de tjener jo ingen penge? Næh det gjorde de ikke, men det gør de nu! En standard dansk internetbruger kan ikke gå på internettet, uden At Facebook og Google tjener penge!
Det er vildt, ik? Og det er naturligvis fordi, de har en forrygende reach/distribution, som de først byggede…. Og først derefter monetizede de det (for hårdt)!
Amazon
Det er det samme Amazon gør – de æder det ene marked efter det andet med kæmpeudvalg, god service og lave priser (de har lige købt Wholefoods og de åbner i Australien i øjeblikket) og kører downward og upward integration og spreder sig hele tiden udover flere forretningsområder (transport, håndværkere, streaming, børnepasning… you name it). De har samtidig via deres Prime abonnement fået bygget en fantastisk voldgrav om forretningen. For 99 dollars om året bliver man primemedlem og får adgang til free (2 day) shipping, Prime video, reklamefri musik, billige kindlebøger osv osv. Når først man er primemedlem, bliver det meget naturligt at handle meget mere hos Amazon. Hvor mange medlemmer er der? Prøv at gætte?
Hint 51% af amerikanske husstande går i kirke mindst en gang om måneden…
Og 52% har et Amazon primemedlemskab! (Kilde: Scott Galloway). Det er ikke sjovt for den lokale butik at konkurrere med, især da det ikke er købesvage trailerparkfamilier, der har et primeabonnement. Effekten er, at folk bundler det hele sammen hos Amazon, og sparer turen til Fields.
|
Trilion dollar company
Mit bud er, at Amazon bliver det første selskab i verden med en børsværdi på over en trillion dollars! På det tidspunkt har de overtaget så meget af handlen, at de også tjener penge, men det bliver aldrig med en PE på 10 – fokus er på at erobre, før man monetizer, og det er så rigtig tænkt. Så der er stadig mere end 100% upside herfra. Hvad med Mercado Libre?
Det er ’Amazon’ i Sydamerika (hvor det jo hører hjemme tsk tsk). De sidder tungt på e-handel i hele Latinamerika – 18 lande. De er lige begyndt med fri fragt og storkopierer selvfølgelig Amazon. Om de også kommer til at have en ’Alexa’ (Amazons geniale voice recognition robot) mm. er en anden sag… Latinamerika er et område, hvor internettet(!) og middelklassen er i vækst, og selvom aktien er steget meget (og kan få et stort tilbagefald), så er jeg hoppet på nu (if not now, then when?).
This time is different
Men er alle normale investeringsregler sat ud af kraft på internettet? Det troede man i 2000… og tog grueligt fejl. Men sjovt nok er næsten alle de forretningsideer, der gik på røven dengang, prøvet succesfuldt igen. Det er der flere grunde til, og den vigtigste er nok, at det er seriøse forretningsprojekter med realistiske budgetter, som stadig er her. En af de allervigtigste ting er distribution. Vi giver ordet til Peter Thiel (hvis du ikke ved hvem han er, så er google eller Alexa(!) din ven)
Peter Thiel: Poor distribution – not product – is the number one cause of failure
Tænk lige over det et øjeblik. Og sæt det så sammen med de seks tech virksomheder i verdens top ti over de mest værdifulde. De har ganske rigtig udmærkede produkter, men det er primært deres fantastiske distribution, som gør dem værdifulde.
Murstensforretninger og distribution
Når du som producent sælger et produkt til et supermarked er betingelserne typisk sådan her:
Du betaler for ’displayudstilling i butik, du betaler for at være med i tilbudsblade, varerne er “dine” (dvs. dit ansvar = bliver det stjålet er det surt… for dig!) så længe de står i butikken, der er kredittid på mindst 90 dage, og supermarkederne kan til enhver tid ’smadre’ dit brand ved at sende det på tilbud. Lyder surt ikke? Det er det også, og dertil kommer al logistikken med at få varerne ud i supermarkedet. Men alligevel vil alle producenter gerne være i butikkerne = distribution, for ellers sælger de jo ikke noget!
Gratis kurser i aktiv trading. Se vores automatiske forløb. Online kurser i trading |
Er internettet bedre?
Distribution på internettet lignede i starten en hver marketingsmands drøm – nærmest ubegrænset distribution! Men det har dog siden vist sig, at der er grænser, og alle de gode steder er begyndt at koste penge – og prisen stiger hele tiden på Adwords og Facebook og samtidig er der udbredet annonce fatigue overalt på nettet. Det er blevet så slemt, at selv ikke Google – I ved dem med “Don’t be evil” – på nogen måde skjuler, at indtjening til aktionærerne vejer tungere end brugernes oplevelse (det er lige indtil der kommer seriøs konkurrence!).
[Alle ovenstående aktier kan for eksempel handles igennem IG Markets eller Saxo Bank]
Læs med i næste måned, hvor Sune Berg Hansen skriver mere om sine investeringer. Ud over at være investor og stormester i skak, arbejder Sune Hansen til dagligt med online marketing igennem sit eget selskab, kh-online